Illustration: Timothy Martin
I løbet af de seneste tyve år har højrenationalismen fundet vej ind i de europæiske parlamenter. De højrenationalistiske partier bliver ofte beskyldt for at være populistiske, fordi de er højreorienterede, men det er en misforståelse, mener to eksperter, der forsker i populisme.
Så sent som i sidste måned fik Italien en ny højrenationalistisk regeringsleder, Giorgia Meloni, og samme måned stormede det højrenationalistiske parti, Sverigedemokraterna, ind i den svenske Riksdag med ca. 20 procent af stemmerne. Sammen med utallige andre højrenationalistiske partier og politikere på tværs af Europa kæmper de for mindre immigration, multikulturalisme og EU.
Fælles for dem er ikke kun et politisk ståsted, men også det, at de jævnligt bliver kaldt populister. Det er der en vis sandhed i, men der eksisterer samtidigt en misforståelse af, at de er populistiske, fordi deres politik er højreorienteret. For at forstå højrepopulismen må man forstå populismen og dens årsager og konsekvenser.
Ifølge Christian Rostbøll, som er forsker i populisme og professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, dækker betegnelsen populisme over et fjendtligt forhold mellem folket og eliten. Populister mener, at folket skal have gennemført sin vilje, og at politiske beslutninger kun er legitime, hvis de er til fordel for dem, populisterne kalder for folket – en gruppe de selv udpeger, hvem er.
At man er populist, fordi man er indvandrerkritisk eller fører en højrenationalistisk politik, er en misforståelse. Det forklarer populismeforsker på RUC, Allan Dreyer Hansen, der understreger vigtigheden af, at man adskiller det at være indvandrerkritisk fra at være populist. Christian Rostbøll peger på, at populisme er en forståelse af grupperinger i samfundet, mere end det er en politisk holdning.
»Der vil være nogen, der siger, at man er højrepopulist, hvis man er indvandrerkritisk. Jeg vil sige, at man først er højrepopulist, hvis man siger, at grunden til dårligdommene i samfundet er, at vi har en elite, der undertrykker folket,« forklarer Allan Dreyer Hansen.
For højrenationalister består ‘dårligdommene i samfundet’ ofte af indvandring, og det højrepopulistiske opstår, når de anklager en ‘elite’ for at være skyld i det – hvad end det er EU, regeringsmagten, den dybe stat eller noget helt fjerde. Allan Dreyer Hansen kalder ordene ‘folk’ og ‘elite’ for nærmest tomme kategorier, der kan udfyldes forskelligt alt efter, hvem der ser.
En forandret verden
Årsagerne til at højrepopulismen har gjort sit indtog er mange og tvetydige. Christian Rostbøll peger på, at der både findes økonomiske og kulturelle forklaringer.
Ifølge ham er de økonomiske forklaringer forbundet med finanskrisen i 2008 og nogle af de konsekvenser, globaliseringen har medført. Mange af dem, der støtter højrepopulismen, har oplevet, at deres lønninger er stagneret, at de har mistet deres arbejde eller at den virksomhed, de arbejdede i, er blevet udflyttet eller lukket.
»Når de sammenligner sig med resten af samfundet, så føler de ikke, at deres situation er blevet forbedret lige så meget som dem rundt omkring dem.«
De kulturelle forklaringer bunder i, at der er grupper i samfundet, som ikke føler sig tilstrækkeligt set, hørt eller taget alvorligt, og som har mistet en status, de før har følt en stolthed over at have. Det er de grupper, som højrepopulister særligt appellerer til.
»Der er ikke noget specielt godt ved at være mand længere, for nu har kvinder samme status. Der er heller ikke noget specielt godt ved at være kristen, for andre religioner er lige så vigtige. Der er heller ikke noget specielt godt ved at være hvid.«
Højrepopulisme eller ej
Allan Dreyer Hansen har beskæftiget sig med et studie, som bl.a. analyserer Dansk Folkepartis kampagner under folketingsvalgene i 2001 og 2015. Et parti, der ofte bliver kaldt populistisk, fordi de i mange år har opstillet et ‘os og dem’-forhold mellem etniske danskere og indvandrere, og anklaget en elite for at tillade denne indvandring.
»I 2001 er der en meget kraftig populisme og udpegning af, at det er den kulturradikale elite og EU-elite, der er skyld i, at Danmark og resten af Vesteuropa bliver oversvømmet af illegitim indvandring. I 2015 er elite-kritikken stort set væk. Der er stadigvæk masser af kritik af muslimsk indvandring, men i den måde jeg forstår populisme på, er det ikke højrepopulistisk, men derimod højrenationalistisk.«
Allan Dreyer Hansen kalder det ”ekstremt effektfuldt” at benytte populisme, altså en kritik af eliten, som et greb til at fremme den politik, man gerne vil have indført. Han mener, at årsagen til, at Dansk Folkeparti ikke har været særligt populistiske i mange år, skyldes, at andre partier delvist har overtaget den udlændingepolitik, partiet længe har været bannerførere for. Derfor har partiet mistet en ‘elite’, som de kan kritisere for at have tilladt indvandringen.
Han fremhæver Inger Støjberg som en politiker, der agerer populistisk. Hun opstiller nemlig en konflikt mellem land og by, når hun udpeger ‘provinsdanmark’ som folket og ‘salonerne i København’ som eliten. Men han tøver dog med at kalde hendes parti, Danmarksdemokraterne, for populistisk.
»At kalde Danmarksdemokraterne for et populistisk parti kommer helt an på, hvordan de agerer efter et valg. Det kan sagtens være, de bliver meget mere system-integrerede, ligesom det er sket med Dansk Folkeparti.«
Et demokratisk problem?
Hvorvidt populisme er gavnligt eller skadeligt for demokratiet kommer an på, om populisterne er en del af oppositionen eller magten, mener Christian Rostbøll.
»Så længe de populistiske partier er i opposition, så kan de være motiverende for politisk deltagelse. Der er mange af de populistiske partier, især højrefløjspartier, der motiverer folk til deltagelse, som ellers har været sofavælgere eller aldrig deltaget i demonstrationer. Så nogle ser det som et plus for demokratiet, at der er en bredere gruppe, der bliver involveret i politik.«
Det demokratiske problem opstår, når de populistiske partier kommer til magten, fordi de begynder at begrænse politiske modstanderes muligheder for at være uenig med dem.
»De har generelt set ikke respekt for deres politiske modstandere. Man ser det i lande som Ungarn og Polen, som ikke længere regnes for demokratier, fordi de fratager modstanderes politiske rettigheder og lukker ned for oppositions-medier.«
Hvorvidt populisme er mest gavnligt eller skadeligt for demokratiet, findes der ikke et entydigt svar på. Det opstår, når grupper i samfundet føler sig overset, og det er et effektivt greb, der kan skabe dagsordener og ny politik.