VERDEN

Flygtninge i Uganda udtømmer landets skove – Eksperter vurderer, at udviklingen kan medføre borgerkrig

Foto: Jonatan Robbert Larsen

Siden 2006 har flygtninge i Uganda ved ankomst modtaget store landområder og fået udbetalt lån til opstart af trækulsforretninger. Desværre har modellen store konsekvenser for landets snart udtømte regnskove. De over 1,5 millioner flygtninge i landet vandrer dagligt til de nærliggende skove for at fælde træer til opførsel af shelters, brænde til madlavning og vandrensning og til produktion af trækul, som de kan sælge. 

En stor lastvogn med et hold nyankomne congolesiske flygtninge sender en rød støvsky mod mine blottede øjne, da min Boda Boda-motorcykelchauffør og jeg kører langs den Ugandisk-Congolesiske grænse mod Kyangwali settlement i det østlige Uganda. De sidste kilometer inden grænsen til lejren får vi selskab af hundredvis af flygtninge fra lejren, der på hovedet slæber på nyfældet træ fra den nærliggende Bugomaskov.

Fra flygtningelejre til settlements

»Mzungu, show us legitimation and your government clearance,« råber grænsevagten til mig, da jeg står ved indgangen til Kyangwali og beder om at blive lukket ind. 

Den militante og næsten drakoniske tone står i skarp kontrast til, hvad der møder mig på den anden side af afspærringen. Få hundrede meter fra grænsevagten er en af de mange markedspladser placeret. Her mærkes dagligdagen, som den gør i de fleste ugandiske landsbyer. I et roligt tempo sælges der ud af trækul, mango og majs, og der handles med diverse elektroniske apparater.

I 2006 besluttede den daværende ugandiske regering at redefinere måden, man drev flygtningelejre på. Da man vedtog den omtalte ”2006 Refugee Act” blåstemplede man Uganda som et land, hvis model for flygtningelejre var både human og innovativ. I stedet for såkaldte ”lejre”, overgik man nu til ”settlements”, der er mere permanente og minder mere om landsbyer end en lejre. Landet er siden blevet internationalt anerkendt som det land i verden, der tilbyder de bedste vilkår til flygtninge.

Siden 2006 har politisk uro i DR Congo og borgerkrig i Sydsudan drevet hundredtusindvis af flygtninge til Uganda. I dag er Uganda det land på kontinentet, der huser flest flygtninge. Cotilda Nakyeyune, der er Programme Manager i CARE International, forklarer, at settlement-modellen medfører enorme konsekvenser for landets skove. Modellen er ikke bæredygtig, og man har ikke været forberedt på så enorme flygtningestrømme.

»Når vi modtager store strømme af flygtninge forværres et allerede akut problem. Modellen er ikke bæredygtig og kan slet ikke bære så mange flygtninge. Sagt med andre ord; hvis ikke situationen forbedres, brister settlement-modellen og de gode vilkår, den medfører.«

Interne spændinger og udsigt til borgerkrig

Efter en uge i Kyangwali betaler jeg National Forest Authority’s soldater til at tage mig med til den nærliggende Bugoma-skov. Med et hold på fire soldater og tre såkaldte ”rangers” starter vi patruljen i den varme og fugtige regnskov. Missionen er at opspore og anholde enten congolesiske grupper, der organiserer ulovlig skovfældning eller lokale landsbyboere og flygtninge, der fælder træ i fredede skovområder.

»Get ready to chase. I have sight of something,« hvisker en af soldaterne til resten af holdet. Det næste øjeblik sætter de i løb efter tre flygtninge, der brænder træ til trækul hundrede meter fremme.

Som en del af 2006’s Refugee Act fremgår det tydeligt, at alle settlements, der opstartes, skal placeres minimum 15 kilometer fra den nærmeste regnskov. Baggrunden var, at man ønskede at motivere flygtninge til at søge alternativer til træbrænde og kul. I 2006 husede Uganda 240.000 flygtninge. Som hotspot imellem både DR Congo, Sydsudan og Rwanda har landet siden modtaget på den gode side af halvanden millioner mennesker på flugt. Den store tilstrømning betyder, at der er hård kamp om de knappe træressourcer. Både flygtninge, lokale og organiserede kriminelle grupper vil have fingre i de dyrebare stammer. Edward Naloke fra National Forest Authority mener, at konkurrencen skaber store spændinger:

»Der er på nuværende tidspunkt så stor kamp om skovens ressourcer, at vi oplever voldsomme konflikter mellem lokale, flygtninge og kriminelle grupper fra nabolandet DR Congo.«

Hos CARE International, der er førende indenfor implementering af alternative og bæredygtige initiativer i landets settlements, er det ikke blot lokale spændinger, man frygter. Hvis afskovningen fortsætter, som den har gjort de sidste fem år med 1,1 procentpoints fældning årligt, kan udsigterne være langt slemmere. Cotilda Nakyeyune påpeger, at der skal udrulles bæredygtige løsninger i landets lejre med øjeblikkelig virkning.  

»Det er yderst presserende for os at få alternativer til kul og brænde. Hvis situationen fortsætter som nu, er det kun et spørgsmål om tid, før vi vil opleve en konflikt med et af vores nabolande eller en regulær borgerkrig.« 

5 år bag tremmer

»Hvad er straffen for de tre flygtninge I har arresteret?« spørger jeg NFA-rangeren om, efter hans hold får sat de tre skræmte mænd ind i deres bil. 

»Fem års fængsel eller en bøde på 600.000 Ugandiske shillings,« svarer han. 

Da jeg sammen med min “fikser”, Alfred, vandrer fra skoven tilbage til flygtningene og deres settlement, får jeg mulighed for at vende situationen med et par af de flygtningefamilier, der bor i Kyangwali. En mor fortæller:

»Vi får et landplot, der er 50×100 fod. Der er der ikke plads til at gro træer til vores forbrug. Derfor, naturligvis, vandrer vi til den nærliggende skov for at fælde træ. Vi skal både bruge træ til at lave mad, rense vand og udbygge vores hytter.« 

Uganda skriger om hjælp

På trods af de hårde udsigter står det klart, at afskovningen bedst bremses ved at erstatte fossile brændstoffer og de knappe naturressourcer med alternative energikilder. Det kræver støtte fra internationale aktører. Spørgsmålet er, om muligheden for at vende udviklingen bliver grebet før regnskoven forsvinder.