Politikens Frank Hvilsom er en af de få journalister, der mestrer at blende ind i miljøer på kanten af samfundet. Den evne bruger han til at vise os andre, hvordan verden ser ud fra den anden side af gaden.
Vinden hviner kraftfuldt op mod ruderne på stueetagen i Politikens Hus. En mand i en vinrød sweater og mørke jeans træder ud af de dobbeltsikrede slusedøre, der leder op til tre af Danmarks største mediers redaktioner. De lyse, krystalblå øjne er ikke til at tage fejl af. »Hej!« siger Frank Hvilsom med et smalt smil og et afslappet, men fast, håndtryk. Han ser frisk ud med rødmossede kinder og pjusket sølvgråt hår. Han byder på en kop kaffe i Politikens Boghandel, selv bestiller han en Cortado.
Frank Hvilsom dækker til dagligt krimi- og retsstof for Politiken. Han har lært at afkode sproget og normerne i nogle af samfundets grænsemiljøer og gå i et med tapetet på en måde, der har gjort ham i stand til at rapportere indefra miljøer, der ellers er fuldstændig lukket af for offentligheden. Hvilsom gør sig i en hengemt, men grundlæggende, journalistisk disciplin, der med nutidens produktionskvoter mest af alt er en by i Rusland. Han dyrker sit kildenetværk.
»Det er interessant, hvad der sker i randområderne, og hvordan samfundet reagerer på dem. Der ligger et stort element af retssikkerhed i den interesse, fordi hvordan behandler vi de her grupper, som er på kanten, og som vi ikke bryder os om? Hvordan bliver de behandlet i retssystemet? Det er noget, jeg har fulgt som en linje i min journalistik, for du kan måle et samfunds retstilstand på, hvordan det behandler dem, de ikke kan lide,« siger han og skribler et ord ned på en notesblok.
Interessen for disse ”randområder” startede allerede, da han som studerende var i praktik på Danmarks Radios ungdomsredaktion. Her begyndte han at beskæftige sig med, og opdyrke kilder i, besættermiljøet, som ellers ikke havde meget til overs for journalister. Dette blev startskuddet til en årelang interesse for de mennesker og miljøer, der lever et liv på kanten af samfundet.
Høflighed, ærlighed og loyalitet
Hvilsom har oparbejdet en særlig snilde, når det kommer til at få adgang til kriminelle miljøer. Han har både haft medlemmer af Bandidos på speed dial, været med på den sælgende side af boderne på det hermetisk lukkede Pusher Street og gået på café med lederne af voldelige bandemiljøer. Ifølge ham findes der ingen facitliste på, hvordan man kommer ind på livet af de kriminelle miljøer, for der er mange lag og facetter i at skabe tillid mellem mennesker. Men fremgangsmåden er, ifølge Hvilsom, meget ligetil:
»Folk, der lever på kanten af samfundet, er ikke anderledes end os andre. De påskønner høflighed og ærlighed, og de vil rigtig gerne lyttes til. Så jeg går ud og fortæller, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra, og så interesserer jeg mig for, hvem de er,« siger han og løfter sin kaffekop op til munden. Den er tilsyneladende tom, så han tager i stedet sin kuglepen i hånden og peger rundt på bordet med den, mens han taler.
Ifølge Hvilsom har tillid en tendens til at opstå to mennesker imellem, når de bruger tid sammen, og det er vel og mærket uanset, om man er sygeplejerske, bankmand eller journalist. Han beskriver tillidsopbygningen som en langsigtet og gradvis proces, som starter med ganske enkelt at lære hinanden at kende – ansigt til ansigt.
»Der er ikke andet at gøre, end at gå ud og være den man er, og så begynde at opbygge det forhold man gerne vil opbygge,« siger han og holder en kort pause.
»Når du opsøger muligheden, så opstår den pludselig,« fortsætter han og smiler skævt. Han taler med den slags selvfølgelige tonefald, der kommer med mange års erfaring.
Særligt kriminelle kilder kræver, at man kommer ind på dem på en anden måde, end man er vant til med andre kilder. Man kan ikke bare ringe til dem for en kort kommentar, for de har ikke en position i samfundet, hvor de føler, at de skal stå til ansvar over for offentligheden. Ligeledes har de sjældent et ønske om at være i mediernes søgelys. Hvilsom selv ynder at tage ud i miljøerne og ”hænge ud”, sludre med folk og drikke en kop kaffe de steder hvor dem han gerne vil tale med, selv kommer.
»Det er noget med lige at få foden indenfor. De lærer mig at kende og lærer, at jeg forstår grænserne, og jeg er loyal over for deres problemstillinger. Men at jeg selvfølgelig bringer dem op,« siger han, mens han strækker sig lidt ud i stolen.
Frank Hvilsom. Foto: Emma Margrethe Bork.
En anderledes journalistisk rolle
Hvilsom fortæller altid sine kilder, at han er journalist fra start, fordi han mener, at man kommer længst med at være sig selv, når man er på jagt efter svært tilgængelige kilder. Dog skal man ifølge ham tænke over, hvordan man bærer sig selv frem.
»Det man måske skal tone lidt ned for, er den der objektive og kritiske journalist. Og du skal ikke være fordømmende. Der er mange journalister, der godt kan blive fordømmende, fordi de gerne vil have svar på noget. ‘Er I ikke bare en ulovlig bande?’« spørger han retorisk med et bidsk tonefald.
»Sådan et spørgsmål ville jeg aldrig stille, for hvad skal jeg bruge svaret til? ‘Fuck af mand’ siger de bare,« fortsætter han og affejer endnu engang sit eget spørgsmål ved at feje en hånd hen over bordet.
Selvom der i arbejdet med svært tilgængelige kilder nogle gange må gås på kompromis, understreger Hvilsom vigtigheden af, at man aldrig skal lade sig udnytte af sine kilder. Loyaliteten til en selv skal altid være højere end den til kilderne, og der skal være klare grænser for, hvad man er villig til at gå på kompromis med. Det kostede ham blandt andet adgangen til Pusher Street i sin tid.
Der hvor arbejdet med kriminelle kilder afviger mest fra andre kilder, er i det reelle output, man får fra dem, fordi de sjældent taler til citat.
»Du kan bruge dem til at få viden, som du kan støbe sammen med, hvad dine kilder ellers siger. Jeg har jo også kilder i politiet og blandt de mennesker, der arbejder med dem og iagttager dem i lokalmiljøerne. Folk som har kendt dem gennem mange år.«
Det handler ikke om efterforskning
For Hvilsom handler det ikke om at efterforske sine kilder. Det handler derimod om at skabe et billede af et miljø eller en situation, som er troværdigt at formidle videre, og som er vigtig for samfundet at forstå.
»Vores force er, at vi kan gå over på deres side af gaden og fortælle, hvordan det ser ud derovre fra. Det er vigtigt at have en forbindelse over til dem for at forstå, hvad det her drejer sig om, så vi ikke kun har politiet og politikernes udsagn om, hvad det handler om.«
Når han engang i mellem er heldig at få et egentligt interview, lader han altid sine kilder læse historierne igennem, inden den kommer ud. Nogle gange skal der files lidt ekstra på en historie, for at det hele går op i en højere enhed, og det er ifølge Hvilsom nødvendigt, hvis man vil have interviewene med de svære kilder. Han gnider sin næseryg, mens han tydeligt gennemsøger sin hukommelse efter det helt rigtige eksempel til at understrege sin pointe. Han dækkede i sin tid en stor retssag mod Store A, lederen af Loyal to Familia. Han vægtede i sine retsreportager, at anklagerens sag var noget tynd, og det blev bemærket af Store A’s bror, som var med til retsmøderne.
»Han ville kun tale med mig, netop fordi han kunne se den kritiske tone i min dækning af hans brors retssag,« siger Hvilsom, og stopper midt i sin talestrøm.
Han rejser sig op fra sin stol og går lidt tilbagelænet frem og tilbage i lokalet med den ene hånd placeret under hagen. Han er kommet i tanke om en anden historie, om en tidligere rockerleder. Man kan næsten se det kæmpe repertoire af historier fra landets grænsemiljøer fræse rundt bag de blå øjne.
»Altså, prøv at hør. I bund og grund handler om, at du får en forståelse for de her mennesker, og at du gerne vil lytte til dem,« siger han og sætter sig tilbagelænet på stolen med hænderne flettet i nakken.
»Som journalist går du jo ud og siger, hvad er dit problem? Jeg vil gerne forholde mig til det, jeg vil gerne formidle det, men jeg ser også kritisk på dig.«
Afslutningsvis slår Hvilsom et slag for, at det menneskelige i højere grad skal være en del af landets journalistiske uddannelser.
»En journalistuddannelse er jo ikke en ingeniøruddannelse. Det er fint, at du lærer at konstruere en historie og en nyhed, men man skal ud over det niveau, for der er også et psykologisk rum, hvor kildeforhold- og pleje er centralt.«