24-årige Rikke Svendsen er pædagogstuderende og er i sin praktikperiode i Hanoi for at arbejde i et halvt år. Men i Vietnam findes begrebet pædagog ikke, og det betyder en helt anden måde at arbejde på, fra det Rikke kender hjemmefra.
»Du skal bare gå over, de skal nok stoppe,« fortæller Rikke, der stille og roligt fortsætter over den trafikerede vej.
Scooterne omfavner hende på begge sider, foran og bagved, som var det tetrisbrikker, der falder på plads. På den anden side af vejen kommer et stort gult skilt til syne: ”Hoa Thuy Tien Kindergarten”. Her har Rikke og to andre danske praktikanter brugt de sidste fem måneder i forbindelse med deres praktik.
På den anden side af det store skilt ligger en gård, hvor grønne træer dominerer, og en lille legeplads smider skrig og latter af sig. For enden af den store plads står en gruppe børn. Albuerne skubbes ind i siderne på hinanden i kampen om at stå forrest. Men ingen går længere end til kanten af døråbningen. Det ved de tydeligvis godt, at de ikke må. De smalle øjne finder et kendt ansigt i det fjerne, og de første skrig skaber en lavine af råb og små hop og spjæt i vinkende baner.
»Rikkææææ«
Rikke har i dag besøg af sin mor og mig, og det kan mærkes på velkomsten! Da vi når frem til lokalet, får børnene lov til at give los og flyver i armene på Rikke. Herefter får de besked på, at de også skal hilse på os.
»Hello, how are you,« spørger en pige og giver mig hånden.
Foto: Stine Svendsen.
Ven eller voksen?
Inde i klasselokalet får vi blomster og tegninger og bliver placeret på de famøse små vietnamesiske stole, der føles som om, de blot adskiller sig et par centimeter fra gulvet. Børnene har forberedt et show for os. Dans, sang og kungfu, mens vi klapper ivrigt i hænderne.
»Hvor er de gode,« hvisker jeg til Rikke.
Hun hører, hvad jeg siger og kigger om på den lærerinde, der står bag os og dirigerer showet. Hun vender sig igen til mig og siger med et næsten trist udtryk i ansigtet:
»Ikke godt nok, de har øvet i flere uger.«
En lille pige kommer ud af takt, og lærerinden bag os råber hårdt:
»Thau Linh – oi!«
Rikke hvisker til os, at de bruger ”oi”, hvis man man virkelig skal høre efter eller makke ret.
Mens de ventende børn tripper ude foran døren for at gøre klar til næste show, bliver en dreng hængende ved Rikke. Hun prøver ihærdigt at få ham til at fokusere, men først da hun hæver stemmen, giver han op og smutter ud bag køen af trippende børn. Rikke kom med et ønske om at få en anden relation til børnene end lærerinderne, men måtte indse, at hun måtte tilpasse sig den kultur, hun befandt sig i.
»Jeg blev hurtigt for meget “ven” for børnene, og så lyttede de ikke til mig. Så måtte jeg bruge lærerindernes klappemetoder og nedtællingsmetoder til at skabe noget respekt og genkendelighed, for at børnene anså mig som en af de voksne.«
Drengene er begyndt at lave kolbøtter på en lille madras, og det ligner til forveksling en helt almindelig stue i en dansk børnehave, men det kan vist ikke sammenlignes. Forældrene betaler nogle penge for at have deres barn i Kindergarten her i Hanoi, og de forventer, at få hvad de har betalt for.
»Der er meget undervisning, og forældrene får tit shows, som I har fået i dag, for at se om deres barn har lært nok,« fortæller Rikke, og forklarer, at hjemme i Danmark bliver de pædagogstuderende modsat undervist i, hvordan børnene kan lære gennem leg og ikke decideret undervisning.
Showet er slut, og børnene skal have frokost inden næste aktivitet. En lærerinde finder små bakker frem og viser dem til Rikke med stor begejstring. Også her, er det normalt, at forældrene skal have, hvad de har betalt for.
»Lærerinderne bestemmer, hvor meget mad de skal spise – på forældrenes opfordringer. Børnene har generelt ingen medbestemmelse,« siger Rikke og smiler tilbage til lærerinden og roser deres nye små bakker.
Hun var forberedt på, at mange ting ville være anderledes end i Danmark, men hun har fået mere forståelse for, at de gør det efter gammel tro og i bedste mening, fortæller Rikke og sætter sig hen til en dreng, der skal til at spise.
Her ses Rikke sammen med sin vejleder Há. I Vietnam er pædagogikken hårdere end i Danmark, hvor respekt og disciplin prioriteres. Foto: Stine Svendsen.
I’m a teacher – in English
Alle børnene er blevet placeret på en stol og er sat i gang med at tegne. Rikke har været i Vietnam i næsten et halvt år, og når de lokale spørger, hvad hun laver her, svarer hun det samme hver gang: »I’m a teacher,« og fortsætter, »Yes, in English,« når de spørger, hvad hun underviser i.
Det gør hun efterhånden, fordi det er lettere for dem at forstå.
»De kender ikke til begrebet pædagog. Her er det lærerinder, der underviser børnene i Kindergarten. Men i vores danske forstand, vil jeg også nærmere sige, at de går i skole.«
Børnene rejser sig fra de små stole og lægger sig på gulvet ved siden af lærerinderne, der er ved at gøre klar til middagslur. Vi går ud af lokalet og op ad en lille trappe.
På den lille gang ovenpå ligger et lille lokale. Derinde sidder Trinh Thi Thu Há, Rikkes vejleder, men de kalder hende bare Há. For første gang i dag møder vi en, der kan engelsk, og hun er åbenlyst meget begejstret for at have internationale studerende.
»The very good thing about it is my chances to talk with them and improve my speaking skills. But also I learn about the Western culture.«
Há har i lang tid gået på aftenskole efter arbejde for at forbedre sit engelsk. Og netop de danske studerendes gode engelskkundskaber er i høj kurs her i Vietnam, fortæller Rikke, som får både gaver og blomster af forældrene, når der er arrangementer.
»De er simpelthen så stolte og glade for, at jeg underviser deres børn. Jeg får lidt dårlig samvittighed, for de vietnamesiske studerende bliver slet ikke værdsat på samme måde,« siger Rikke og vender hovedet mod gården, hvor små lyde giver tegn på, at pladsen er ved at vågne.
Men trods vi bevæger os ud på eftermiddagen, er dagen langt fra slut endnu. Há fortæller, at en almindelig dag for børnene slutter omkring kl. 17.
»They come 7:30 and then say bye to the teachers around 17 pm.«
Den gennemtrængende larm af horn og motorer, der gasser op, omfavner de legende børn som en slags underlægningsmusik inde i den aflukkede gård. Men hen ad eftermiddagen trænger den langsomt ind gennem porten til de mange børn, der bliver hentet én efter én. Rikke smiler til hver enkelt, der vinker farvel til hende med tanken om, at hun skal forlade dem om en måned.
»Det er mærkeligt. Jeg kan jo ikke engang komme tilbage og besøge dem. De starter her, når de er to-tre år. Mine er fem år nu, så det er deres sidste år,« fortæller hun med en dreng hængende om benet, som fniser, mens hun løsner hans greb, inden hun går ud ad porten.
Hun vender sig og vinker til de sidste børn, der ikke er blevet hentet endnu. De står på række med lærerinderne og vinker tilbage.
»See you tomorrow.«