SAMFUND

Helsingørs integrationspolitik: Ukrainske Larysa måtte vælge mellem gaden eller en lejlighed, hun ikke kunne betale

Larysa Martyniak i hendes lejlighed i Helsingør. Foto: Alex Martin Andersen Horan

Larysa Martyniak og hendes fireårige søn gik fra at bo i en etværelseslejlighed på et modtagecenter til at bo i en fireværelseslejlighed, hun ikke kan betale. Den ukrainske mor må låne penge til højre og venstre fra venner og bekendte og forstår ikke, hvorfor kommunen mente, det var en passende bolig for hende. I kommunen er der dog ikke lagt an til ændringer i integrationspolitikken.

Det var en helt almindelig dag på modtagecenter, Bøgehøjgård i Helsingør da den daglige leder, Rikke Ærenlund, henvendte sig til Larysa og spurgte, om hun ikke havde overvejet at flytte i en lejlighed med sin søn. Jo, svarede Larysa, og tænkte ikke videre over det. Et par dage senere vendte den daglige leder tilbage med en lejekontrakt, og fra det sekund vidste Larysa godt, hvad det betød. 

Larysa blev tilbudt en lejlighed med fire værelser på 87,5 kvadratmeter og en husleje på 8119 kroner. Laryssa kunne ikke se, hvad hende og hendes søn på 5 år skulle bruge fire værelser til, men samtidig vidste hun godt, at når flygtningene på Bøgehøjgård får tilbudt en bolig, er man nødt til at sige ja, for uanset hvad skal man flytte ud.

I Helsingør Kommune har man besluttet politisk, at alle de ukrainske flygtninge på modtagecenteret på sigt skal flytte ud. Hensigten er, at ukrainerne skal integreres i lokalsamfundet, og det, mener kommunen, sker bedst, hvis de kommer ud og bor blandt de lokale.

“Det er en politisk beslutning i Helsingør Kommune, at når mennesker, der er flygtet fra et andet land, kommer til Danmark, skal vi finde en permanent bolig til dem. Der står faktisk kun i loven, at kommunerne skal finde en midlertidig bolig til flygtningen. Det er det eneste krav, der er. Der valgte Helsingør Kommune så at sige, at det ikke giver mening kun at have en midlertidig bolig. Man skal have en permanent bolig,” forklarer centerchef for Center for Særlig Social Indsats, Pernille Madsen

I foråret sidste år blev en lignende sag i Helsingør Kommune dækket af Politiken. Her stod den ukrainske mor Olga Muzychenko med sine to børn på to og fem år til at blive smidt ud af selv samme modtagecenter, efter hun sagde nej til et boligtilbud. Efterfølgende fik moren en undskyldning og fik lov til at blive boende på Bøgehøjgård. Selvom det blev drøftet blandt byrådspolitikerne, er der dog ikke sket nogen ændringer i tiden efter.

“Vi har ikke behandlet det siden, vi havde det oppe dengang”, siger Byrådsmedlem og medlem af social- og beskæftigelsesudvalget for Enhedslisten i Helsingør Kommune, Malthe Jacobsen.

Byrådspolitikeren er uforstående overfor, at flygtningene ikke får flere muligheder

“Det der med, at man kun får én mulighed, det bryder jeg mig ikke om. Det er jo mennesker der i forvejen er belastet af at skulle flygte”, siger Malthe Jacobsen.

Livet i Larysas lejlighed

Larysa har nu boet i lejligheden med sin fireårige søn i over et år. Lejligheden koster 8119 kroner i husleje om måneden inklusive varme og vand. Det budget, der først blev lagt af kommunen, da hun skulle flytte, efterlod hende med et rådighedsbeløb på 3695 kroner om måneden; vel at mærke til hende selv og sit barn. Det var først efter mange måneder og mange klager til kommunen, at Larysa fik bevilget særlig støtte. Hun kunne dog kun få to tredjedele af beløbet, fordi hun ramte kontanthjælpsloftet. Siden da har hun haft forskellige jobs og været i jobpraktik, men selv når hun har haft perioder med indtægt, kunne hun ikke få det til at løbe rundt, fordi indtægten i sidste ende aldrig oversteg de ydelsesbeløb, hun ellers fik.

“Jeg lever i stress. Jeg føler, at jeg arbejder gratis, for i sidste ende hænger det ikke sammen. Jeg får at vide af kommunen, at jeg skal købe nedsatte varer, skralde eller henvende mig til personalet i supermarkedet og spørge, om de ikke har overskudsvarer, der alligevel skal smides ud”, fortæller Larysa.

Kommunen havde også et andet forslag til Larysa. Et forslag om at lade en fremmed ukrainsk mand flytte ind, for dermed at kunne reducere hendes omkostninger. Både hende og manden afviste dog denne mulighed. 

En datter i samme situation

Larysas datter, Kataryna Matyniak, står nu i samme situation med hendes kæreste Yevhen Khokhotva og deres nyfødte barn. De bor fortsat på modtagecentret Bøgehøjgård, og har fået tilbudt en treværelseslejlighed til 7870 kroner om måneden inklusive varme og et månedligt renovationsgebyr. Det er det eneste boligtilbud, de får, og Helsingør Kommune har opfordret parret til at tage et lån på 19.650 kroner hos Spar Nord for at kunne betale indskuddet. Lånet har en rente på 10% per år, og skal tilbagebetales inden for 72 måneder.

Parret har ikke mulighed for at supplere deres økonomi ved at arbejde. Kataryna Matyniak har nemlig lige født i slutningen af sidste år, og Yevhen Khokhotva kan hverken gå, stå eller arbejde. Under belejringen af hans hjemby i Ukraine måtte han bo i en kold kælder i tre måneder, hvor han fik en frostskade i benet, som stadig plager ham i dag. Ligeledes plages Kataryna af stress.

“Kataryna var hos lægen i december, fordi hendes evne til at producere brystmælk er ustabil. Dette skete efter alt det her pres fra kommunen startede, hvilket med andre ord vil sige, at kommunen skader vores barn”, forklarer Yevhen Khokhotva. 

Kataryna og Yevhen i deres bolig på Bøgehøjgård. Foto: Alex Martin Andersen Horan

Billige boliger?

De boliger, Larysa, Kataryna og Yevhen er blevet tilbudt, ejes alle af Boliggården, en dansk boligorganisation med cirka 6000 lejemål. Disse boliger er en del af hvad der kaldes “25% boliger” – oversat betyder det, at almenboligselskaberne stiller en fjerdedel af deres boliger til rådighed for kommunen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver. Helsingør Kommune har tomgangshusleje på boligerne og betaler dermed huslejen på dem, indtil en udlejer findes. Pernille Madsen fortæller, at dette ikke spiller nogen rolle, når de skal tilbyde flygtninge en bolig.

“Det spekulerer vi ikke i. Vi har tomgangshusleje på flere boliger. Hvis der er en familie, der ikke siger ja til en bolig, så er der en anden borger, der står i en anden situation. De her 25% boliger, som de kaldes i daglig tale, er ikke kun til flygtninge. Der er alle mulige andre mennesker, der også står i kø til de lejligheder. Så jeg kan afvise blankt, at det er økonomi-tænkning”, fortæller hun. 

Pernille Madsen mener ikke, at den bolig, parret er blevet tilbudt, er for dyr til deres budget. 

“Det er den lejlighed, de har fået, fordi vi mener, det er det tilbud, der har passet til dem”, fortæller Pernille Bay Madsen og fortsætter: “Man bliver tilbudt en bolig, der er passende i forhold til den økonomi, man har”.

Centerchef Pernille Madsen fortæller også, at det ikke giver mening at vente på, at en bolig, der bedre passer til parrets behov, bliver ledig.

“Det gør der jo ikke. Det er en relativt billig bolig, man har fået. I dag koster boliger det, de koster. Så det her ønske om at have en lille bolig, der ikke koster særligt meget, jamen, de boliger findes der rigtig få af. Så i forhold til integration, må man kigge på, hvordan man kommer godt videre, når man har boet på et modtagecenter. Og der kommer man bedst videre ude i en lejlighed. De der små betalbare boliger, hvor man kan have et overskud til sig selv på en ti tusind om måneden, de findes desværre ikke,” siger centerchef, Pernille Madsen.

Malthe Jacobsen fra Enhedslisten medgiver, at det kan være svært at finde billige boliger, men at ukrainernes behov bør være kommunens førsteprioritet. At ukrainerne skal tage den første bolig, de bliver tilbudt, er Malthe Jacobsen fra Enhedslisten fortsat uenig i. 

“Hvis en flygtning har problemer med det tilbud, de har fået, bør det ikke udelukke vedkommende fra at få et nyt tilbud, for man skal ikke være tvunget ud i noget” mener Malthe Jacobsen.