Foto: Hjalte Gregersen
Jeg har forsøgt at lave en reportage fra Kravlingprisen, som løb af stablen fredag den 9. oktober på Bremen Teater i indre København. Mere end noget andet lykkes det mig at lave en guide til, hvordan man ikke skal tilgå et sådant arrangement. Dette er i stedet blevet en guide til at opnå flest muligt tømmermænd – både moralsk og fysisk.
Alle 300 pladser var besatte, da den Corona-modificerede 2020-udgave af Kravlingprisen, som blev beværtet af komikerne Martin Johannes Larsen og Rasmus Wallbridge, startede. Prisen, der har taget navn efter Cavlingprisen, er en prisuddeling for mediestuderende i praktik og har været uddelt hvert år siden 2000.
Blandt de 300 var jeg og de fire studiekammerater, som jeg var af sted med. Vi opdagede dog, da vi ankom, at vi skilte os markant ud på ét parameter. Som med stort set alle andre arrangementer, der er organiseret af studerende og for studerende, havde vi antaget, at det foregik med en promille. Så klædt i jakkesæt og kjoler havde vi i bedste Brødrene Price-stil snydt lidt hjemmefra.
Allerede inden vi havde forladt hotelværelset, havde vi kumuleret en betragtelig mængde pant i form af billig hvidvin, shotflasker og øldåser.
Da dørene åbnede, og de frivillige viste deltagerne på plads for at undgå for meget trængsel, strøg vi i stedet direkte i baren for at vedligeholde vores allerede prominente brandert. Dette viste sig dog at være en fejl.
Dobbelt så meget for pengene
Da showet startede, gjorde jeg mig den erfaring, at der ikke blot var hyret to værter, men to tvillingepar. Det viste sig ved nærmere eftersyn desværre, at det kun var mig og min sidemakker, som havde den oplevelse. Men så længe at jeg kneb det ene øje sammen, var deres silhuetter nogenlunde skarpe.
At værterne var slørede, betød dog ikke, at vi ikke kunne nyde deres helt specielle og akavede humor, når de præsenterede priserne, som var inddelt i kategorierne journalistik, kommunikation, foto/TV og design.
Det ansvarlige havde selvfølgelig været at stoppe med at drikke og håbe på, at vi ville blive ædru nok til at nyde showet uden dobbeltsyn. Vi var desværre ikke i stand til at være ansvarlige, og promillen kom til at stige yderligere frem for at falde.
B, som i boss bitch
Aftenens første musikalske indslag blev leveret af rapperen Tessa. Indtil hun gik på, havde vores brandert ikke været decideret pinlig, men dette skulle snart ændre sig. Den vilde energi Tessa lagde for dagen indbød til meget mere end at sidde ned og klappe med, som var det, arrangementets coronarestriktioner tillod. Fristelsen blev for meget for min sidemakker, som flere gange fløj op af sit sæde for at danse til stor misfornøjelse for personalet, og herfra gik det blot ned af bakke. Mit øjetrick virkede ikke længere, og jeg så dobbelt så mange Tessaer som det var tiltænkt, og hverken jeg eller resten af salen kunne dy sig for at rappe med. Så vidt jeg husker, i hvert fald.
Da aftenens anden og sidste act, Nuller nix, gik på scenen, blev det for meget for vores stærkt berusede gruppe. Blandingen af vores, igennem hele aftenen, stigende promille og nostalgi gjorde, at der nu blev skreget med på nullernes største pophits som Elskovspony og Boing af vores lungers fulde kraft, og min sidemakkers dansetrang blev så stor, at personalet blev nødt til at bede os om at gå, hvis han ikke kunne holde sig i sædet fra nu af. Heldigvis slap vi afsted med, at resten af mine studiekammerater lod, som om de ikke kendte os, og ikke flyttede deres ben.
Som helhed har arrangementet været en succes. Jeg er ikke sikker på, at vi har deltaget i den samme fejring som størstedelen af salen gjorde, men mit indtryk er, at der også var feststemning udenfor vores alkoholinducerede boble.
Jeg har to anbefalinger, hvis du overvejer, om du skal deltage til Kravlingprisen næste år: Gør det. Lad vær’ med at gør det på en røvhullet måde som os – og for Guds skyld, lad vær’ med at holde forfest som var det din sidste gymnasiefest. Følg reglerne, og nyd showet. Du kan altid feste, ikke altid hylde dine medstuderende.