Er nutidens journalister for passive i deres nyhedsdækning, og er den famøse vagthund i virkeligheden demokratiets sande vogter? Lixen giver her sit bud på, hvilken anden hund der i 2019 står klar til at give pote.
Klummen er et udtryk for skribenternes holdning.
En journalist er demokratiets vagthund. Den gøende fjerde statsmagt. Det synes i alle fald at være en indgroet sandhed i den journalistiske selvopfattelse. En piedestal, som man stræber efter at stå på, første gang man går ind gennem dørene til den berygtede optagelsessamtale med rystende hænder og bævende hjerte.
Men er vagthundssymbolikken i virkeligheden misforstået?
I faget ‘Journalistik og Samfund’ blev de journaliststuderende på andet semester for nylig introduceret for Peter Bros såkaldte hundemodel. Ifølge professoren, der er centerleder på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, kan man som journalist stræbe efter at være fire forskellige hundetyper: jagthund, redningshund, hyrdehund og vagthund. Dette fremgår af centerlederens nyhedskompas, som både er et analyse- og aktiveringsredskab for journalister. Her optræder vagthunden blot som en passiv aktør på den journalistiske scene, hvor disse observerer magthaverne fra sidelinjen uden hverken at inddrage borgerne eller dem selv.
Men skal journalister virkelig nøjes med at bjæffe, eller skal de komme med konstruktive løsninger? Vi mener det sidste.
Det gør vi, idet redningshunden til forskel fra vagthunden agerer aktivt og forsøger at inddrage borgerne i journalistikken. Fokus er på at få implementeret løsninger i samfundet og samtidig forholde sig til, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i diverse sager. Selv om dette i høj grad strider imod den tilstræbte objektivitet, som enhver journalist burde se som sit højeste pejlemærke, vil vi dog opfordre til at betragte redningshundens gøen gennem nutidens briller.
Vagthundens observation er ikke længere tilstrækkelig. Læserne, seerne og lytterne skal nødvendigvis inddrages i de problematikker, de står over for for at kunne gøre en forskel af betydning. Slut med at være passiv.
Nogle vil nok mene, at redningshundens grundlag er baseret på et idealistisk verdenssyn. Til optagelsessamtalerne var der i alle fald mange, som fik serveret et løftet øjenbryn og en spydig konstatering venligt forklædt som et spørgsmål: Du kan vel ikke bare tro, at du kan redde verden? Er det ikke alt for idealistisk at tro, at du kan gøre en forskel for nogen? Og da slet ikke noget, der vil gøre en forskel i det store billede.
Og ja, når man bliver “ristet” til førnævnte samtale, skyldes det, at man klarer det godt. Vi véd det godt. Men grunden til, at man sidder i den varme stol til at begynde med, er jo netop, at man som journalistspire ønsker at gøre en forskel med journalistikken som sit fornemste våben, hvorfor man hurtigt taber ansigt.
Derfor mener vi også, at det er på høje tid, at den traditionelle vagthund går i hundehuset, og at redningshunden for alvor vågner op. I disse tider, hvor klimakampen gør sit indtog på verdensplan, kan vi som journalister ikke bare sidde tilbage og kigge på. Kvindekampen bør vinde spalteplads i medierne alle dage – ikke kun når den 8. marts er lige om hjørnet. En mandschauvinist med toupé (i daglig tale den amerikanske præsident) kontrollerer den vestlige verden og beskylder alverdens medier for at være fake, mens han selv lyver mere end Pinocchio på en god dag. Vi må trække i snoren. Gå forrest og lede vejen.
Ikke kun for at oplyse og involvere i verdens tilbagegang og problemer – for dem er der nok af, hvis man blot åbner sine øjne en smule – men i stedet gå konstruktivismens og løsningernes vej. Måske skal vi endda krydre med en lille solskinshistorie hist og her, så vi ikke begraves i de dårlige nyheder, der dominerer sendeflader verden over? Når alt kommer til alt, gør det muligvis ikke noget, at journalistiske historier en gang imellem er en lille smule bløde og “fluffy”, selv om den journalistiske branche traditionelt set afskyr det specifikke ord. Alt dette er selvfølgelig sagt med viden om, at konstruktivismen længe har slået dybe og afgørende rødder i den danske og udenlandske mediebranche – vi vil blot gerne give en hjælpende pote med.
Ifølge Peter Bros nyhedskompas kan redningshunden nemlig motivere befolkningen til at engagere sig i vigtige sociale anliggender, som den ellers ikke ville have taget stilling til, hvis ikke den var blevet opfordret af journalisten. Et kødben til folket fra hunden selv. Vi må derfor ikke stikke snuden i vejret, men i stedet forsøge at forstå, at vi i kraft af vores fag (og vores ikke-korrupte og pressefrie fædreland) er en enormt privilegeret gruppe, der rent faktisk kan gøre en forskel. Så skriv om noget, der betyder noget. For dig. For andre. For os.
Om du fortsat vil anskue dig selv som demokratiets vagthund og stikke hale mellem benene, er helt op til dig. Vi opfordrer selvsagt til, at journalister gør højt i kor, stikker snuden i jorden og tager redningskappen på.