Illustration: Agnes Rønberg
Alarmen ringer. Klokken er ti minutter over ni. Undervisningen starter om fem minutter. Jeg stiger ud af sengen og tager mit tøj på. Jeg går med tunge skridt ud på badeværelset, hvor jeg kaster koldt vand i ansigtet for at få det værste grus ud af øjnene. Det kolde vand får med det samme huden til at trække sig sammen, og blodet begynder at strømme til hovedet. Jeg er vågen og klar til en ny dag. Jeg sætter mig ved computeren og brygger en kop kaffe, imens jeg logger på zoom. Jeg når det lige. Kort tid efter byder dagens underviser velkommen.
Sådan har jeg startet mine dage det sidste års tid. I perioder mere kontinuerligt end andre. For guderne skal vide, at det er nemt at blive liggende i sengen, når vi ikke skal ud på universitetet. Men ikke i lige så høj grad, som hvis jeg først skal have et bad, stryge min skjorte og cykle seks kilometer. Aldrig har undervisningen været lettere tilgængelig. Aldrig har jeg læst, deltaget og fået så meget ud af undervisningen.
Det er sjovt, fordi den gængse tone og holdning er, at undervisning foran skærmen i hjemmet er fandens værk. Men kigger man på antal deltagere i bunden af Zoom, så er deltagerprocenten højere end ved fysisk fremmøde. Det kræver ikke en større undersøgelse end blot at sammenligne egne observationer fra fysisk undervisning med den digitale deltagelse. Hvorvidt der er tale om aktiv tilstedeværelse, kan selvfølgelig være vanskeligt at svare på. Onde tunger vil mene, at de mange slukkede webcams betyder, at de studerende blot er logget på for at sove videre. Det tror jeg nu ikke. Jeg har tillid til, at de der er logget på, de er logget på for at følge med.
Den dystopiske fremstilling af den virtuelle undervisning er en skævvridning af virkeligheden. Længslen efter klasselokalet og socialt samvær overskygger det reelle afkast af undervisningen. Jeg tror, at mange af mine medstuderende undervurderer, hvor meget de får ud af undervisningen. Men jeg skal selvfølgelig ikke negligere andres oplevelser. For træerne vokser ikke ind i himlen. Der er helt klart nogle elementer, som vi går glip af. Og bare fordi jeg er en doven rad, der dårligt nok kan komme op om morgenen, fordi jeg hader at cykle, så skal vi da heller ikke ændre al undervisning til at være digitalt. Men jeg ser en del muligheder i den måde at undervise og tilrettelægge et forløb på.
Dertil kommer alle de andre goder og fordele, der er ved at modtage undervisning, imens man sidder derhjemme. Når klokken slår 12, og vi rammer frokosttid, går man få skridt over i sit køkken. Man åbner køleskabet og vælger det, der frister. Kantinens konsekvent dyre kasseapparat er erstattet af køleskabets kolde kontanter. Hvad der er sparet, er tjent. Jeg ser det som en hjemlig buffet, som er langt billigere. Og taget i betragtning, at man er på SU, er det vel ikke helt skidt? Og så er den hjemmebryggede kaffe endda bedre end jordemoderkaffen fra kantinen.
Tiden går, klokken slår og transporttiden foregår. Den nye undervisning fra hjemmet betyder også, at alle, der ikke bor et stenkast fra campus, sparer store mængder af tid. Og taget i betragtning, at vi lever i en tid, hvor tid typisk er en mangelvare, så plantes der endnu et plus i fjernundervisningens sorte bog.
Men er der så slet ikke nogle ulemper ved at sidde derhjemme? Jo, det er der. Men det afhænger af øjnene, der ser, og hvordan de ser. Det kan være let at vælge et negativt syn og opfattelse af situationen i stedet for at se mulighederne. Ligesom alle andre savner jeg at se mine medstuderende, men det er ikke muligt på grund af corona. Men hvis vi prøver at parkere corona et øjeblik og kigger isoleret på virtuel undervisning, så ændrer billedet sig. For der er selvfølgelig nogle øvelser, som er lettere at lave, hvis vi er på campus, men mange kan klares på udmærket vis fra hjemmet. Det er markant mere interessant at skulle beskrive et lokale eller en scene, når vi sidder i hvert vores hjem eller kan gå ned på gaden, hvor end vi er, sammenlignet med at få 50 forskellige beskrivelser af det samme undervisningslokale.
De akademiske fag kan med fordel klares digitalt. En blanding af videooptagelser, digitale forelæsninger og nogle spørgetimer til opsamling vil skabe en god dynamik. Det vil også gøre undervisningen mere fleksibel for den enkelte studerende, som kan tilgå undervisningen, når det passer ham eller hende. Den enkelte underviser vil også få frigivet tid til andre arbejdsopgaver. Det kunne være forskning, opgaverettelser, feedback eller arbejde med nyt undervisningsmateriale.
Når vi kigger på håndværksfagene, så kan de i fremtiden tilrettelægges efter at komprimere undervisningen på campus, hvor det er mest hensigtsmæssigt. Her tænker jeg på, at vi undervises fysisk, når det er påkrævet, hvilket ganske vist er ofte, når vi taler om håndværk. Omvendt er der situationer, hvor vi med fordel kan arbejde hjemmefra, hvor undervisningen formidles online over Zoom i både fællesrum og breakout rooms.
Mulighederne er mange, og vi skal ikke være bange for at bruge dem. Lige nu er vi studerende trætte, fordi vi overhovedet ikke kommer ud. Men det sidste års tid har givet nogle erfaringer, som vi ikke skal glemme, når den nuværende situation når sin ende. Derfor skal vi åbne øjnene for en fremtid, hvor forelæsningerne bliver en blanding af fysisk og digital tilstedeværelse. En fremtid, hvor vi udnytter mulighederne ved de to undervisningsformer.