FOKUS

Fremtidens museer skal vælge mellem Instagram-besøgende eller den traditionelle gæst

Illustration: Emilie Sunekær

De sociale mediers succes har på kort tid haft en afgørende indflydelse på, hvordan vi går på museum. Billeder fra æstetisk flotte udstillinger pynter Instagram-kontoen og signalerer en høj kulturel kapital. Udstillinger, som kalder på foto-opslag, tiltrækker mange gæster, men de efterlader museerne i et dilemma. For fremtiden skal de vælge mellem gæsten, der besøger med øjnene eller gæsten, der besøger gennem en pixeleret skærm. 

Sidste år kunne kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland fejre ikke bare én, men to milepæle: 60-års jubilæum og det største antal besøgende nogensinde på et enkelt år. Hele 755.584 gæster havde rullet op ad Strandvejen for at besøge den gamle villa, der er blevet forvandlet til museum. 

Et besøg i august måned viste, at interessen i år ikke er en undtagelse. Køen til indgangen slangede sig ned ad vejen, og en flok af refleksveste dirigerede bølgen af biler, der sloges om den sidste p-plads. Et scenarie som taget fra Kombardo Expressen på en travl sommerferiedag i juli.

Selvom Louisiana har kronede dage, er det alligevel ikke en tendens, der har bredt sig til resten af landets mange museer. I 2018 oplevede de statsstøttede museer et fald på ca. 178.500 besøgende sammenlignet med året tidligere. Hvorfor adskiller Louisiana sig fra de andre kunstmuseer i Danmark? Et muligt svar er at finde i det sociale medie Instagram. 

Instagram: Appen for iscenesættelse
Instagram har på få år formået at ændre, hvordan vi iscenesætter vores offentlige liv. Appen har gjort det muligt at fortælle omverdenen om ens færden, hvor man selv har muligheden for at filtrere fra eller til. Det er besøget på restauranten, der bliver postet og ikke tømmermændene på sofaen. 

Louisiana er et pragteksemplar på, at måden vi går på museer, er ved at ændre sig på baggrund af sociale medier. De æstetisk flotte installationer byder op til selfie-dans og har derved skabt et rum, der muliggør en selviscenesættelse gennem kultur. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at 79.500 har brugt hashtagget #louisianamuseum for at vise deres seneste besøg til deres følgere. 

Instagram har på få år formået at ændre, hvordan vi iscenesætter vores offentlige liv. Appen har gjort det muligt at fortælle omverdenen om ens færden, hvor man selv har muligheden for at filtrere fra eller til.

Den schweiziske kunstner, Pipilotti Rist, har med udstillingen “Åbn min lysning” forvandlet Louisianas lokaler til en eksplosion af sanseindtryk gennem installationskunst. Værket “Pixelwald/(motherboard)” udgør et rum fyldt med bobler i skiftende farver. Museet skriver i kataloget for udstillingen, “de selvoptagne besøgende i Rists skov tiltrækkes som insekter af en flamme,” – og ganske rigtigt. I sværmen af de pixelerede lamper skulle man zigzaggende undgå udstrakte arme, der for enden holdt en pixeleret version af deres spejlbillede. Lyset fra selfiekameraerne udgjorde i særdeleshed en stor del af pixelskoven. 

Selfiestang eller fokus-tvang
Det burde ikke komme som et chok, at de besøgende føler sig tiltrukket af selfielysten i sådanne rum. Beskueren spiller en afgørende rolle i installationskunstneriske værker som dette (kamera eller ej). Det aktive kunstværk virker inddragende, og derved er det oplagt gennem billedmediet at videreformidle oplevelsen til sine følgere.  

Statens Museum for Kunst er et af de danske museer, der har oplevet et fald i antallet af besøgende.  På et enkelt år er museet faldet med 25.000 gæster (Danmarks Statistik). Flere forskellige faktorer spiller selvfølgelig ind på det markante fald af betalende gæster, men interessant er det, at hvis man søger på museets hashtag på Instagram (#SMKmuseum) er der ”kun” 9.412 opslag sammenlignet med Louisianas næsten 80.000.  

Museerne står derfor i et afgørende dilemma – inviterer de gæsterne indenfor til udstillinger, der byder op til foto-fandango og dermed øger antallet af besøgende, eller skal de fastholde publikummet, der besøger museet uden en selfiestang? Louisiana og ARoS’ regnbue, der hurtigt er blevet en fotofavorit, peger på, at det Instagramvenlige museum er vejen frem – hvis museets succes skal måles i antallet af besøgende og særligt, hvis man ønsker at byde de unge indenfor. 

Det svære valg
Valget af at være det insta-venlige museum kan fremstå som den nemme løsning, fordi det ser ud til, at strategien tiltrækker flere gæster. Imidlertid kan det være en strategi som intensiverer en kultur, der lægger op til, at man er ”halvt med”, da gæstens besøg går mest ud på at tage det perfekte billede til de sociale medier og mindre på at indleve sig i billedkunsten.

Kunstmuseerne går en vanskelig opgave i møde. De skal træffe et valg, som gør, at de enten skal arbejde benhårdt for at blive så ”instagrammable” som muligt og dermed tiltrække flere og yngre gæster eller turde tro på billedkunstens egen magi som eneste tiltrækningskraft.