DEBAT

Hate er en integreret del af internettet

Illustration: Agnes Rønberg

De sidste uger har budt på mange historier om dygtige danske sangere, der efter deres ugentlige optrædener i X-Factor bliver i dårligt humør, efter at have skimmet Facebook. De bombarderes, eller tilsendes i al fald, grove beskeder, der giver ondt i selvværdet og kløe i SoMe-fingeren.

Ligeledes var marts måned også slutningen på Nationen!’s meget korte liv. Ekstra Bladet trækker stikket til Danmarks mest udskældte kommentarfelt, der på en god dag har kunnet engagere mange hundrede kommentatorer i lystigt skænderi. Siden har angiveligt ikke bidraget til den offentlige debat, som Ekstra Bladet ellers meget gerne vil lægge platform til. Der er pt. ikke stillet nogle alternativer i udsigt på Ekstra Bladets platform.

Derfor må man også lade det grimme, irrelevante sprog bestå, så vi hele tiden, på nuanceret vis, kan forholde os til det, for hvad det er. For en ting er sikkert med Nationen! i dag. Den vil blive glemt. Og selvom store dele af indholdet, for de fleste, bedst kan sammenlignes med den skraldepose, man lige har kylet i containeren, så er Nationen!’s site stadig et vidnesbyrd om danskerne og deres sprogvaner. Ordentligt, kategoriseret og letlæseligt placeret på internettet.

Grimt sprog har aldrig været pænt at se på. Og heldigvis har store dele af Danmark også sat sig imod indholdet af de grove beskeder. Men samtidigt foregår der også en abstraktion, der gør hadbeskederne til et udefinerbart monster, som man kan være uheldig at møde, hvor end på nettet man færdes. Ligesom den uhyggelige mand med den sorte trenchcoat, der kaster sin skygge i bunden af en mørk gyde, illustreres had på nettet i dag som et evigt onde, der udelukkende næres af vores egen distancering til selvsamme.

Intet kunne være mere forkert. Personangreb og ulækkert sprogbrug er rodfæstet i nærmest hvert eneste website, du måtte besøge. Alle medier lægger dagligt serverplads til tusindvis af snothamrende åndssvage kommentarer. Kommentarer, som de fleste læsere godt kan se retter en irrelevant kritik, hvad end denne måtte bunde i. Men kommentarerne kommer jo heller ikke uden grund.
Det er selvfølgelig aldrig i orden at kalde kvinder for ludere. Og derfor er det også en smule småirriterende at læse i nærmest alle landsdækkende medier, at den slags snusk virkelig stadig kan foregå på internettet. Men det er unægtelig også et resultat af, at mennesker i dag har nemmere ved at komme til orde, både i den offentlige debat, men ligeledes på og via sociale medier.

Deltager man i X-Factor er der mere end 1,2 mio. mennesker, der kan sidde i ro og mag og vurdere, hvor dejlig eller irriterende man nu måtte være. De kan også bare sidde og høre musik. De kan forholde sig til programmet, som de nu engang finder det passende. Og de kan komme med alle deres pointer i samtlige kommentarspor og chatfunktioner relativt let. Uanset hvor åndssvage disse så måtte være.

Man bør derfor også, som deltager, vært eller dommer i disse programmer, forberede sig på muligheden for at blive savet over online. For selv hvis kun 1‰ af de danske X-Factor seere vælger at smide cyberskrald i deltagernes indbakker, så er der stadig tale om mere end 1200 mennesker, der vil sende den slags. Det nytter derfor ikke noget, hvis deltagerne ikke forbereder sig på, at internettet kan blive mere barskt, jo mere offentligt man stiller sig frem.

Man skal selvfølgelig heller ikke bare acceptere svinsk sprog, blot fordi man har sunget en sang i fjernsynet. Man skal selvfølgelig gå imod det, både som udsat og som tilskuer. Men modstanden må tage afsæt i en erkendelse, at had på internettet nok aldrig kommer til at dø. Ligesom alt andet, der nogensinde har været delt online. Tag her f.eks. racisme og sexisme. Disse to nøgleord er blandt hovedårsagerne til Nationens! aflivning. Og selvfølgelig er praktisering af disse udåder heller ikke i orden. Men ved at aflive platformen frem for brugeren, lever holdningen jo videre i bedste velgående. Bare ikke på Ekstra Bladets platform.

Internettet lever frit, på tværs af alle verdens kontinenter. Det er selvsagt ikke alle input, der er lige pæne. Men de kan ikke censureres eller bortreguleres, uanset hvor grimme de er. De kan kun forventes. Og selvom de på ingen måde skal accepteres, så vil en offentlig kritik i Danmark nok ikke sætte en stopper for tarvelige sætninger. Hverken udenfor eller indenfor landets grænser. På internettet eller, for så vidt, i den fysiske verden.

Jeg forestiller mig, at man som oftest kan forvente meget mere positiv respons, når man stiller sig offentligt til skue. Også via internettet og SoMe. Forhåbentligt kan denne hjælpe offentligt kendte personer igennem de negative beskeder, der også måtte dukke op. Og som, desværre, nok vil blive ved med at dukke op.