Huxi Bach blev draget af journalistikkens mangfoldige muligheder, men gennemførte aldrig uddannelsen. LIXEN har mødt den populære tv- og radiovært til en snak om uddannelse, praktik og god satire.
Facaden på de karakteristiske, rå betonmure slår sprækker og ædes i hjørnerne af et tydeligt lag skimmelsvamp. Tæt ved den tidligere hovedindgang holder to gule rendegravere parkeret i larmende tomgang. Det er her, på hjørnet foran de tidligere bygninger for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, at jeg møder satirikeren Huxi Bach.
»Kæft, her har jeg ikke været i mange år,« udbryder han som det første, inden han stopper op foran den gamle indgang. Med hænderne begravet i sin store, blå dunjakke betragter han med et nostalgisk blik dét sted, der blev afsæt for hans nu 20 år lange karriere i medie- og underholdningsbranchen.
Huxi Bach har nærmest ikke været her siden han i 2001 drog i praktik på Danmarks Radio. Et praktikophold han aldrig kom tilbage fra.
»Det er jo et stykke danmarkshistorie det her. Herfra er der kommet mange fantastiske … og forfærdelige mennesker,« siger han med sit genkendelige grin i stemmen.
Den friske martsvind sender det høje hår på afveje, inden en friserende hånd stryger gennem de lyse lokker og genopretter balancen. Støjen fra køretøjerne brummer og brager. Det er ikke ligefrem den ideelle kulisse til en snak om den aalborgensiske satirikers specielle karrierevej, så vi går i stedet en tur i det grønne område bag skolen.
Guitarsatiriker
Det er en kombination af underholdning og musik, der er karakteristisk for Huxi Bachs måde at optræde på. I efteråret turnerede han landet rundt med showet Nye tider, hvori han forenede meningsfuld komik og satirisk guitarrytmik.
Passionen for musik kan spores helt tilbage til barndommen i Aalborg, hvor hans far var klassisk komponist og rektor på Nordjysk Musikkonservatorium. Selvom Huxi Bach er opdraget med altid at gå efter det, der gør ham glad, så blev han dog alligevel rådet til ikke at gå efter musikken.
»Jeg er vokset op med en far, der er et meget fornuftpræget menneske. Han håbede faktisk, at jeg ikke blev musiker,« fortæller Huxi Bach og fortsætter:
»Som chef på konservatoriet kunne han se, at man ofte uddannede folk til arbejdsløshed, for man kan jo ikke uddanne folk til at blive Thomas Helmig.«
Efter karrierens start som journalistpraktikant på Danmarks Radios underholdningsafdeling har Huxi Bach både været vært på populære radioprogrammer som Huxi og Det Gode Gamle Folketing og Den Løse Kanon samt tv-programmer som Boogie og Ugen plus det løse.
Klovn i Paris
Vi drejer væk fra den asfalterede sti, vi indtil nu har fulgt, og fortsætter i stedet på en lille jordvej, der fører os til toppen af en bakke. Fra toppen er der udsigt over det meste af det nordlige Aarhus, og vi betragter i stilhed en neongul lægehelikopter, der elegant sætter fødderne på den enorme landingsplatform ved Aarhus Universitetshospital.
Huxi Bach fortæller, at tankerne om at læse journalistik slet ikke eksisterede før længe efter, at han havde færdiggjort gymnasiet. Han følte intet pres for at finde ud af, hvad han skulle, men flyttede derimod til Paris kort efter, at han fik studenterhuen på hovedet.
»Efter gymnasiet skulle der ske et eller andet, men det dér backpacking i Thailand sagde mig intet. Så jeg tog til Paris og fik arbejde i en børnehave på Champs-Élysées. Jeg boede på ni kvadratmeter loftsværelse og levede et meget bohemeliv. Nul penge og nul plads.«
Det enkle liv i Paris tiltalte Huxi Bach så meget, at han blev boende i den franske hovedstad i 14 måneder. Foruden sit faste arbejde i børnehaven prøvede han kræfter med forskellige småjobs – blandt andet et job som udlejningsklovn til børnefødselsdage. Og det var faktisk sådan, det hele startede.
»Det var meget bizart. Man kan godt sige, at karrieren startede der. Det var mit claim to fame – ja, bortset fra der ikke var noget fame,« griner Huxi Bach, der mindes tiden i Paris med et smittende smil på læben.
»Ja, journalistisk kan man jo ikke kalde det«
Mens vi bevæger os væk fra jordvejen og ind i et lille skovområde med snørklede stisystemer, beretter Huxi Bach om sin tid på Journalisthøjskolen. Han søgte ind kort efter dannelsesrejsen og blev optaget i første forsøg. Han husker, at han ikke nødvendigvis drømte om at være journalist. Han havde ingen journalistiske forbilleder, men følte sig i stedet tiltrukket af de uendeligt mange muligheder, som uddannelsen giver.
For Huxi Bach var det vigtigste ikke at føle sig låst. Sådan er det stadig den dag i dag. Han nyder at kunne springe rundt mellem forskellige tv – og radiojobs. Følelsen af ikke at vide, hvilke projekter han næste gang skal kaste sig over, er noget af det bedste, han ved.
Den seneste tid har han givet sig selv et pusterum efter turnéen i efteråret, men snart er han igen aktuel med en ny satireserie på DR2.
På Journalisthøjskolen drømte Huxi aldrig om at lave traditionel journalistik. På studiet fandt han hurtigt ud af, at han meget bedre kunne lide de skæve og skøre idéer, og han kedede sig nemt, hvis ikke historierne havde en humoristisk vinkel.
»Jeg husker, at vi på et tidspunkt blev sendt ud i en lille by, hvor vi skulle lave lokaljournalistik. Jeg skrev en skør artikel, hvor jeg kiggede på sammenligninger mellem den lokale kirke og det lokale værtshus, som lå lige overfor hinanden. Jeg afleverede opgaven, og den kom tilbage med kommentaren: Ja, journalistisk kan man jo ikke kalde det.«
Undervejs på studiet havde Huxi Bach fået smag for at lave tv, så da praktikken nærmede sig, gik han efter pladser, hvor han kunne få lov at arbejde med fjernsynsmediet. Derfor søgte han de eneste fire tv-pladser, som han kunne søge – og så lige Ekstra Bladet, bare fordi han helst skulle søge fem steder. Skrækscenariet var derimod at ende på et dagblad, hvor han skulle lave tør og vigtig journalistik.
»Alle søgte jo praktik hos Politiken, TV Avisen, Ekstra Bladet – altså, rigtig journalistik. Det var det, jeg havde mindst lyst til. Jeg prøvede at undgå nyheder. Jeg brød mig generelt ikke om vigtige ting.«
Huxi Bach endte med at få drømmepladsen på Danmarks Radios underholdningsafdeling i København.
Praktikken, der aldrig sluttede
Vi zigzagger os vej gennem det kringlede stisystemet, alt imens Huxi Bach mindes sin
praktiktid. Ekstra stærkt i hukommelsen står perioden som tilrettelægger på programmet Vindhætterne. Selvom det snart er 20 år siden, at programmet med et skarpt hold af komikere blev sendt, fortæller han stadig om tiden med enorm begejstring:
»Jan Gintberg, Mick Øgendahl, Carsten Bang, Sebastian Dorset, Omar Marzouk. Det var fucking A-holdet. Jeg syntes, det var megavildt. Især fordi de drenge var ret så cool. Det var dér, jeg kunne mærke, at jeg var på plads. Satire kunne noget«.
Stien deler sig pludseligt i to, og Huxi stopper op.
»Jeg aner simpelthen ikke, hvor vi er«, udbryder han grinende og lægger op til, at jeg skal guide os på rette vej. Vi spejder begge forvirrede rundt, indtil vi gennem nogle træer kan skimte vandtårnet på Randersvej tæt ved skolen. Et pejlemærke.
Vi følger en cykelsti i retning mod tårnet og taler videre om praktiktiden på DR Underholdning.
Oprindeligt var planen, at Huxi Bach, ligesom alle sine medstuderende, skulle tilbage til Aarhus og færdiggøre journalistuddannelsen. Dog havde han nu fået så godt greb om arbejdet på DR, at han blev tilbudt at forlænge praktikopholdet i seks måneder. Han takkede ja til, da han ikke havde travlt med at komme tilbage på skolebænken
Kort tid efter blev han af en ven anbefalet at gå til casting som vært på DR´s nye ungdomssatsning Boogie. En værtstjans, som han endte med at få. Dermed blev tankerne om at færdiggøre uddannelsen lagt på hylden.
Da Huxi Bach flere år senere modtog et brev om, at han nu officielt var afmeldt studiet grundet højt fravær, smed han blot brevet ud og tog på arbejde.
Makkeren af guld
Efter flere år som tv-vært kastede Huxi Bach sig over radiomediet, og da det populære radioprogram De Sorte Spejdere sendte for sidste gang på P3, var det Huxi Bach, som Danmarks Radio tilbød at lave det næste eftermiddagsprogram på kanalen. Han manglede dog en medvært.
»P3 havde et problem med fornyelse. Når der skulle fornyes, rystede man bare Excel-arket med de samme mennesker, som så endte på nye pladser. Der skete intet. Så jeg insisterede på, at jeg selv ville vælge min medvært. Og det skulle være Karen Thisted,« fortæller Huxi Bach, som forinden havde haft Karen Thisted med som gæst i sit tidligere radioprogram Mondo.
»Vi klikkede bare helt vildt. Der var en enormt god kemi. Cheferne var ikke meget for det, men jeg holdt fast. Det skulle fandme være Karen. Hun var jo bare guld. Hun kendte alle mennesker og havde prøvet de mest sindssyge ting.«
Huxi Bach fik sin vilje, og sammen med Karen Thisted skabte de programmet Den Løse Kanon, som fik stor succes. Jeg kan mærke en vis vemod i Huxis stemme, når han snakker om Karen Thisted, der sidste forår døde i sit hjem i København, 73 år gammel.
»Det er det største tab, den her corona har påført mig. Det var meget trist. Hende holdt jeg sgu meget af«, siger Huxi Bach, hvorefter samtalen forstummer for et kort øjeblik.
Journalistisk satiredrive
Siden tiden på P3 har Huxi Bach lystigt hoppet rundt mellem diverse radio – og tv-projekter. Fælles for langt størstedelen af projekterne er dog, at de ligger placeret i krydsfeltet mellem journalistik og komik. Brugen af humor er hans vigtigste arbejdsredskab og kan, ifølge ham selv, være et fantastisk værktøj, når der skal formidles tunge historier.
»Når jeg skriver, er jeg drevet af indignation – ligesom journalister. Jeg er drevet af harme. Journalisternes opgave er at skrive det i en avis, og mit job er at få det til at være sjovt,« fortæller han med en hurtig stemme, mens vi drejer væk fra cykelstien.
Med vandtårnet som sigtelinje har vi fundet tilbage til skolen. Uroen fra køretøjerne er forsvundet, og vi fortsætter derfor samtalen foran den gamle hovedindgang.
Jeg spørger yderligere ind til Huxis arbejde med den politiske satire. Han fortæller, at der som udgangspunkt ikke er nogen grænse for, hvad man må lave sjov med, men at det for ham handler om at slå på de rigtige:
»God satire udstiller dem, der skal udstilles. Når Henrik Qvortrup står til pressemøder og ikke kan – for the love of God – hive et svar ud af Mette Frederiksen, Nick Hækkerup eller andre af de der nisser. Her kan satiren bruges som et andet greb, der kan nå bredere ud. Det kan udstille dem på andre måder, end journalisterne kan.«
Der er noget fascinerende ved at høre Huxi Bach fortælle så passioneret om det, han har dedikeret sit liv til. I et arbejdsliv, der konstant har handlet om at lede efter det sjove, kan det være svært at bevare realitetssansen. Men efter 20 år i branchen lyser begejstringen ved arbejdsprocessen stadig i Huxi Bachs øjne, og glæden for hans kommende projekter kan aflæses nemt i hans storsmilende ansigt.
Vi følges sammen mod parkeringspladsen. Huxi Bach skal mod centrum for at spille en lille sang i en guitarbutik. Han røber dog, inden han går, at han snart er aktuel med en ny satireserie på DR2. Her skal han af flere omgange kigge nærmere på efterårets kommunalvalg, og grave i nogle af valgets skøre historier.
»Det bliver fedt.«