Foto: Pixabay
Debatten om køn er sat firkantet op – det er for meget mænd versus kvinder. Kvinden er det køn, som, selvom året nu siger 2023, stadig kæmper for ligestilling. Men måske ændringen i høj grad også skal findes i kvindens egen opfattelse af kønnene.
Det er med en lille smule hjertebanken og svedige håndflader, at jeg skriver dette indlæg. For det er blevet så nemt at træde ved siden af i debatten om køn.
Det er på tide, at vi sætter spørgsmålstegn ved det selvskabte kvindelige narrativ. Et narrativ, hvor en kvindelig sejr anses for at være mindre værd end en mandlig. Dette narrativ blev fodret i seneste sæson af Robinson Ekspeditionen, som jeg så. For dem, der ikke ved, hvad det går ud på, så er det kort fortalt en flok mennesker, både mænd og kvinder, der kommer ud på en eksotisk øde ø, hvor de i en måned skal dyste mod hinanden. Her bliver de både fysisk og psykisk presset til det yderste. Til sidst står der én tilbage som vinder af årets ekspedition.
Programmet satte skub i mine tanker, og en lille irritation hobede sig stille og roligt op. I samtlige afsnit hører man udtalelser som: ”Vi er de sidste piger tilbage – det synes jeg virkelig er godt gået”, eller ”Det kunne virkelig være fedt at være den sidste pige tilbage”. Og jeg er enig. Det er sejt. Megasejt. Men da ikke på grund af kønnet. Det er udtalelser, som mange sikkert ikke skænker en tanke. I hver episode var der overflod af udtryk som disse, og det var også den eneste grund til, at jeg bed mærke i det – og blev godt og grundigt mættet af det.
Jeg tror, at det til en vis grad er blevet en indgroet del af den måde, vi skelner mellem kønnene på. At en kvinde skulle slå en mand i udholdenhed og styrke er et eller andet sted helt uhørt, og hvis de så på mirakuløs vis skulle gøre det, er det ekstra flot. Det er en meget gammeldags måde at skildre kønnene på. Det kan måske lyde som om, at jeg peger fingre ad mændene. Men nej. Min pointe er blot, at det kun er de kvindelige deltagere selv i programmet, der indirekte omtaler sig selv som ’det svage køn’. Og netop dét, synes jeg, er værd at tage fat i. Det fik mig nemlig til at tænke på, om vi kvinder måske selv fodrer narrativet om at være et svagere køn end mænd – ubevidst?
Så sidder den skarpe læser måske og tænker: Men der er jo også nogle grundlæggende fysiologiske forskelle på mænd og kvinder. Og ja, det kan man ikke benægte. For mig er det mere princippet om, at kvinder skal passe på med ikke selv at nedsætte forventningerne til eget køn.
Man kan også dreje vinklen 180 grader og sætte spørgsmålstegn ved, om det er mindre sejt, at en mand vinder Robinson Ekspeditionen end en kvinde? Om det er mindre sejt, at en mand slår en kvinde i en konkurrence? Nej. Svaret er nej. Og det tillader jeg mig at tro, at størstedelen vil være enig med mig i. Så hvorfor er det, at vi, når kvinden udkonkurrerer manden, klapper hårdere og roser højere?
Alt imens jeg sidder her og virtuelt peger fingre, så peger der altså også virtuelle fingre ind mod mig selv. For hvad med dig selv? Tænker du måske, mens dine øjne bevæger sig ned over sætningerne og læser om en kvinde, der peger fingre ad andre kvinder. For det er jo så nemt at pege fingre ad alle andre.
Jeg har også en tendens til at heppe lidt ekstra på kvinderne i konkurrencer, hvor begge køn indgår. Og generelt klapper jeg lidt hårdere, hvis det er en kvinde, der vinder en konkurrence. Det er udelukkende gjort med gode intentioner og til en vis grad for at hædre, når det kvindelige køn markerer sig. Det tror jeg, at flere kvinder kan nikke genkendende til – især i en tid, hvor kvindekampen er glødende hed. Spørgsmålet er så, om vi i højere grad gør os selv en bjørnetjeneste? Forstået sådan, at vi netop på den måde fodrer narrativet om kvinden som det svage køn. I mit hoved kommer vi nemlig til at signalere, at en kvindelig sejr er mere overraskende end en mandlig, som så er lig med, at vi sænker vores forventninger til det kvindelige køn. Og det tror jeg er vigtigt, at vi har for øje.
Zoomer man ud og ser narrativet fra fugleperspektiv, er der egentlig en del udtryk, hvor kvinder bliver skildret som et svagere køn. Det er på en eller anden måde blevet normale vendinger, som vi ikke tænker over. Men det burde vi. ”Af en kvinde at være” er f.eks. et udtryk, som er ganske normalt at slynge ud. Et eksempel her kunne være: ”Jeg synes da, at det var meget godt sparket af en kvinde at være”. Det er som om, at vi nogle gange undskylder på vegne af vores køn. At hvis noget fejler – især i fysiske præstationer – så skal man altså lige tage højde for, at det blev udført af en kvinde. Men også omvendt, hvis noget går godt – igen især ved fysiske præstationer – så er det ekstra flot, når en kvinde stod bag. Især, hvis hun vippede en mand af pinden. Det tror jeg, kvinder gør af overordnet to grunde: Ét, fordi, der grundlæggende er et narrativ om, at kvinden er et svagere køn. Og to, fordi, vi så gerne vil modbevise det narrativ.
Og nu vi er i gang, kan vi lige så godt nævne lidt flere vendinger: ”Mand dig op”, ”du slår som en kvinde”, ”tøsedreng” og ”tøsefornærmet”. Og for at det ikke skal være løgn, så kommer udtryk som disse altså lige så ofte fra os kvinder selv. Det kan godt være, at det her er sat på spidsen. Og jeg ved godt, at disse udtalelser nok ikke berører kvinder i nogen særlig grad. Min pointe er bare, at debatten om køn, i min optik, er for meget mænd versus kvinder – og jeg er ret sikker på, at forandringen til en vis grad også starter ved os selv, kvinder.
Jeg har en ide om, at vi kvinder har haft lidt for travlt med at pege fingre ad det modsatte køn i en kønsdebat, der slår gnister – derfor glemmer vi at kigge indad. Og med det siger jeg ikke, at det ikke i mange tilfælde har været på sin plads. Jeg mener blot, at vi også selv skal huske på at ændre på det, vi gerne vil have andre til at ændre på. Ændring starter oftest ved en selv. Det er sejt, at en kvinde vinder i en konkurrence, hvor hun fysisk og psykisk bliver sat på prøve. Det er ikke sejt, fordi hun er kvinde. Det er sejt, fordi hun har vundet – og der var hun tilfældigvis også kvinde.