BRANCHEN

Hus Forbi skriver med og om hinanden

Fra kanten af samfundet leverer Hus Forbi hver måned journalistik, der bliver til i et samarbejde mellem journalister og socialt udsatte. Dét kræver tyk hud og tålmodighed, når det journalistiske arbejde bliver udfordret på rutiner og følelser.

Der er noget galt i Danmark /
Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til /
bare tegnedrengen er i orden /
kan man få det som man vil 

Ordene runger ud under det store hvide festtelt, der står på Rådhuspladsen i København en torsdagsgrå eftermiddag i oktober. HJEMLØSEDAGEN 2019 står der på et banner, der hænger bag ved John Mogensen Tribute-bandets forsanger. Stemmen lyder som den ægte varer, og i røde seler bevæger han sig ud blandt publikum, der ivrigt synger med. 

Lidt derfra står en mand med hvid stråhat og taler med en mand i præstekjole. Manden med den hvide stråhat er Peter Andersen. Han er redaktionssekretær på Hus Forbi og et velkendt ansigt i mellem Hus Forbi-sælgerne, der i stor stil er dukket op til arrangementet på Rådhuspladsen. Hele tiden er der lige en, der vil hilse eller give et knus, og Peter Andersen er på fornavn med langt de fleste. Nogle af dem er skribenter for avisen, imens andre er sælgere.

Redaktionel oprustning
Hus Forbi udkom første gang i 1996 og har siden tjent som et mindre indtjeningsgrundlag for sælgeren og samtidig skabt oplysning omkring hjemløses og socialt udsattes forhold i Danmark. De udsatte og hjemløse nøjes dog ikke kun med at sælge avisen. Cirka 30% af det journalistiske indhold produceres af dem, det handler om. Indhold og emner er der i øvrigt nok af i en tid med zoneforbud og stigende økonomisk pres på kommunerne. 

Hus Forbi svarer igen på udfordringerne med redaktionel oprustning: Avisen har netop lanceret en podcast og søger ved novembers praktikrunde for første gang en journalistpraktikant. Selvom Hus Forbi er en avis – der indholdsmæssigt minder mere om et magasin – er det dog ikke en helt almindelig redaktion, den kommende praktikant kan se frem til. Som en del af oprustningen vil avisen nemlig gerne op på, at 50% af det journalistiske indhold bliver skabt af de hjemløse og socialt udsatte selv. 

Sat uden for studiet
Et andet sted på Rådhuspladsen står Pelle Lundberg. Han er nyansat journalist på Hus Forbis nye, digitale redaktion. Med et stort, rødt skæg står han lidt på afstand og betragter arrangementet. Et par dage forinden er det første afsnit af Hus Forbi Podcast udkommet, og podcasten er hans ansvar. Alligevel er det ikke hans stemme, lytterne møder, fortæller han: 

»Det er de hjemløse og udsatte selv, der er i studiet. Jeg står for alt det rundt om.«

I det første afsnit interviewer to hjemløse en tredje hjemløs om at blive straffet for at overtræde zoneforbuddet.
Pelle Lundberg erkender, at det godt kan være en udfordring, at stå uden for studiet, når optagelserne først ruller: 

»Selvfølgelig er der spørgsmål, der ikke bliver stillet, men jeg håber, at det bliver opvejet, for det er jo et unikt, journalistisk produkt, vi skaber.«

Den journalistiske kvalitet er dog ikke det eneste, der kan give udfordringer, når man arbejder med skribenter, der er udsatte. Det forklarer Peter Andersen: 

»Et ord går igen for os: mødestabilitet. Dét kræver helt vildt meget tålmodighed at arbejde med folk, der desværre nogle gange falder i et ’hul’, og derfor er sværere at have aftaler med.«

Når det lykkes, giver det dog nogle gode oplevelser og selvtillid hos Hus Forbi-skribenterne. Peter Andersen fortæller om to unge skribenter, der er blomstret op efter at være en del af redaktionens hold på Roskilde Festival. Et andet eksempel er René, der har sneget sig uden for teltet på Rådhuspladsen for at prøve at sælge en avis til forbipasserende. Han er selv afbilledet på bagsiden sammen med komikeren Mick Øgendahl, som han har interviewet til oktober-udgaven, fortæller han. Ansigtet er på nippet til at revne af stolthed.
»Vi kan hjælpe folk videre,« fortæller Peter Andersen. »Dét giver mening.«

Ét minuts stilhed
Pelle Lundberg begiver sig ind i folkemængden. Han skal finde en af dem, der er med til at lave podcasten, for senere på dagen skal de i Aftenshowet. 

Peter Andersen står afventende tilbage. Om lidt skal Hjemløseprisen uddeles, og dét skal med i november-udgaven af avisen, der har deadline samme dag. 

På den måde er den journalistiske tilværelse på Hus Forbi ikke anderledes end andre steder i mediebranchen. Men miljøet er hårdt, og det kan mærkes. 

Ifølge Peter Andersen dør socialt udsatte i gennemsnit 20 år før resten af den danske befolkning. Det var dét, han talte med præsten om tidligere på dagen. I netværket af hjemløse, sælgere og ressourcepersoner findes en sms-kæde, der fortæller, hvis nogen dør, og hvor de skal begraves. Der havde været nogle udfordringer med sms’erne, og det har stor betydning på gaden, hvor de fleste kun har hinanden. 

»Vi holder et minuts stilhed ved næsten hvert sælgermøde,« forklarer Peter Andersen og holder inde et par sekunder. 

»Så ja, det kræver lidt elefanthud ind i mellem,« tilføjer han, imens John Mogensen Tribute Band spiller dagens sidste nummer. 

Blæse vær’ med andres mening /
Selvom det er dem, der står for skud /
Der er noget skævt i toppen /
Noget der trænger til at skiftes ud