OPINION

Feminist som skældsord er patriarkatets ammunition

Fucking feminist” har du måske hørt og læst i de evige frustrations- dog popcornslystfremkaldene kommentarspor på sociale medier, eller måske har du – som mig – tænkt eller sagt det selv. 

Og det er noget lort, for vi har brug for feminister til at gøre op med de mandsdominerede strukturer, der gennemsyrer verden. Selv var jeg uvidende. Udannet. Og påvirket af min opvækst og ungdom i en mainstream-media-virkelighed, der får for stor indflydelse på, hvad jeg synes, føler og gør. 

En undersøgelse fra 2019 kunne vise, at Danmark ligger i bunden af listen over lande, hvor fleste borgere betragter sig selv som feminister, og en del af årsagen kan være, at mediemøllen endnu en gang brillerer med deres sorte bælte i ”vi giver kun taletid til ekstremerne-taktik« og derfor ofte portrætterer feminister som rabiate mandehadere med alternativ kropsbehåret, og dermed bidrager til den misforståelse, feminismen i det hele taget er offer for. 

Ønsketænkning

Jeg vil ikke sidde og belære om feminisme i historisk kontekst, fordi sådan helt ærligt – det ved jeg slet ikke nok om, ej heller vil jeg pådutte dig alt for mange ”hvad fanden betyder det«-ord (ud over patriarkatet, som kan skabe usagt forvirring i befolkningen – men slå det op, vi har allerede taget første spadestik til dets dødsdom). 

Til gengæld vil jeg slå et slag for (undskyld klichéen, Jonas Blom), at vi begynder at uddanne os andre steder end i medierne: At vi læser bøger. At vi snakker med folk, der ikke nødvendigvis får taletid i medierne. 

Jeg ønsker, at vi – når vi alligevel scrollerThe Gram eller sidder og booster viden om verden i de samme medier, vi loyalt har betroet os til – begynder at udfordre vores eget ekkokammer. Jeg ønsker, at vi piller os selv som kommende journalister ned fra den kæphest, nogle har sat os og vores profession på og i stedet løfter det ansvar, vi ved følger med den magt, medierne og deraf også vi har. Jeg ønsker, vi begynder at lytte og læse og lære fra folk, der ved mere end os – uden vinkelsætninger og en pustende-i-nakken-nu-skal-du-altså-skrive-bare-for-at-skrive-og-nå-deadline-så-jeg-kan-få-kliks-redaktør.  

Jeg ønsker, vi skal bidrage til en nuanceret debat om, hvad det hele egentlig handler om, så vi undgår at hade noget, vi ikke ved, hvad er – og der har jeg så lige selv ret tiltrængt måttet lukke røven et stykke tid og være nysgerrig. 

»Altså, nu er det jo ikke fordi, jeg er feminist, men …«

Vi nærmer os en situation, hvor jeg må ty til fuld plade og indrømme, den sætning både er velhørt og velsagt af mig selv. Jeg var skrækslagen for at blive sat i feministbåsen, fordi ”jeg var jo ikke sådan en.« Og feminister – til tider også kaldt feminazis – er det netop ikke bare nogle, der hader mænd og viderefører rødstrømpernes kussebehåring og slagsange? 

Og så begyndte jeg at spørge i min søgen efter, hvad ”sådan en” nu engang dækkede over. Bruge min undren, hvis jeg lige skal tilfredsstille et par håndværksundervisere. Og så fandt jeg ud af, der ikke var særlig mange, der kunne svare på, hvad feminisme var, hvorfor de rynkede på næsen af tilhængerne af det eller slyngede skældsord ud i flæng.

Det var ligesom bare sådan lidt moderne at adaptere en kritisk holdning til feminisme som konsekvens af mediernes afhængighed af sort/hvid-holdninger – to farver, der sjældent klæder kønspolitik. 

Du er højst sandsynligt selv feminist

Kort sagt: Går du ind for total ligestilling mellem kønnene, og mener du, at mænd og kvinder er lige meget værd og skal have ens muligheder i livet, så er du feminist. I princippet er mange af os heldigvis feminister, selvom vi ikke ved det – hvis vi altså mener, at ligestilling er eller burde være en grundlæggende præmis i vores samfund. Og nu bliver det tricky: Mange af dem, der siger, de er feminister, er det slet ikke. 

For eksempel læste jeg et debatindlæg, hvor kvinder, der valgte at hjemmepasse børn, blev kritiseret for at være degraderet til kødgryderne. Det er ikke feminisme at se det som et step ”nedad” og gøre sig til dommer over, hvordan den enkelte forvalter sit liv. Og dem, der siger, at man som kvinde ikke må barbere sig, fordi det er at hoppe med på samfundets præmisser om kvindens kropsbehåring som værende forkert? Heller ikke.

Jeg har aldrig rigtig troet på det der ”løftet pegefinger”-strategi. Og det er det her heller ikke. Det er indlægget, jeg ville ønske, jeg selv havde læst for to år siden. Det er indlægget, der forsøger at besvare, hvorfor mange tænker, som de gør, og hvorfor det er vigtigt, vi begynder at tænke anderledes.

Det feminine er under angreb

Lad mig introducere dig for Katrine Blauenfeldt, der langer en fremragende forklaring over disken og blandt andet var med til at få mig til at fatte lidt. Så fremragende, at jeg ikke en gang gider gøre forsøget på selv at formulere det anderledes og dermed benytter B.T. og EB-strategierne ”vi skriver lige et par artikler ud fra et post på Insta”: 

”Hvis du er en mand, der går i tøj, som vi forbinder med kvinder og det feminine, så vil du helt sikkert opleve ubehagelige tilråb på gaden (og desværre ofte ting, der er værre), og det er, fordi du har valgt at »degradere« dig selv ved at iføre dig feminint tøj. Der er langt flere mænd end kvinder, der begår selvmord. Og en af grundene er, at vi lærer drenge, at de skal være store og stærke og klare alting selv. For det gør mænd, og når de så oplever at livet gør ondt, så har de ikke nogle redskaber til at håndtere det, fordi vi har forvist det, vi forbinder med at være feminin fra dem: At græde og tale om følelser og indrømme, at man har brug for hjælp. Det er alt det feminine, der er under angreb. Det er de værdier, egenskaber, jobs, påklædning etc. som vi forbinder med kvinder, som bliver nedgjort, som bliver undertrykt, som bliver værdsat mindre. Derfor skal det hedde feminisme.” 

Feminisme i 2020 og fremadrettet vil formentligt heller ikke begrænse sig til det forstokkede syn, at alt skal opdeles i to køn, men til mennesker. Måske vi en dag sågar udskifter ligestillingsbegrebet og dermed er fri for at afspore debatten qua den forpestning, ordet har fået, og i stedet snakker om ligeværd. 

#videre

Nu har du så brugt din tid, hvis du er nået så langt – og tak for det – på at læse knapt verdens længste indlæg om noget, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle have en byline på. 

Måske er du ligeglad. Måske har du mærket en reaktion. Om vi kan lide det eller ej, er vi, hvor vi er i dag, fordi vi står på skuldrene af andre, der har ikke har været bange for at blive kaldt et skældsord. Og om x antal år – måske allerede i morgen – vil verden være et bedre sted, hvis vi tør bære fanen videre.

Du kan være tilhænger af patriarkatet (og så skal du søge hjælp), eller du kan være feminist. 

Så ja, jeg er en fucking feminist, og alt andet ville jeg den dag i dag og med den viden, jeg nu besidder – helt seriøst hæve mit ene øjenbryn over.