Foto: Sonny Kastberg
Rikke Barfoed har kæmpet mod spiseforstyrrelse i snart 20 år, været indlagt talrige gange og svævet mellem liv og død på flere niveauer. Med en kropsvægt langt under gennemsnittet holder Rikke Barfoed sig alligevel i live til stor undren for folk omkring hende.
En flexchauffør fremtryller en kørestol og løfter en tung taske op på dens sæde. En spinkel kvindelig passager fra taxaen skubber kørestolen foran sig igennem kulden. Ruten fører ind gennem en støjende, menneskefyldt foyer og videre ind i en elevator med kurs mod en lydfattigere 6. sal, hvor hendes parfume bryder den sterile lugt. Kørestolen parkeres på værelse 107. Fra værelsets vinduesparti kan man næsten røre skyerne. Det er her på Odense Universitetshospital, at Rikke Barfoed hver uge kommer for at få taget blodprøver. Selvom Rikke er 32 år og 170 cm høj, siger vægten blot 25 kg. Rikke når kun lige at smide jakken, inden en sygeplejerske afsøger hendes arm i jagten på en blodåre. Bedst som samtalen er kommet i gang, kommer resultatet. Sygeplejersken vender tilbage for at tilkoble en slange til den udspilede blodåre i Rikkes spinkle venstre albueled. Rikke griber ud efter sin vinterjakke og trækker den over sig, mens hun ser på mig og forklarer:
»Det er ikke fordi, du ikke må se. Vandet er bare så koldt, at jeg fryser. «
250 ml. saltvand i timen ad fire omgange er nu yderligere på menuen i dag, og det er udover de fem skemalagte måltider, der skal indtages på klokkeslæt. Der er stort udvalg af muligheder til hvert måltid, men hverken vægt eller kalorieantal fremgår. Det vækker en angst hos Rikke Barfoed. For Rikke lider af anoreksi, en spiseforstyrrelse, der har fulgt hende, siden hun var 14.
Fra large til xxs
Rikke har dog ikke altid været slemt undervægtig.
»Som 11-årig vejede jeg 70 kg og blev mobbet med, at jeg var for tyk. Da jeg skulle konfirmeres, begyndte jeg at være mere opmærksom på, hvad jeg spiste. Pludselig tog det så bare overhånd.«
Det gik fra et fravalg af søde sager til løgne om, at hun havde spist hos andre og derfor ikke skulle have aftensmad hjemme. Et sidespor, der førte til, at hun til sidst blot spiste en enkelt tallerken pasta hver onsdag. Rikke blev indlagt dagen efter blå mandag. Kort tid efter blev hun udskrevet, da hun begyndte at tage på i vægt. Men hverken Rikke eller hendes mor følte, at de var klar til at tage hjem. Moren, der var leder i hjemmeplejen i lokalområdet, måtte herfra selv stå med ansvaret for at tage hånd om sin datter, når hun havde fri. Rikke har i grove træk boet hjemme hele livet.
Drik dig på benene
To hurtige bank lyder på døren her på Odense Universitetshospital. Før Rikke svarer, vælter en ny sygeplejerske ind med en sort opløsning, der ligner et shot stærk spiritus. Formålet er dog ikke at drikke Rikke under, men derimod at holde hende på benene. Rikke er nemlig i kaliumunderskud. Efter en kort protest glider kaliumopløsningen gnidningsløst gennem svælget. Rikke ved, det er for hendes eget bedste.Rikke er iført et par sorte Dr. Martens, der både tjener som fodtøj og træningsredskab. Uden træning er hun bange for at miste den sidste mængde muskelmasse, der gør hende i stand til at gå.Hun har tidligere været henvist til kørestol og fastindlæggelse på afdelingen. Ifølge hende selv tvang stædighed hende op af stolen. Det er den samme stædighed, der er årsagen til, at hun overlevede lægernes profeti om, at hun ikke ville blive 30. Men ifølge Maria Guala, der er overlæge ved Team for Spiseforstyrrelser på OUH, kan der være flere forklaringer på, at man kan leve i mange år, hvor man vejer 25 kg.
»En støttende familie derhjemme, socialt netværk og ikke mindst det, at man regelmæssigt kommer til kontrol, er alle vigtige at have med i ligningen, når man tænker: ”Hvordan kan denne person dog være i live?”. De folk, der står uden de ting, har dårligere odds.«
Maria Guala fortæller yderligere, at personer uden førnævnte ting oftest vil være mere tilbøjelige til at gøre alvor af selvmordstanker. Rikkes tanker holdes dog i skak af familiens støtte og omsorg. Rikkes mor er for nylig overgået til at passe hende på fuld tid. Lige inden klokken slår 15:30 og 1,5 dl ylette og to spsk. müsli skal indtages, spørger jeg til Rikkes håb for fremtiden. Rikke lægger sin jakke fra sig og bevæger sig mod vinduespartiet med stativet med saltvandsdrop rullende efter sig. Der er en del sekunders stilhed, mens Rikke stirrer ud ad vinduet. Selvom vi er tæt på skyerne her på sjette sal, er det hverken nu eller herfra, Rikke vil rejse ind i dem. »Jeg har mere at leve for. Først og fremmest en familie. Jeg vil gerne se mine brødres børn blive store. De holder mig i live.«