ARKIV

Historier fra karrieren

På de små kontorer på den lange smalle gang gemmer underviserne på historier fra deres karriere som journalist. Vi kiggede forbi deres kontor, og spurgte dem om ét spørgsmål. Hvis de skulle nævne én historie fra deres egen karriere, som de aldrig glemmer, hvilken skulle det så være? De startede alle med sætningen “det er svært at vælge én historie” eller “der er mange”, men hurtigt væltede én historie ud af dem. Læs om børneprostitution i Thailand, en love scam som førte til Bronx i New York, feminister på Femø-lejren, et vidne fra Brønderslev-sagen og en katte-shitstorm som ung journalistspire.

 

Louise Kjærsgaard. Foto: Privat.

Louise Kjærsgaard 

Hvis du skulle vælge én historie, du har lavet i din karriere, som har gjort indtryk på dig, som du husker tydeligt eller som gjorde en forskel, hvilken ville du vælge? 

Det er håbløst at udpege én historie. Nogle historier husker jeg, fordi der var journalistisk substans, og de gav fornemmelsen af at rykke ved noget. Nogle historier husker jeg, fordi jeg kom tæt på mennesker, der rørte mig. Nogle historier husker jeg, fordi de gav mig oplevelser, jeg ellers ikke ville have fået.

Jeg vælger én, jeg husker, fordi den udfordrede min evne til samarbejde og kravet til journalisten om altid at være nysgerrig og fordomsfri over for kilden.

Jeg var tilrettelægger af et værtsbåret tv-program fra kvindelejren på Femø. Vi havde en mandlig og en kvindelig vært, Jens Blauenfeldt og Christine Feldthaus. Det havde kostet rigtig mange kræfter overhovedet at overtale kvinderne til, at vi måtte komme med og lave tv fra lejren. Jens og vores mandlige fotograf måtte naturligvis kun arbejde uden for lejren. Men vi kvinder fik adgang og aftalte endda at være med til at vaske op og sove i telt på lejren inden optagelserne gik i gang for at blive en del af miljøet. Da vi ankom var stemningen kælderkold og trykket. Vi fik at vide, at flere havde grædt, fordi vi skulle komme. Kvinderne havde lige været samlet til et langt møde, og de var blevet voldsomt uenige internt, fordi en af dem havde sagt ja til at mødes med vores mandlige vært til et interview – uden for lejren. Og det var ikke de sidste tårer, der dryppede i lejren, mens vi var der. Det var tre dages optagelser, hvor mine evner til samarbejde blev trukket, strakt og testet. Der kom et program på skærmen på DR1, men det krævede et par opkald hjem til min værdifulde redaktør undervejs.

 

Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?  

Fordi den udfordrede mig og hele holdet så voldsomt på samarbejde. Jeg er vant til at kunne skabe et forhold til kilderne, som baserer sig på tillid. Men det opstod ikke her. Vi oplevede, at betingelserne og stemningerne forandrede sig hele tiden.

Ralf Andersson. Foto: Privat.

Ralf Andersson

Hvis du skulle vælge én historie, du har lavet i din karriere, som har gjort indtryk på dig, som du husker tydeligt eller som gjorde en forskel, hvilken ville du vælge? 

Nu skal jeg nok prøve at gøre det kort. Èn historie, som har gjort et enormt indtryk på mig, og som var totalt grænseoverskridende at være en del af. Det er efterhånden en del år siden, hvor jeg var ansat i DR. Jeg var sammen med en anden journalist, hvor vi besluttede at lave et program om børneprostitution i Thailand i Pattaya, som igennem mange år har været et sted, hvor er man til den slags, så tager man derned. Så det gjorde vi. Den anden journalist havde nogle kontakter til det thailandske politi, og de fortalte os, hvor det var, at det foregik. Det var et bestemt kvarter og bestemte strande, hvor gamle mænd og børn var sammen. Vi fik at vide, hvor det foregik på nogle bestemte barer i byen. Vi filmede med skjult kamera, og jeg havde en rygsæk, hvor kameraet sad i remmen og for at falde i med miljøet, så købte jeg en stor hawaiiskjorte, som stod åben, en stor guldkæde og et par polaroid solbriller. Den første aften var vi på en bar, der hed Crazy Bar. Man kom ind i et mørkt lokale. Det var helt mørkt, men langsomt kom lyset. Det var et lokale med høj musik og en bar, og så var der gamle mænd og unge fyre. Nogle var endda drenge. De var nøgne. Mange af dem havde for at sige det rent ud store stive pikke, som de rendte rundt med. Det var simpelthen så sygt et billede, der dukkede op i mørket. Jeg skulle jo spille pædofil, og der var sådan nogle rum ovenpå, hvor man kunne betale for sex. Jeg fandt derfor mig selv stå og diskutere en pris med en af de her drenge for at få det bånd og få dokumentation på, at der foregik prostitution. Så jeg stod og diskutere med en dreng om, hvor mange penge han skulle have for et blowjob. Det var simpelthen løgn. 

Vi lavede en aftale med politiet, fordi de gerne ville bruge os til at få dokumentation for, hvad der foregik. De kunne nemlig ikke bare gå ind, hvis der ikke foregik noget f.eks. en agt de kunne tage nogen i. De fik derfor lov til at bruge nogle af vores optagelser. Det var et andet dilemma, for man giver som regel ikke bevismateriale til politiet. Med godkendelse fra redaktøren i DR indgik vi et samarbejde med det thailandske politi, hvor de kunne få kopier af optagelserne til en mulig retssag. De ville gerne storme, så der blev lavet en aftale om, at jeg blev kørt ned til stedet og skulle igen spille pædofil. Når der var shows oppe på scenen, så gik jeg ud og gav et tegn, fuldstændig som en dårlig krimifilm, og så havde de holdende tyve sikkerhedsfolk- og politifolk, som stormede stedet.

De gamle mænd på baren blev stillet på den ene side og drengene på den anden side uden for. Mændene fik lov at slippe ret hurtigt. Drengene blev anholdt og sat op på en lastbil. Det var bare endnu mere synd for dem, for de skulle betale en bøde, hvilket gjorde de bare havde endnu mere brug for at lave forretning. Det var så deprimerende, og det var bare helt forkert i forhold til, hvad jeg troede, der skulle ske. 

 

Hvordan fik I ideen til historien? 

Min kollega havde kontakter, fordi han havde været i Thailand før. Han havde kontakter ind i miljøet bl.a. via politiet, som han havde snakket med før. De var super samarbejdsvillige, og på den måde var det ret enkelt at komme ind i miljøet. 

 

Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?  

Det gjorde selvfølgelig dybt indtryk på mig, og det var totalt grænseoverskridende for mig at skulle spille pædofil, være en del af et miljø og samarbejde med politiet, men jeg tænkte jo, at der var et højere mål med det. Jeg havde selv små børn, og så ser man tingene på en anden måde. 

 

Niels Møller Mikkelsen. Foto: Privat.

Niels Møller Mikkelsen

Hvis du skulle vælge én historie, du har lavet i din karriere, som har gjort indtryk på dig, som du husker tydeligt eller som gjorde en forskel, hvilken ville du vælge?

For en del år siden, der var jeg på Station 2, hvor jeg skulle lave en dokumentarfilm. Der var helt vildt mange historier om, at kvinder og mænd blev snydt på nettet – sådan nogle love scams. Jeg læste i en lokalavis om en kvinde, som havde været udsat for det her. Så ringede jeg til hende, og hun fortalte, at hun havde været i kontakt med den her mand, som havde sagt, at han havde været officer i den amerikanske hær og var i Afghanistan, og han kunne ikke komme hjem. Hun havde overført 70.000 kr. til ham. Hun var lige ved at gå fra hus og hjem, så hun havde taget et kæmpe banklån og lånt penge af sine veninder, men så var det gået op for hende, at det var svindel. Vi satte os for at prøve at finde ud af, hvem det egentlig var, der gjorde det. Så tog vi alle de her transaktioner og mailkorrespondance, der havde været, og så begyndte vi ellers at analysere, hvem der kunne have stået bag. Der var en masse spor, som førte os til New York. Så jeg tog med en fotograf til New York, fordi der var et bestemt advokatfirma, hvor nogle af de her pengetransaktioner var blevet kørt igennem et bestemt lokalt firma. Advokatfirmaet vil ikke sige noget, men på en del af de her pengeoverførsler var der angivet et firma, som var kunde ved advokaten. Det firma lå i Bronx, så vi tog ud i Bronx og bankede på den mest skumle lejlighed i hele verden. En kvinde åbner, og det viser sig, at hendes bror har det her firma, men hun ved ikke, hvor broderen er, men jeg bilder dem så ind, at det er fordi, at jeg skylder dem penge. Jeg skal bare vide, hvor jeg skal aflevere dem. Hun ved det ikke, men hun vil lige ringe til ham. Han vil selvfølgelig snakke med mig, og jeg siger, at jeg har 10.000 dollars, som jeg har fået at vide, at jeg skal aflevere til ham. De er nogle lyssky folk, men han siger, at vi kan mødes om aftenen ved en subway. Han hedder så Gapa Appa eller noget i den stil, og jeg spørger ham, hvad fanden han har gang i. Jeg har bankoverførsler, hvor jeg kan se hans navn står, og jeg siger, at jeg kan se, at der er blevet overført penge til ham. Han vidste slet ikke, hvad jeg snakkede om. Han var fra Nigeria, men han anede ikke, hvad jeg snakkede om, og det måtte være en fejl. Jeg fik ham til at gå ind i banken og få sine kontoudtog ud, hvor vi kunne se, at en del af de her penge var overført. Jeg siger til ham, at han bliver nødt til at stille op til et interview. Nu havde vi afsløret ham i det. Så vi aftalte, at vi skulle mødes med ham på en anden adresse ude i Bronx. Vi sætter os ned, og han fortæller, at han egentlig bare er en mellemmand, fordi pengene går til hans onkel i Nigeria. Så ringer vi onklen op, og han fortæller, at det var en fejl, og at kvinden i Danmark har købt noget af dem, men han indrømmer, at han har pengene. På det tidspunkt kunne man ikke bare komme til Nigeria, så jeg fandt frem til en kollega fra BBC, som jeg fik til at rejse hen til ham i Nigeria og lave et interview om, hvordan det hele foregik. Det viser sig, at de i Nigeria har ladet som om, at de var den her amerikanske officer, og bedt kvinder om at sende pengene til USA og videre til Nigeria. Det vil sige, at vi fik optrevlet hele den her ring om, hvordan et af de scams foregik. Det blev selvfølgelig til en udsendelse, og to dage efter udsendelsen blev sendt, fik hun 35.000 kr. tilbage på sin konto. De sendte simpelthen pengene tilbage. 

 

Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?  

Det var en ret fed historie omkring, hvordan man kan spore mailkorrespondancer og transaktioner. Det var ret specielt at være i Bronx og komme ind i de der lejligheder.

 

Christine Brasch Bækholm

Hvis du skulle vælge én historie, du har lavet i din karriere, som har gjort indtryk på dig, som du husker tydeligt eller som gjorde en forskel, hvilken ville du vælge?

Der er mange historier at vælge mellem, men hvis jeg skal vælge én, så er det min dækning af Brønderslev-sagen for Ekstra Bladet. Det var en sag fra Brønderslev med meget grov vanrøgt af børn, hvor den ældste pige af en søskendeflok på ti flygtede en dag. Faren havde holdt hende indespærret, og der var alle mulige mænd, som havde seksuelt misbrugt hende. Så flygtede hun i bare tæer i sneen og fortalte det hele, hvorefter forældrene blev anholdt. Der var fem af børnene, der blev afhørt i retten, som foregik for lukkede døre. Jeg sad og hørte på alle de skrækkelige uhyrligheder, og jeg skulle formidle det til avisen og sortere i, hvad man kan tåle at skrive, og hvad der er for groft at fortælle i en avis. Så kom der et vidne ind, som havde taget imod pigen, da hun stak af. Hun var løbet hen til en pølsevogn. Han havde taget hende med hjem og givet hende et bad. Så blinkede jeg til min fotograf, fordi vi havde aftalt, at hvis jeg sagde et eller andet, så skulle han gå ud og få fat i vidner. Da vidnet var færdig med at blive afhørt, tænkte vi, at ham ville vi gerne have en snak med bagefter, så fotografen gik ud og prøvede at fange ham uden, at konkurrenterne så det. Man er jo både kollegaer og konkurrenter i sådan en sag. Han lavede en aftale om, at vi kunne tage hjem til vidnet bagefter og lave et interview. 

Det var nogle grimme ting, man hørte. Vi tog også ud på ejendommen for at se, hvor de havde boet. Der var en masse etiske dilemmaer i historien. Der var en anden kilde, som havde fundet personlige papirer bl.a. en USB-nøgle med billeder, som lå inde i huset, som han gav os. Det var billeder fra familien fejrede jul, og det var en anden måde at vise familien på. Der var vi meget i tvivl, om vi måtte bruge billederne, fordi vi var kommet i besiddelse af dem på en anden måde.

 

Hvordan blev du påvirket af at dække sådan en sag? 

Nogle bliver påvirket af at være i den slags historier. Andre gør ikke. Hvis man skal kunne være i det, så skal man være professionel. Det er jo alle de værste sager, man hører som krimireporter, hvis man ikke kan være professionel i det, så tror jeg ikke, at man kan være i det.

 

Forside i Ekstra Bladet med Merian Garde Gräs og sine medstuderende, der spiser kat. Foto: Privat.

Merian Garde Gräs

Hvis du skulle vælge én historie, du har lavet i din karriere, som har gjort indtryk på dig, som du husker tydeligt eller som gjorde en forskel, hvilken ville du vælge?

Den første historie, jeg kommer til at tænke på, er den med katten.  

I 2008 var jeg studerende på Journalisthøjskolen og ansvarshavende redaktør på magasinet Citat. Vi arrangerede en stor åben idéudvikling for skolens studerende, hvor vi serverede muffins med indbagte ord og temaer, der kunne braines på. Der må have stået noget med dyr på en af kagesedlerne, for vi endte i en diskussion om kærligheden til kæledyr versus ligegyldigheden over for de produktionsdyr, vi propper i indkøbskurven. Hey, hvorfor spiser vi ikke en kat? Og det gjorde vi så.

 En af de andre redaktører havde kontakt til en landmand med jagttegn, der hjertens gerne ville skyde en af de frække skovkatte, som strejfede på hans jord. Bum. En århusiansk kok flåede katten, tilberedte den som ragout og serverede den for redaktørgruppen, mens hele forløbet blev dokumenteret af en fotostuderende. Studerende Kristian Kæmsgaard skrev artiklen, og jeg formaterede den til magasinets Facebook-side med billeder og opskrift. 

Nogle dage senere lå jeg på stranden med nogle venner, da jeg fik et opkald: ‘Tjek lige vores Facebook…’ Det viste sig, at vi blev bombarderet med vrede kommentarer og beskeder fra kæledyrsdanmarks hårde kerne, der lovede os samme skæbne som den stakkels kat. Inden Facebook censurerede siden og lukkede min og de øvrige redaktørers personlige profiler, nåede BT at opdage historien. Dyrenes Beskyttelse var helt oppe at køre. Og så ringede Ekstra Bladet, lokalpressen, P3, TV-Avisen og Go’morgen Danmark. Sådan en flok unge provo-journalister. Jeg stillede op til det hele og svarede så godt, jeg kunne. Som total uerfaren journalistspire havde jeg ingen kontrol over situationen, men forsøgte efter bedste evne at fremhæve absurditeten i hele denne kattesag.

 

Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?  

Det er hverken en historie, der har gjort en stor forskel eller var særligt godt fortalt for den sags skyld. Men den sendte mig en bizar tur gennem mediemøllen, som jeg aldrig vil glemme. Ekstra Bladet fra dengang har jeg endnu: ”DE SPISTE KAT – NU TRUES DE PÅ LIVET”. Spisesedlen, hvor jeg sammen med min redaktørkollega mæsker mig i kattelår og tørrer sovs af kinden, pryder mit toilet som en sælsom påmindelse om, at vi journalister alt for let kan gå i selvsving.

Om skribenten

Sophie Lund Moller

Sophie Lund Moller

Om skribenten

Line Schou Jensen

Line Schou Jensen