Kulturministeriet har i samarbejde med MAPS (Museum of Art in Public Spaces) lavet den første kortlægning af statuer i Danmark. Lige under en tredjedel er kvinder, men de færreste af disse er navngivne, og flere er nøgne
Af Rikke Borup Ravnholt
”Vil ministeren tage afstand fra, at strikkeaktivister skæmmer skulpturer i det offentlige rum, og mener ministeren, at det er hærværk?” spurgte folketingsmedlem Katrine Daugaard (LA), Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (M) om den 19. februar 2026. Et enkelt spørgsmål, der igen har sat gnister i debatten om kvindestatuer i det offentlige rum.
Kvindestatuer i det offentlige rum har siden 2024 været et emne, der er blevet diskuteret. Dengang startede det med, at flere påpegede, at der var flere statuer af for eksempel fabeldyr end historiske kvinder. Siden er debatten fortsat i 2025, hvor Politiken opfordrer deres læsere til at indsende deres bud på, hvilke kvinder, der bør have en statue. I dag er debatten mundet ud i den første kortlægning af statuer i Danmark, som er lavet af MAPS (Museum of Art in Public Spaces) i samarbejde med Kulturministeriet.
Debatten har på det seneste haft fokus på hvilke kvinder, der bør opføres statuer af, men spørgsmålet fra Liberal Alliances folketingsmedlem har også sat gang i spørgsmålet om, hvorvidt vi burde have så mange nøgne statuer i det offentlige rum – og om vi overhovedet må give dem tøj på, når de står ude i det kolde vejr. Så hvordan skal vi opfatte de strikbeklædte statuer? Det er det, vi skal undersøge her.
”Af alle aktivistiske metoder er aftagelig strik af filtet garn næppe hærværk eller noget, der får mit hårløse hoved til at rødboble mest af gammeldags raseri. Jeg er umiddelbart meget mere forarget over, at kvinder stort set altid fremstilles som nøgne og storbarmede, når de stilles til skue, i stedet for både betydningsfulde og væsentlige for vort lands historie,” svarede kulturminister Jakob Engel-Schmidt Katrine Daugaard (LA).
Emnet om, at flere kvindestatuer i fremtiden skal afbilde historiske kvinder, har været oppe at vende gentagne gange, men der er før ikke blevet sat tal på, præcis hvor mange kvindestatuer der i forvejen eksisterer, eller hvor mange af dem, der er navngivne. Netop det har Kulturministeriet i samarbejde med MAPS (Museum of Art in Public Spaces) kortlagt i en ny undersøgelse.
Mændene fører langt foran kvinderne
Når vi kigger på kvindestatuer i det offentlige rum, er det ofte, at vi ikke helt kan sætte navn på præcis, hvem det er, hun skal forestille – måske ligner hun for det meste ikke rigtigt et menneske, men nærmere et generisk bud på hvordan en kvinde kan eller bør se ud. De har som oftest det samme ansigt, der fjernt kan minde om det, man ser i statuerne fra antikken, eller også ligner de en tegning, der er blevet bragt til live. Alle har hår, der sidder helt perfekt og på samme måde, eller også deler de alle de samme kropsproportioner – en stor barm, smal talje og en tendens til at afspejle antikkens Venus-figurer. Kort sagt er de alle bygget på en bestemt æstetik, der altid tilgodeser ynde og mytologi frem for den realistiske kvinde.
Udover det ensartede udseende er der også god grund til, at man sjældent kan sætte navn på de kvindestatuer man ser. For der findes nemlig kun 43 navngivne kvindestatuer i Danmark. 43 ud af de i alt 519 kvindestatuer, som Kulturministeriet har kortlagt.
Det er netop her, mændene fører. Modsat kvinderne er der ikke kun over 300 flere statuer af mænd, men der er omkring 450 flere navngivne statuer af mænd i det offentlige rum. Noget bestyrelsesforkvinden for Dansk Kvindesamfund, Louise Vinther Alis, mener man kan gøre bedre ved at repræsentere flere historiske kvinder gennem statuer:
”De historiske kvinder vi har haft i Danmark, der har været med til at forme vores land, har kæmpet mod en masse strukturer i deres samtid. At vi også i vores oplyste nutid fortsat ignorerer deres påvirkning, er en dobbelt hån. Statuer er symbolik, men det er også repræsentation. De minder os om, hvad vi som dødelige mennesker kan præstere, og derfor er det vigtigt, at alle kan se sig selv i de personer vi vælger, for de er permanente vidnesbyrd i det offentlige rum.”
Det er heller ikke noget nyt, at der efterspørges repræsentation, når det kommer til statuer i det offentlige rum. Det er igen og igen et af de argumenter man hører, når diskussionen om kvindestatuer tages op. Alle skal kunne identificere sig med de historiske personer, vi giver værdi i det offentlige samfund.
Problemet er ikke nøgenheden
I sig selv er nøgne kvindestatuer ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Problemet er nærmere signalet, de sender. Ifølge Louise Vinther Alis handler det om, at kvinderne bliver set som objekter, frem for noget andet:
”Vi har ikke et problem med nøgne kvindekroppe. Vi har et problem med, at de bliver set som noget, der bliver begloet og ikke som nogen, der har været med til at forme vigtige dele af historien.”
Som Louise Vinther Alis forklarer, ser de i Dansk Kvindesamfund, at problemet igen er den manglende repræsentation af historiske kvinder – ikke nødvendigvis de 120 nøgne kvindestatuer. De understreger, at det ikke er ensbetydende med, at der derfor skal blive ved med at blive opført nøgne kvindestatuer. Derimod mener de, indsatsen nu bør være på at få de historiske kvinder længere ud i samfundet.
”Så længe der er så få historiske og navngivne kvindelige statuer, synes vi sagtens, man kan stoppe med at opføre nye statuer og mindesmærker indenfor kategorier, der allerede er tungt overrepræsenterede. Så fabeldyr, nøgne unavngivne kvinder og historiske mænd går der længe, før vi kommer til at mangle flere af,” understreger Louise Vinther Alis.
Så når Katrine Daugaard (LA) sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt nøgne kvindestatuer, der bliver beklædt med strik, udsættes for hærværk, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at vi skal fjerne de nøgne kvindestatuer. I relation til når nøgne kvindestatuer bliver beklædt, men ikke direkte spurgt til Katrine Daugaards (LA) spørgsmål, svarede Louise Vinther Alis:
”Mange overser pointen om, at når aktivister giver nøgne statuer tøj på, så er det ikke et udtryk for nøgenforskrækkelse (…) Kvindelige kunstnere og politikere bliver stadig bedømt på deres fysiske fremtoning, mens mandlige ditto kan få lov at være en succes alene i kraft af hvad de kan og gør. Det handler om retten til at blive set som et handlende væsen i stedet for et objekt til beskuelse og bedømmelse.”
Fremtidsudsigterne
I statuekortlægningen fra Kulturministeriet og MAPS skriver Kulturministeriet, at kulturministeren vil afsætte et mindre millionbeløb, der skal medfinansiere opsætningen af flere kvindestatuer i det offentlige rum.
Dertil er et hold af eksperter fra Aalborg Universitet kommet med anbefalinger til hvilke kvinder, der bør repræsenteres i det offentlige rum – samt hvor de skal stå. Udvalget er blevet lavet med henblik på, at der i fremtiden vil være et fagligt grundlag bag den kunst, der opføres i det offentlige rum.