Foto: AI-genereret med Canva
Mit navn vil til evig tid stå på en støtterklæring til den palæstinensiske befolkning i Gaza, og det ærgrer mig
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
En tidlig morgen i november sidste år landede en støtteerklæring i min indbakke. Erklæringen var formuleret og afsendt af en gruppe journaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg læste erklæringen igennem og lod øjnene glide ned over de mange navne på studerende, der ligesom jeg selv læser til journalist.
Støtteerklæringen, eller solidaritetserklæringen, som den blev kaldt, var udformet og afsendt i lyset af terrorangrebet d. 7. oktober og den dertilhørende konflikt mellem Israel og Hamas. Erklæringen indeholdt blandt andet følgende formulering: ”Vi er den danske mediebranches fremtidige stemmer, og vi ønsker at fordømme den inhumane behandling og de krigsforbrydelser, der sker i Gaza”. Det var ordene og ordvalget.
Jeg modtog erklæringen d. 3. november, under én måned efter terrorangrebet. Jeg satte på ingen måde spørgsmålstegn ved ord som ”krigsforbrydelse” eller bemærkede den ladning, erklæringens formuleringer rummede.
En hovedløs morgen med en hjemløs skyldfølelse
Den morgen var jeg ikke engang stået ud ad sengen; jeg sad lænet op ad væggen bag mig, med mobilen i hånden og natbordslampen tændt. Solidaritetserklæring modtog jeg fra en medstuderende, der i sin besked gjorde opmærksom på, at erklæringen vil blive offentliggjort senere samme dag. Få minutter efter modtagelsen sendte jeg en mail retur, og slutte mig dermed til listen af solidariske journalister. En tilslutning, der matchede mit selvbillede.
Hovedløst eller med en manglende forståelse for, at mit hoved nu sad mellem skuldrende på en journalist. Kort efter afsendelsen blev jeg ramt af en hjemløs skyldfølelse, jeg ikke selv kunne præcisere.
De efterfølgende dage blev støtteerklæring diskuteret på studiet, bragt op i forbindelse med undervisning og centerlederen for journalistik var sågar forbi i redaktionslokalerne for at knytte et par ord til ”den støtteerklæring, som lige nu
florerer på uddannelserne”. Derefter fandt jeg ud af, hvor skyldfølelsen og den forkerte mavefornemmelse hørt hjemme. Jeg fortrød. Jeg skulle ikke have skrevet under.
Journalistisk objektivitet vekslet til dyre lærepenge
I de dage var jeg meget overvældet. Jeg følte, at erhvervets ansvar og uskrevne regler var landet tungt på mine skuldre. Jeg var vågnet op i en ny krop. En journalistkrop. Det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne adskille mine private holdninger fra mit kommende professionelle liv som journalist.
Med den erkendelse og min journalistiske karriere foran mig, følte jeg ærligt talt, at jeg allerede var havnet i mediebranchens svar på Vestre Fængsel. Jeg havde begået den ultimative journalistiske forbrydelse, før jeg overhovedet havde erkendt, at jeg var journalist.
Dermed ændrede erkendelsen en smule karakter og blev til en frygt. En frygt for, at der om 10 år ville stå en arbejdsgiver, en kritisk kilde eller en irriterende læser overfor mig med støtteerklæringen i hånden og tvivle på mine kompetencer, mit standpunkt og min validitet som journalist.
Efter en uge i erkendelsens og fortrydelsens vakuum sendte jeg mit livs nok mest desperate mail. Jeg bad om at få mit navn fjernet fra lis- ten. Den fucking liste. Et ansigtstab af dimensioner.
Så hvorfor fanden skrev jeg under? Det har jeg tænkt over mange gange
siden.
På et eller andet plan sad jeg med et behov for at udtrykke og pynte mig med min sympati, og samtidig frygtede jeg at blive stemplet som skurk, hvis jeg som den eneste ikke havde mit navn på listen. Jeg var usikker på, om min manglende støtte kunne oversættes til manglende solidaritet. Meget sigende for denne konflikt
kunne jeg ikke få øje på et neutralt ståsted.
Men det ståsted skulle jeg have fundet. Svaret på min desperate mail kom hurtigt. Det var ikke muligt at fjerne mit navn.
Jeg har nu besluttet at printe støtteerklæringen ud og hænge den op, om en påmindelse om at værne om min objektivitet. Lad os kalde det dyre lærepenge.
Jeg og min generation af journalister burde aldrig have udformet og underskrevet en sådan erklæring. Vi burde have været den sidste branche til at erklære vores standpunkt, men vi var sgu næsten den første. Det beklager jeg.