KULTUR OG SAMFUND

Fra håndboldspiller til verdenskendt Counter-Strike spiller: Mød Casper ”cadiaN” Møller, kaptajnen bag danske Heroic

Casper ”cadiaN” Møller har gjort sig bemærket på globalt plan, når man taler om e-sport og mere specifikt Counter-Strike. Det, der startede som en håndboldkarriere, skulle senere hen vise sig at give bemærkelsesværdige titler og pokaler i Counter-Strike universet. Men hvem er manden bag skærmen egentlig?

I et større bygningskompleks i det centrale København, der set udefra blot ligner enhver anden kontorbygning, holder det danske Counter-Strike hold, Heroic, til. Holdets kaptajn, Casper Møller, er 26 år gammel og går til daglig under aliasset “cadiaN”. Han er in-game leader, hvilket med andre ord betyder holdkaptajn. Det er en titel og tilværelse, som Casper Møller på ingen måde kunne have forudset, da hans e-sport rejse først begyndte.

Fra håndbold til e-sport

Som ung gik Casper ”cadiaN” Møller på Team Danmark Håndbold akademiet i Haderslev. Håndbold fyldte meget i hjemmet. Det var passionen, og det han brændte for, men skæbnen havde andre planer.

»Jeg blev skadet i knæet, lige da jeg skulle til at starte i 1.g., og det tog bare mega lang tid. Jeg skulle opereres og alle mulige ting, så det blev aldrig rigtig det samme.«

Det var netop i disse år, at en ny version af spillet Counter-Strike blev udgivet.  Her blev hundredvis af timer brugt i hulen på værelset, hvor gaming, livestreams og firkantede øjne foran computeren blev det nye hit. Her blev fodbolden for alvor byttet ud med virtuel snak med vennerne og LAN-aftener. I den tidligere udgave af spillet spillede Casper allerede på et semi-pro niveau, så han gik naturligt i krig med den nye version også.

»Alle blev ligesom nulstillet, og jeg var i forvejen set som en ret god spiller inden, og så tog det lidt fart derfra. Jeg kom på et hold, og man kan sige, der hvor jeg begyndte at få en karriere ud af det, var da vi tog til Sverige til DreamHack. Der var en turnering der hedder BYOC (Bring Your Own Computer, red.)«

Som ung knægt, der først dyrkede fodbold og senere håndbold på højt plan, var det både en omvæltning personligt samt familiemæssigt, at e-sport nu skulle spille den store rolle. Dengang var hans mor særdeles nervøs, da hun betragtede hans nye hobby som asocial.

”Skal vi ikke slukke den computer? Skal du ikke ud?” spurgte hun blandt andet. Men det varede ikke længe før støtten fra moren – ligesom karrieren – tog fart. Præcis som offside i fodbold og tre-trins-reglen i håndbold gik hun i krig med at lære reglerne og de gængse termer, der findes i e-sportsverdenen. 

»Hun har altid været vant til at se, at jeg var meget ude med venner, men da hun så så den første turnering, jeg var til, så syntes hun, at det var mega fedt. I dag ser hun jo alle kampe uanset tidszone, og hvor end vi spiller henne i verden.«

Til turneringen i Sverige får Casper Møller skabt sig et navn, da hans hold, Xapso (tidligere e-sportsorganisation, red.), formår at kapre én af de to pladser, som det krævede at gå videre i turneringen. Og siden da, har karrieren bestemt taget fart.

»Ens plads i hierarkiet og på scenen har jo ændret sig meget. Dengang var man jo en af de unge, som folk var lidt ligeglade med, fordi der også var nogle rigtig gode spillere fra de tidligere spil og turneringer.«

Ligesom i ungdomsfodbold, hvor talentspejdere besøger mindre klubber, er vejen til de store scener i e-sport ligeledes gennem anerkendelse på mindre hold og turneringer. 

»Man bliver opdaget ved at tage til turneringer. Så tog man måske til Rødekro Kongrescenter og spillede eller Copenhagen Games Øksnehallen, og så var der måske nogle der så: ”Okay, han er måske bedre end sine holdkammerater,” og så fik man et tilbud efter det.«

Etiske spørgsmålstegn og dilemmaer

E-sport som sportsgren har gennem tidens løb oplevet en del negativitet, fordi mange mener man “bare” sidder bag en computerskærm, og det derfor ikke kan betegnes som en rigtig sportsgren. Alligevel mener Casper Møller, at det er den stereotype tankegang omkring e-sport.

»Jeg synes, at der er mange gode eksempler på, at de stereotype tanker er blevet modbevist de seneste år. Det er jo en del af vores træning, at man er fysisk aktiv, og vi har også fysioterapeut og mentaltræner tilknyttet, hvilket er nogle aspekter, der viser seriøsiteten i det. Der er jo også noget med stamina og koncentrationsevne, som bliver forlænget ved at være i god form.«

Casper Møller mener også, at synet på Counter-Strike afhænger meget af, hvilken generation man er fra.

»Dem fra de yngre årgange er jo fuldstændig nede med at spille. Alle har spillet PlayStation, og alle har spillet computer. Det er måske mere den ældre generation, der har et mere tilbagetrukket forhold til teknologi,« siger Casper Møller.

Det specifikke syn på Counter-Strike har ikke kun startet debatter hjemme i stuerne, men også i OL-universet. Her har debatten været oppe at vende flere gange, om e-sport – og mere specifikt Counter-Strike – burde være en del af OL.

»Den generelle holdning i e-sport community’et er, at folk tror mere på, at OL har brug for e-sport, end e-sport har brug for OL.«

Der har været en dalende interesse for OL i nogle år, og netop derfor mener Casper Møller, at en løsning på dette problem ville være gennem e-sporten.

»Hvis du skal fange den yngre generation, så har du en god chance for at fange dem gennem internettet ved e-sporten. E-sport har jo klaret sig i mange år, og kan jo bare kigge på den vækst, der har være i industrien. Den har kun været eksponentiel i de sidste mange år.«

Trods de mange debatter, om hvorvidt Counter-Strike burde være en del af OL, er det også klart, hvorfor scenariet endnu ikke er blevet til virkelighed, hvis det da nogensinde sker.

»Det ville kræve en del. En af grundene, til at man ikke har gjort det indtil videre, er, at der er vold inkluderet.«

Det er faktummet af, at man skyder folk i det virtuelle spil, der skaber de etiske spørgsmålstegn og dilemmaer.

»Der er måske større chancer for FIFA eller e-sailing. Det virker jo ikke så menneskeligt, det dér med at skulle skyde hinanden.«

Det berømte 1v4 clutch

Den 8. marts 2021 løb den anerkendte turnering ESL Pro League af stablen. I månederne op til havde Casper Møller døjet med skuffende resultater, hvor holdet, der blot måneder forinden lå øverst på verdensranglisten, nu befandt sig på en 13. plads.

Det var tid til forandring, og med ankomsten af de to nye spillere Rasmus ”sjuush” Beck og Nikolaj ”niko” Kristensen”, var det et helt grønt hold, der nu skulle præstere på den store scene.

Det danske hold vinder alle fem kampe i gruppespillet og kvalificerer sig dermed direkte videre til semifinalen. Semifinalen vinder de ligeledes sikkert 2-0 over brasilianske FURIA.

Heroic er videre til finalen og den 26-årige kaptajn har dermed igen muligheden for at kæmpe sig tilbage blandt verdens allerbedste.

Finalen spilles ’bedst ud af fem’ og de to hold giver hinanden kamp til stregen, da resultatet, efter fire spillede baner, stod 2-2. På den sidste bane er Heroic dog klart overlegne.

En bane spilles ’bedst ud af 30’ så med scoren 15-6 i danskernes favør manglede de blot én runde for at sikre sig trofæet. Casper Møller står alene tilbage med fem døde holdkammerater og fire modstandere at nedkæmpe.

»Det sker så hurtigt. Altså de tre første kills skete i løbet af 10 sekunder, og så når der lige at være den der puster i situationen, hvor man når at tænke: ”Okay fuck, jeg kan lukke denne her”. Der begynder det at pumpe, men jeg tænkte også om noget, så måtte modstanderen være mere nervøs, fordi det ville være ret skidt for dem at tabe 4 mod 1,« fortæller han.

I sekunderne efter formår Casper at gennemføre sit nu berømte ’clutch’ (vinde en runde alene mod mindst to modstandere, red.) og hele holdet udbryder i ekstatisk jubel.

Efter den finale blev navnet ’cadiaN’ for alvor slået fast i hovederne på Counter- Strike fans over hele verden.

»Det klip der, det ændrede også manges generelle holdning af mig til: ”Okay, ham der, han er faktisk virkelig, virkelig god”. Det var også bare hele det der med, at nu havde min rejse været længe undervejs, og jeg havde spillet godt det sidste stykke tid. Folk skulle lige vænne sig til det der med, at jeg var blevet god.«

Episoden gik herefter viralt i e-sport verdenen og Casper Møller vandt også HLTV-prisen ”Play of the year”. Hvorvidt episoden kan kategoriseres som det største øjeblik i hans karriere fortæller han:

»Ja, det tror jeg, at det er. På nogle parametre i hvert fald, for vi vinder jo et kæmpe trofæ og måden det ligesom sker på, er jo for mange Counter-Strike fans ikonisk. Alle vil sådan huske det, og hvis man går rundt i København, så er der også folk, der lige går hen og klapper en på skulderen.«

Astralis hvem?

Ethvert hold har sine modstandere, og det gælder også for Heroic. Hvis man har hørt om Counter-Strike, har man heller ikke kunne undgå også at høre om Heroics rival, Astralis. I en periode på to år, lå Astralis nummer et på verdensplan. I den periode spillede Casper Møller for holdet North, som var ejet af FCK og Nordisk Film. Her lå holdet North i top 10 på verdensplan.

»Top 10 i verden er ret godt, men det er bare ikke godt, når alle folk sammenligner det med et hold, der vinder alle turneringer, og som ligger nummer 1 i verden,« fortæller Casper Møller om at stå i skyggen af Astralis.

Alligevel er Astralis’ titel kommet under pres, og de har også til sidst måttet se sig overvundet af holdet Heroic, når det kommer til verdensranglisten. Heroic har nemlig efterhånden en lang historik, når det kommer til at slå danskernes umiddelbare foretrukne Counter-Strike hold.

»Man skal jo egentlig ikke så lang tid tilbage, hvor det var fuldstændig utænkeligt at slå dem og vinde over dem. Generelt, når vi spiller mod dem, så er jeg helt oppe at køre.«

Casper Møller har været længe i ”gamet”, og han har derfor kunnet følge Astralis’ udvikling sideløbende med sin egen. Dog har det altid været observationer udefra, og Casper Møller har ingen intention om, at begynde at observere holdet, Astralis, inde fra deres egne rammer.

»Det, der har kendetegnet det her hold, er, at vi har samlet et hold, hvor der ikke er nogen, der har lyst til at skifte til dem.«

Ifølge Casper Møller er det ligesom fødekæder bare inde for sportsgrene. Hvis det bedste hold begynder at halte lidt, så henter holdet de bedste spillere ind fra det næstbedste hold, og på den måde kan de bevare deres plads på toppen i fødekæden. Problemet er bare, at interessen ikke har været der, og derfor halter rovdyret nu.

»Vi vil ikke være med dem, vi vil være det hold, der slår dem,« siger Casper stolt og bevidst, mens han fortsætter:

»Den mentalitetsændring har jo gjort, at vi også har holdt sammen så længe på Heroic, og folk har ikke sagt ja tak til et tilbud fra dem, hvilket også har gjort, at Astralis har skulle lede længere efter gode erstatninger.«

Astralis har for nylig manglet en snigskytte og ud fra Casper Møllers teori om fødekæder, kunne man måske forestille sig, at han havde hørt fra dem efter de manglede en mand på denne position. Her smiler Casper Møller blot skævt, kigger kort ned i jorden og svarer hurtigt og fast: »Ingen kommentarer.«

Fremtiden, ambitioner og mål

Casper Møller har spillet for forskellige hold, han har besøgt utallige lande for at spille turneringer og han har skudt rigtig mange – i Counter-Strike, selvfølgelig. Men ligesom så mange gode historier, kommer der en slutning før eller siden. Spørgsmålet er bare, hvornår Casper Møller ser enden på sin lange karriere inde for e-sport.

»Jeg tror, at jeg tager det meget en dag og en kontrakt ad gangen. Meget af det for mig er, om lysten og motivationen stadigvæk er der. Eller hvis man får andre prioriteringer i livet, og man bliver træt af e-sporten.«

Lige nu er Casper Møllers fokus uden tvivl på holdet og diverse andre mål – både personlige og resultatbaserede.

»Det ultimative inden for Counter-Strike er nok at vinde en Major. Det er det største, som vi har. Det svarer nok til fodboldens Champions League eller en Grand Slam i Tennis. Det er resultatmæssigt det ypperste, hvor vi var ok tæt på sidste år, da vi var i semifinalen.«

Men Casper Møller har også andre og mere personlige mål, som er mere procesorienterede, og som lægger fokus på hans egne personlige udvikling.

»Det kan handle om at være en god kaptajn, blive en bedre kaptajn, en rollemodel for mine holdkammerater og dem, der følger med. Jeg tror også, at det er svært, hvis man kun sætter sig mål, der er resultatbaseret. De er sværere at opnå, fordi meget af det jo kommer gennem en proces, hvor man arbejder. Hvis jeg bliver verdens bedste kaptajn, jamen så skal vi nok også vinde.«

De specifikke mål for året 2022 er dog klare for Casper Møller.

»Som hold er det at få lov til at løfte et trofæ i en arena sammen. Nu har vi prøvet at vinde det hver for sig, og hvor vi var hjemme, men stadig ikke måtte have tilskuere, så nu vil vi gerne vinde i en arena med en masse tilskuere og konfetti.«

På det mere personlige og individuelle plan stræber Casper Møller efter en mere struktureret hverdag, så det giver noget stabilitet. Der er også andre og mere små mål. For eksempel vil Casper Møller gerne i top-20-listen, som HLTV har, men ifølge ham er det ikke ligefrem tårevædende, hvis det ikke sker.

»Det kunne være en fed gestus at få, men for mig er det vigtigere at vinde som et hold.«