KULTUR

Hundredevis tænder lys for afdøde Mia i tårevædet afsked

I Århus midtby mødte hundredevis af mennesker op for at tænde et lys for afdøde Mia Skadhauge Stevn og for at samles om en vigtig sag.

Det er en kølig aften i Mathilde Fibigers Have i det centrale Århus. Op ad rampen mod Besættelsesmuseet står der en række af lys, tændt af flere fremmødte. De få plusgrader i luften står i stærk kontrast til varmen fralysene og de mange to-go kaffekopper, der sandsynligvis er købt i 7-Eleven-butikken længere nede af gaden.

Folk er samlet i det århusianske for at mindes Mia Skadhauge Stevn, som tragisk blev dræbt i Aalborg tidligere på måneden. Flere hundrede mennesker er samlet for at tænde et lys for Mia, men endnu vigtigere for at samles om en større sag.

»Vi skal tænde et lys, og så skal vi mindes Mia og vise vores solidaritet. På en måde er det også et lys i mørket, og noget, vi kan samles om. Der er jo mange i Danmark, der sørger, og så er der mange berørte, fordi mange kvinder har haft bekymringen om, at mænd skulle gøre noget ved dem, når de er på vej hjem«, siger Anne Hegelund fra #IkkeEnMere – en organisation, som er medarrangører til begivenheden.

I takt med at kirkeklokkerne fra domkirken ved siden af slår sine sidste slag, dukker flere og flere op. Klokken nærmer sig 17:00. En projekter skyder #IkkeEnMere-budskabet samt det gule Everyday Sexism Project Denmark-logo op på facaden af KØN-museets murstensfacade. 

Taler og sange kvitteres med tårer og klapsalver

På gruspladsen er mange mødt op. Der er ankommet flere hundrede mennesker. Langt de fleste er kvinder, men mænd dukker også op. Folk har armene om hinanden. Kigger koncentreret og med stive blikke op imod det, der skal til at ske. Rosa Jensen fra Everyday Sexism Projekt Denmark (ESPD) starter med at tage ordet.

»Jeg føler, jeg holder en tale for alle kvinder i 20’erne, der ligesom jeg godt kan lide at gå i byen i croptops og drikke fadøl klokken 6 om morgenen,« siger hun blandt andet. Tydeligt. Med følelserne udenpå tøjet. Hendes rystende stemme med klump i halsen akkompagneres med en ældre kvinde ved siden af sceneplatformen, som fjerner sit brilleglas for at fjerne en tåre fra kinden.

Herefter synges der ”Ikke Din Skyld” – i ren acapella – af Sidsel Lieknins Vestertjele fra ESPD. Der er helt stille på gruspladsen. Det eneste, der runger, er skønsangen. Det varer to minutter, hvor højtalernes klang ekkoer langs de traditionsrige mure, der omringer pladsen. Sangen efterfølges af en tak og herefter en stor klapsalve fra publikum.

 »Det betyder meget. De mennesker, der møder op, giver meget til os, der arrangerer det. Det giver en samhørighed, og det, at vi kan samles om det hele, tror jeg giver meget. Fremadrettet håber vi, at solidariteten, vi har set i dag, kan forplante sig på et større strukturelt niveau. Det håber vi, så folk ikke er bange«, siger selvsamme Sidsel fra ESPD.

Begivenheden slutter – kampen fortsætter

Der er ikke flere talere, der går på. Heller ikke flere sangere. Men folk bliver stadig. Hilser. Krammer. Mange driver over mod arrangørerne, og fortæller dem, hvor taknemmelige og glade de er for, at der bliver sat fokus på emnet. Det fremhæver ESPD’s Sidsel Lieknins Vestertjele:

»Mange af os er jo bare vant til at sidde bag nogle computerskærme og diskutere det her, så det med at komme ud og mærke den her støtte, der virkelig er, er vigtigt for os. Men især også for problemstillingens skyld,« siger hun.

Projektøren bliver pakket ned, scenen bliver pakket fra hinanden og bliver båret væk, men lysene til ære for Mia Skadhauge Stevn forbliver på Kunstmuseets facade lidt endnu.