DEBAT

Han/hende/de: Kald nu bare folk, hvad de vil kaldes

Foto: Alice Che/Shutterstock.com

Over de seneste år har der været stor opmærksomhed på seksualitet og køn. På det seneste er diskursen specielt gået på, hvordan hver enkelt person identificerer sig. Så langt som min research rækker, er der over 100 prædikater, der kan sættes på kønsidentitet, og hvordan man udtrykker eller betragter sit køn. I virkeligheden kan det være fløjtende ligegyldigt for dig, om du kender dem alle; du skal bare vide, hvordan dine nærmeste vil tiltales – og så skal du gøre det. 

Nogle mener, at det er for meget at kræve. At det så at sige er en byrde at skulle tænke over, hvad man kalder hvem. I vores samfund møder jeg ofte den opfattelse, at der kun er to køn, hvilket jo også på sin vis er rigtigt. Der findes to biologiske køn – men kønsidentitet er en helt anden snak. Og det er på tide, at vi tager den. 

Flere og flere træder frem og fortæller om deres selvopfattelse og oplevelserne heraf. De fortæller, at pronominerne giver mening for dem. At det er med til at skabe en ny form for identitet. Så hvorfor er det så svært for nogle bare at kalde dem, hvad de vil kaldes? Er det, fordi man fra fødsel er et defineret køn, før man rigtigt er et menneske? Ikke desto mindre vil det være mere grund til at lytte til andre, når de begynder at skabe en identitet og selvopfattelse.

Er det så svært at kalde din veninde for ”de/dem” i stedet for ”hun/hende”? Hvis det er det, vedkommende gerne vil kaldes, hvorfor kan du så ikke acceptere det? Det er vigtigt, at vi fortsat husker på den åbenhed og nysgerrighed, der er i demokratiet, og at vi møder hinanden i øjenhøjde. Der er ingen, der aktivt vælger at være en minoritet. Det kan måske for nogen godt lyde hårdt eller helt hen i vejret, men faktum er, at de, der identificerer sig med andet end ”han/ham/hun/hende,” er en minoritet og lever i en konstant kamp for accept. Også i et samfund så åbent som det danske.

Jeg siger ikke, at ingen er åbne og nysgerrige, men der er stadig en al for stor del, der ikke er. Utallige LGBTQ+-bevægelser har med stor ambition forsøgt at brede budskabet om regnbuens farvenuancer på en måde, så alle kan være med og danne en god forståelse. Derfor synes jeg også at jeg kan tillade mig at sige, at de, der endnu ikke har sat sig bare lidt ind i debatten, skal tage sig sammen og gøre det. 

Det, der for dig tager et sekunds ekstra tilvænning og overvejelse i en almindelig samtale, gør en verden til forskel for den person, du tiltaler. Vis din respekt for dit medmenneske, og kald nu bare vedkommende det, de ønsker at blive kaldt.