ARKIV

Hey DJ? Er der også kutyme for at skyde sig selv i foden?

LIXEN blev nægtet presseakkreditering til Dansk Journalistforbunds ekstraordinære delegeretmøde. Begrundelsen? Det er der ikke kutyme for hos forbundet. Formanden siger ellers, at de er mere åbne end alle andre organisationer. 

Artiklen her skulle have taget udgangspunkt i det ekstraordinære delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ), der blev afholdt søndag 24. november. Men LIXEN fik ikke mulighed for at deltage. Mødet har blandt andet handlet om Øjvind Hesselagers mystiske exit som chefredaktør på fagbladet Journalisten. Ifølge DJ førte han en journalistisk kompromisløs linje, som har slidt på relationen til DJ’s ledelse.

Historien om Hesselager, ville jeg naturligvis have fulgt op på til mødet, men LIXEN blev forvist til den kedelige side af DJ’s dobbelt lukkede døre.

 

“i DJ har vi en høj grad af åbenhed. Langt mere end i alle andre organisationer”

Enhver kan da forstå, at kritiske historier kan skabe lidt kold luft, men det er ren utopi, hvis DJ forventede, at Journalisten ikke ville dække historierne om DJ’s skattely i Guernsey og de seksuelle krænkelser af studentermedhjælpere i DJ. Det er lige præcis sådan noget, Hesselager og fagbladet skulle dække. Og et ekstraordinært delegeretmøde er lige præcis sådan noget, en brancheavis som LIXEN skulle have dækket. Hele Hesselager-polemikken efterlader en dårlig smag i munden, der mest af alt minder om et lusket hold-kæft-bolsje kogt på bitter malurt.

LIXEN fik afslag på presseakkreditering, fordi der hos DJ ikke er kutyme for at akkreditere repræsentanter fra medierne. Deres ord. Ikke mine. De har gentagne gange brugt kutyme som et argument for, at LIXEN og andre medier end Journalisten ikke må deltage ved møderne som akkrediteret presse. Det hele klinger hult, når man på deres hjemmeside kan læse, at DJ kæmper for de bedst mulige forhold for presse- og informationsfriheden. I dette tilfælde gælder det åbenbart kun for Journalisten. DJ har et forklaringsproblem, der er større end Britta Nielsens døtres.

Du kan læse mere om vores forløb med Dansk Journalistforbund i vores sektion Branchen – og på Twitter selvfølgelig. #dkmedier #lixengate #kutymegate (eller det hashtag, som vi nu finder på) @Sdu_lixen @Djintweets

Ifølge hovedbestyrelsens egen beretning fra mødet, har formand Tine Johansen sagt, at “i DJ har vi en høj grad af åbenhed. Langt mere end i alle andre organisationer” og “vi går langt for selv at leve op til vores egne idealer om åbenhed og transparens.” 

Hvis det var rigtigt, var LIXEN 24. november blevet mødt af en smilende værtinde i København, der bad os om at komme indenfor i varmen til et stykke søndagskage, mens vi overværede det ekstraordinære delegeretmøde i den fagforening, som vedrører LIXEN’s læsere. I stedet for fik LIXEN serveret den kolde skulder. Tine Johansen og DJ kan prøve at spise os af med tomme floskler, men det preller af, når de låser døren for os.

Hvis Tine Johansen gerne vil pudse glorien med, at DJ er den fagforening med den højeste åbenhed, så bør DJ også kunne svare på, hvad der ligger til grund for deres kutyme. At kæmpe for svaret på, hvorfor DJ har den kutyme, har været som at slå i en dyne. LIXEN tager selvfølgelig Mikkel Kesslers boksehandsker på og kæmper stædigt videre for at få det svar, som vi fortjener. 

Næste gang DJ har tænkt sig at anvende det arrogante kutyme-argument som deres retoriske afværgemanøvre, skal de måske overveje, om de ikke er ved at save den gren over, som de selv sidder på.

Bare lige stop op en gang.
Tag fem minutter.
Tøm hovedet.
Sæt jer i lotusstilling.
Tag en dyb indånding.
Pust langsomt ud.
Fyr en fed.

Sådan vil man måske nå frem til, at man ikke skal forskelsbehandle den presse, man repræsenterer. Man skulle måske blive mønstereksemplet på, hvordan man tjener presse- og informationsfriheden, når man påstår, man kæmper for den. Måske DJ skulle indrømme, at de har skudt sig selv i foden og fremover vil akkreditere pressen.

Om skribenten

Louise Lind

Louise Lind