Morten Reimar skiftede freelancelivet ud med en stilling som presserådgiver for Venstre. Efter et år på Christiansborg kan han mærke dansk politiks dragende effekt på egen krop.
Morten Reimar havde aldrig planlagt, at han skulle arbejde på Christiansborg. Da han gik på Journalisthøjskolen var planen at skrive lange features, portrætter og reportager.
Og det mål fik han indfriet. Som freelancer skrev han lange, fortællende artikler for Euroman, Ud & Se, Berlingske, Børsen og Zetland.
Men efter at have fulgt Uffe Elbæk og Alternativet i 10 måneder til en reportagebog valgte Morten Reimar at skifte spor. Det journalistiske feltarbejde i det politiske landskab havde givet ham blod på tanden. Så han ringede til Venstres pressechef, og ti dage senere havde han sin første dag som presserådgiver for det gamle landbrugsparti.
Et år senere skiftede Morten Reimar til Radikale Venstre, hvor han fik stillingen som senior presserådgiver. Og med dette avancement har han ingen planer om at forlade Christiansborg lige foreløbigt.
For det passer ham ganske godt at være placeret i centrum af dansk politik. Det er den næsten barnlige glæde ved at se, hvordan tingene fungerer bag kulisserne, som også drev ham som journalist. Forskellen er bare, at han som presserådgiver får lov til at komme endnu tættere på.
»Og så er Christiansborg jo et historisk sted, og et magisk sted,« siger Morten Reimar.
»Men det er også et hårdt arbejde, der kræver meget af ens tid. Det er en verden, som jeg kan mærke, at jeg bliver suget ind i«.
Et dragende fællesskab
Bogen om Uffe Elbæk og Alternativet skulle i første omgang kun have været en artikel til Euroman eller Zetland, hvor Morten Reimar skulle følge dem i en måneds tid op til valget. Men valget lod vente på sig, og en måned blev til ti.
I løbet af de ti måneder fulgte han hver dag Alternativets politikere og presserådgivere, som tilbragte de fleste af døgnets vågne timer sammen.
»Der oplevede jeg en helt anden måde at arbejde på. Det var jo nogle folk, som troede enormt meget på en sag og havde et kammeratskab, som jeg var meget misundelig over,« siger Morten Reimar.
»Jeg blev jo på en måde en del af holdet, selvom jeg ikke hjalp til med deres arbejde«.
Det var en helt anden verden end den Morten Reimar selv kom fra. Som freelancer havde han plads på et lille kontorfællesskab, hvor selvstændige og freelancere sad sammen.
Der var arkitekter og smykkedesignere, grafikere og sælgere, men ingen andre journalister.
»Det var svært at sidde med nogen, som ikke forstod det, man lavede. Jeg havde ikke rigtig nogen at fejre mine små sejre med«.
Anderledes er det nu, hvor Morten Reimar er en del af et stort maskineri med partier og sekretariater, der tilsammen udgør kernen af dansk politik.
»Hver dag føler jeg, at jeg er med i noget historisk og som er en del af fortællingen om dansk politik lige nu«.
Et fremmed element
Som forfatter til fire digtsamlinger og en reportagebog inspireret af amerikanske New Journalism-koryfæer som Gay Telese og Hunter S. Thompson var Morten Reimar et lidt fremmed element på Christiansborg til at starte med.
Han husker blandt andet et sommerarrangement hos Venstre, hvor alle andre gik med den samme lyseblå skjorte, imens han selv var iført en grøn army jacket.
»Jeg er nok ikke så god til at holde mig i baggrunden. En typisk rådgiver forsøger at være gennemsigtig, men jeg har lidt svært ved at tie stille,« siger Morten Reimar.
»Og så skriver jeg nogle vanvittige ting på Twitter«.
Derudover har Morten Reimar ikke været medlem af et ungdomsparti, som så mange andre i sekretariaterne.
»De fleste folk på har et meget familiært forhold til det parti, de arbejder for. Der har de tilbragt et helt liv, og der har de deres nærmeste venner. Det har jeg ikke«.
Men alligevel kan Morten Reimar godt mærke, at han har ændret sig. Før i tiden læste han mange amerikanske magasiner som Rolling Stone, Esquire, The Atlantic og The New Yorker med noget af verdens bedste journalistik.
»Det har jeg ikke tid til længere. I dag bærer jeg en anden identitet, og jeg fører et anderledes liv,« siger Morten Reimar.
Behov for altid at være in the know
Et andet tegn på at Christiansborg har ændret ham er hans enorme behov for at være med på noderne. Flere gange i løbet af interviewet tjekker han sin mobil.
Han gør det med en udpræget rutine uden helt at stoppe med at snakke, men hans ansigtsudtryk ændrer sig og bliver mere alvorligt, imens øjnene løber hen over skærmen. Så lægger han mobilen fra sig igen med et lille, tilfredst smil på læben.
Det konstante behov for at være på forkant med udviklingen er noget som karakteriserer folk på Christiansborg, mener Morten Reimar.
»Folk her bliver dårligt til mode, hvis de ikke er in the know. Man skal hele tiden vide, hvad der rør sig«.
For der er en valuta i at vide ting på Christiansborg. Man skal kunne bytte sig til information og være i stand til at skabe sig et godt rygte på gangene. Man skal være i stand til at videregive vigtig information og omvendt kunne modtage noget uden at fortælle det videre.
»Det er virkelig noget, som man skal lære. På Christiansborg bliver man hele tiden vejet på, om man er en, som man kan stole på, eller om man er en nulbon«.
Trukket længere og længere ind i junglen
Men Morten Reimar har svært ved at forklare, hvad han helt præcist laver som presserådgiver, og hvorfor det er så spændende. Hans kone forstår det i hvert fald ikke helt, når han kommer hjem og fortæller om sin dag.
»Det var også derfor alle i Alternativet snakkede så meget sammen, fandt jeg ud af. Det var jo fordi, de drev alle andre til vanvid med deres arbejde,« siger Morten Reimar.
»På Christiansborg eksisterer der sin helt egen subkultur, lidt ligesom der er punker- og skatermiljøer.«
Og som i ethvert andet miljø bliver man mere og mere hardcore, jo længere tid man opholder sig der. Morten Reimar kan i hvert fald mærke, at han er ved at blive opslugt. Han har altid været interesseret i politik. Men jo tættere man kommer på det politiske spil, jo mere grebet bliver man af det.
»Det er ligesom den tidligere statsminister Poul Hartling sagde: ’Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt,’« siger Morten Reimar tilføjer:
»Sådan er det for politikere, men også for folk på sekretariaterne«.
Og Morten Reimar er ikke blevet ædt endnu.
»Men jeg kan til gengæld mærke, at jeg bliver trukket længere og længere ind i junglen«.