Fem ting i Jonas Risvigs anden sæson af Salsa som slet ikke hører hjemme i en portrættering af ungdommen 2023

Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

DR troede, at Jonas Risvig ikke kunne fejle. Men i sæson to af serien Salsa følger han sin egen skabelon på en dårlig ungdomsserie. Den, som han kritiserede i begyndelsen af sin karriere. Noget tyder på, at han på vej til toppen har glemt sine egne principper.

I foråret 2020 udkom ungdomsserien Centrum, som var skrevet og instrueret af Jonas Risvig. Han udgav den på sin egen YouTube kanal, og serien markerede kickstarten på hans karriere. Et lille år senere interviewede Politiken ham om, hvad han mente, han kunne bidrage med til dansk ungdomsfiktion. I artiklen, som blev udgivet den 1. januar 2021, kritiserer han nyere, danske ungdomsserier (uden at nævne konkrete eksempler). Han udtaler, at »ungdomsserier i Danmark er en fuckfinger til de unge«. De »famler i blinde« og forsøger at berøre alt for mange emner, men formår kun at »ridse lidt i overfladen – eller blive en voksenforestilling om, hvad det vil sige at være ung«.

Herefter lover han at gøre det anderledes og gå forrest med at give de unge et talerør gennem fiktionsserier. Med andre ord: han ville være the voice of the generation. Siden udgivelsen af Centrum har Jonas Risvig lavet rigtig mange ungdomsserier. En af de nyeste er »Salsa«, hvor anden sæson netop er blevet udgivet. Det er svært at se, hvad Jonas Risvig har gjort sig af tanker for at holde fast i at være de unges talerør. Måske er det, fordi han har skiftet platform fra YouTube til DR, og derfor ikke længere har den kreative frihed, som han prangede sig med dengang i 2021. Det kan også være, at han simpelthen bare har glemt sine egne principper på vejen til toppen af film- og seriebranchen. Anden sæson af Salsa føles i hvert fald som en fuckfinger til de unge, og den tjekker alle de bokse af, som Risvig selv har stillet op som opskriften på en dårlig ungdomsserie. Jeg kan ikke forestille mig, at forberedelsen har bestået af andet end at læse et gammelt ViUngeblad og se en masse porno.

Der er nemlig så mange vigtige emner at tage fat på, hvis man skal portrættere 2023’s ungdom – og ikke ét af de emner er blevet belyst på en ordentlig måde i Salsa. Det er selvfølgelig okay at lave en serie til ren underholdning, eller som kun belyser et lille udsnit af ungdommen. Det er bare ikke dét, Risvig lovede os. Så her komme der fem ting, der skar i mine øjne, ører og mit hjerte, da jeg så anden sæson af Salsa.

1. Seksualiseringen af unge piger og deres venskaber

Den 12. maj 2023 fortæller Jonas Risvig i en artikel fra Berlingske, at han synes, skuespillerinder bliver seksualiseret af film- og seriebranchen. Det vil han løse ved at fjerne nøgenhed fra sine egne serier. »Vi er nødt til at gøre op med nøgenhed for nøgenhedens skyld«, siger han. Det er et rigtig godt statement at ville passe på sine unge skuespillerinder. Jeg synes bare ikke, der kan sættes et lighedstegn mellem nøgenhed og seksualisering. At fjerne nøgenhed er ikke at fjerne seksualisering – for seksualisering er der rigtig meget af i Salsa. For meget. Veninderne onanerer sammen, viser hinanden, hvordan man får en orgasme og har faktisk også sex foran hinanden. Når de ikke er sammen, ligger de på værelset i små toppe og g-strenge. De snakker ikke sammen om klimaangst, eksamensstress eller konflikten mellem Israel og Palæstina. Som ung kvinde kan jeg ikke identificere mig med denne portrættering, men jeg tror faktisk, at nogle mænd forestiller sig – eller fantaserer om – at venskabet mellem kvinder ser ud på denne måde. Denne forestilling bliver bekræftet, når jeg ser, hvordan unge kvinder optræder i pornofilm, når filmen er instrueret af ældre mænd. Jeg kan ikke lade være med at kæde de associationer sammen, når jeg ser scenen, hvor Victoria sidder på en kontorstol og får »slikket coochie« af en mand, som gemmer sig under bordet. Eller når to veninder spontant begynder at slikke hinanden i et baglokale på en klub. Scenerne virker virkelighedsfjerne, unaturlige, og pigerne bliver unødvendigt seksualiseret.

2. The gay best friend

»Du, Jonas… Vi har glemt diversiteten«.

Sådan forestiller jeg mig, at Jonas Risvigs makker – hvem end det er – har sagt, da han læste manuskriptet igennem og ellers var klar til at gå i gang med at filme serien. Løsningen blev: the gay best friend flytter ind i kollektivet. En flad karakter, proppet med fordomme, der efterhånden har optrådt i mange serier og film for at skabe diversitet, og som ikke har anden funktion end… At være der og sige »slay«. Ud over at være et forsimplet og karikeret billede på queer mænd og mennesker er det heller ikke løsningen på manglende diversitet i serien, som skal forestille at foregå i København, hvor der bor masser af unge mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk. Ud over Coster-Waldau søstrene, der har en mor fra Grønland, er personer med anden etnisk baggrund end dansk – og anden hudfarve end hvid – ikke til at opstøve i Salsa. Det i sig selv er helt forkert.

3. Snakken om kønsbehåring

Jeg føler mig faktisk stolt over at være en del af en generation, hvor der er så meget fokus på selvkærlighed og diversitet, hvad angår kroppen. Det føles som om ungdommen i fællesskab er i gang med at bryde med de kropsidealer, der er blevet plantet i vores hoveder fra en tidligere generation, hvor et behov for at sætte skønhed i kasser dominerede. Derfor er de små kommentarer om kønsbehåring i Salsa malplacerede. »Ad«, siger Umas veninde, da hun ser, at Uma har »hår på fissen«.

»Jeg kan ikke tænde på dig, fordi du har hår på fissen,« siger en dreng efterfølgende til Uma, da de skal til at have sex. Hun reagerer ved at blive sur og skamfuld over ikke at have barberet sig. »Du har sgu da heller ikke shavet« svarer hun – som om, det er en pligt, de begge har glemt at opfylde, og ikke et valg, de hver især har truffet, og som er helt okay.

4. Normaliseringen af at blive drugged og få overskredet sine grænser

Som sagt følger Jonas Risvig punktligt sin egen opskrift på en dårlig ungdomsserie, og vi er nu nået til: At ridse i overfladen på vigtige emner. Heriblandt at blive drugged og få overskredet sine grænser, når man er fuld. Salsa når ikke rigtig i mål med at belyse emnet og ender faktisk med at sende nogle rimelig farlige budskaber af sted. For eksempel tror Victoria, at hun er blevet drugged efter en aften i byen. Da hun fortæller sine veninder det, virker de ret ligeglade og svarer: »Nå, ej hvor nederen…« og »måske du skal tage til lægen?«

Det er en god idé at tage til lægen, hvis man har en mistanke om, at man er blevet drugged, og også en rigtig god idé at melde det til politiet bagefter. I stedet vælger Victoria at lade være med at gøre noget og ovenikøbet passivt se til, imens hendes lillesøsters veninde bliver drugged af samme person. Måske kan piger, der har haft svært ved at håndtere en drugging-episode spejle sig i Victoria. Men jeg synes, at serien bærer et stort ansvar. Salsa burde vise, hvordan man burde håndtere situationen, men serien taber ansvaret på gulvet.

5. Hvem er det egentlig, Salsa gerne vil portrættere?

Vi ved, at Jonas Risvig har en fascination af overklassens børn fra hans Viaplay-serie »Drenge«.

Det var fint, for vi forstod alle sammen, hvem serien handlede om. Men hvem er det egentlig, Salsa handler om? Risvig har selv fortalt, at hans serier er »en lukket fest for voksne«. Men Salsa føles også som en lukket fest for mig. For danskere, der ikke bor i København. For de unge, der bor i København, men ikke er etnisk danske. For queer personer. For dem, der ikke er en størrelse ekstra small. For dem, der skal have et arbejde ved siden af skolen for at have råd til at bo på Vesterbro. Faktisk føles Salsa som en lukket fest for alle andre end privilegerede etnisk danske, rige, heteroseksuelle, unge mennesker med store sølvhjerter om halsen. Det er ikke de unge skuespilleres skyld. Det er Jonas Risvigs.

Han lovede os nemlig en serie, der skulle portrættere ungdommen på en relaterbar og ærlig måde. Seriens intentioner viser sig sommetider i små glimt. For eksempel i en følsom scene, hvor en fyr kortvarigt mister erektion, da han skulle have et one night stand til en fest. Eller da veninderne har en (kort), men nuanceret og moderne, snak om sexarbejde i forbindelse med den nye opdatering af dating-appen Drift. Selvfølgelig seriens hovedbudskab: at unge kvinder har ret til at udforske et sexliv på deres egne præmisser. Desværre drukner de enkeltstående, gode øjeblikke bare i overfladiske samtaler mellem endimensionelle karakterer og en mangel på seriøsitet, respekt og ansvar over for de problemer, som unge oplever i dag. For hvis det er sådan her DR fremstiller ungdomslivet i 2023, giver det pludselig mening, at de voksne ikke vil gøre noget ved ungdommens problemer.

Hvordan skulle de vide, at problemerne findes?