Illustration: Lissa Juul Paustian
Store Matchdag, Panikdag, Kaosdagen, Pisse-mega-nervøs-dagen. Kært barn har mange navne, og sidstnævnte er blot ét ud af mange, som jeg i studietidens løb har tilføjet til mit eget vokabular. Et ord, jeg mener, er et ret fyldestgørende et af slagsen. Men vi skal nu en gang igennem denne angstfyldte dag, hvor alles kroppe nok kommer til at sitre af nerver, og hvor store svedplamager vil komme ekstraordinært tydeligt til syne under armene. I hvert fald under mine. Jeg er til gengæld umådeligt glad for, at jeg bare skal sidde derhjemme bag min computerskærm til en digital panikdag. Så kan jeg nemlig få lov til at bide negle og drikke lunken kaffe fra egen termokande i fred og ro fremfor at skulle møde fysisk op i et mekka af forhåndsaftaler, flaksende blikke og nervesammenbrud på Journalisthøjskolens vandrehal. Men ikke desto mindre bliver det stadig en anspændt dag, hvor de næste mange måneders hårde arbejde, selvrefleksion og -promovering vil kulminere.
Jeg har selv gjort mig mange tanker, siden jeg startede på 1. semester, om, hvad jeg dog kunne gøre for at stå knivskarpt til en praktiksamtale. Og det har til tider været lidt af en stressfaktor for mig, da jeg gerne vil give mig selv 100 procent hen til selve journaliststudiet, men samtidig har jeg også prioriteret at investere noget af min sparsomme tid på sideløbende studierelaterede projekter samt et studiejob, der kunne udruste mig yderligere. For jeg har ofte tænkt på, om praktikstederne mon vælger os udelukkende for vores personlighed og deres førstehåndsindtryk af os til den pågældende praktiksamtale, eller om de rent faktisk også kigger på, hvor meget initiativ og engagement vi har udvist ved siden af studiet. Eller om det er det en god blanding af begge dele. Det finder vi nok aldrig rigtigt ud af, og det er muligvis også forskelligt fra medie til medie, hvad de lægger vægt på.
Om ikke andet så bliver dette forår vanvittigt spændende. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også ser ufatteligt meget frem til det. Jeg glæder mig til ræset, euforien og den sejrsfølelse, vi forhåbentligt alle sammen vil sidde med, når vi knapper bajeren op under forårssolen og fejrer, at vi trods alt kom igennem praktiksøgningstumulten og landede en praktikplads, vi kan se os selv være på de næste 12 måneder.
Men, men, men … Det kunne være rart at vide, hvad vi som 4. semesterstuderende skal lægge vægt og fokus på, og hvad vi måske skal tage lettere på dette forår. Derfor har jeg taget en lille snak med Rosina Clara Løkkehjærte, som fra august 2021 til juli 2022 var journalistpraktikant på DR. Her var hun på henholdsvis P1 orientering, Radioavisen, TV Avisen og liveredaktionen, og da hun afsluttede sit praktikforløb, landede hun endda et job i huset, hvilket hun fortsat er rigtig glad for.
Rosinas tips og tricks:
Hjemmesiden
Det er vigtigt, at du ikke plastrer din hjemmeside til med mange billeder og tekster, for det bliver et stort rod, fordi du vil have det hele med. Sæt den i stedet lækkert op og skær siden ind til benet. Vis folk, der besøger din hjemmeside, hvad det vigtigste er. Og det gælder hele din hjemmeside, så også dit CV og produktioner skal gøres skarpe. Der behøver fx ikke stå, at du har taget et bartenderkursus, hvor du gik i folkeskole eller lægge syv produktioner op, som de ikke når igennem. Og husk, du gerne må være kreativ med siden, men lad vær med at lave et vandtema eller lignende. Og hvis du overvejer at lave en præsentationsvideo, så gør det kun, hvis du har en god idé. Lad vær med at gøre det bare for at gøre det. Hvis det er relevant for det sted, du søger praktik, så husk at vis dem noget lyd eller video, så de kan høre din stemme. Og så gør din hjemmeside indbydende at se på med et lækkert design!
Samtalen
Du kan se på samtalen lidt ligesom en første date. Husk at være åben overfor medierne, det kan være, de overrasker, eller du skifter mening om dem. Mød op præsentabel med god energi og husk at være dig selv. Dernæst er det selvfølgelig vigtigt, at du har undersøgt mediet, du er til samtale hos, så du selv har spørgsmål med til dem, og derudover selv har gode ideer med. Du vil du højst sandsynligt blive spurgt om en idé og have en faglig snak med dem, om hvordan du ville udføre den. Efter en samtale, hvis du er interesseret i dem, så husk at følge op. Jeg sendte en mail med et digitalt visitkort. Hvad der desuden hjalp mig også, det var at lave et notesystem, hvor jeg gav mine potentielle praktiksteder point. Det kan være rart på samtaledage med virkelig mange indtryk. Og så husk, at det ikke kun er mediet, der vælger dig, det er også dig, der vælger mediet.
Alt, hvad Rosina siger, er subjektivt og hendes oplevelse af praktiksøgningsforløbet.