Dette er et debatindlæg, og er et udtryk for skribentens egen holdning.
USA var engang lillebror – den naive unge, som vi europæere elskede at tryne, mens vi satte os selv på piedestalen som den civiliserede verdens centrum. Vi havde erfaring, kultur og historie. De havde cowboyhatte og borgerkrig. Men lillebror voksede sig stor og stærk – faktisk stærkere end os. Og vi har lige siden gemt os bag hans brede ryg, som et barn, der skjuler sig bag sin bror i skolegårdens sneboldkamp.
For mange europæiske lande – Danmark inklusive – har NATO været en behagelig undskyldning for ikke at tage ansvar for eget forsvar. Hvorfor bruge ressourcer på at bygge sit eget skjold, når lillebror allerede har et stort og stærkt et? Hvorfor bekymre sig om energiuafhængighed, når vi kunne nyde billig gas fra Rusland under USA’s sikkerhedsgaranti?
Men nu er tiden inde til at slippe lillebrors ben. For det sidder i disse dage fast på en 78-årig, magtliderlig og orange mand, der hellere vil give vaskere til sine modstandere end beskytte sine søskende. Donald Trumps isolationistiske ”America First”-politik har allerede vist os, hvor uforudsigeligt og farligt det er at være afhængig af USA. Hans uundgåelige tilbagevenden til magten udgør en reel trussel mod den sikkerhed, vi har taget for givet.
Når magten samles i de forkerte hænder
Vi er i Europa nødt til at forstå, at samarbejdet med USA lakker mod ende. Trods at USA har haft Grønland som deres militære legeplads siden 2. verdenskrig, står vi nu i situation hvor den orange voksenbaby truer med både økonomiske- og sågar militære midler, hvis han ikke må overtage rigsfællesskabets nordligste isflage helt.
Skulle Ruslands invasion fortsætte igennem det gamle Sovjet og resten af Europa, ville horisonten for hjælp måske være fjern.
Især hvis Trump havde fået frie hænder til at samle hans ‘The Avengers’ fra helvede, kunne vi have set en regering bestående af nogle af de mest kontroversielle og konspirationstro figurer i amerikansk politik. Forestil dig et kabinet, hvor Robert F. Kennedy Jr., politiks største nepo-baby og en mand, der har brugt årtier på at sprede misinformation om vacciner, var blevet sundhedsminister. En mand, der engang hævdede, at han havde en hjerneskade forårsaget af en orm, ville have haft ansvaret for USA’s sundhedspolitik – i en tid, hvor pandemier og folkesundhed er mere kritisk end nogensinde.
På forsvarsposten kunne Pete Hegseth have fået plads – en tidligere soldat og Fox News-kommentator, der tidligere blev markeret som en potentiel insidertrussel og fjernet fra nationalgarden under Joe Bidens indsættelse. En mand, der har ført en aggressiv, nationalistisk linje og er blevet beskyldt for seksuelle overgreb, kunne have haft nøglerne til det amerikanske militær.
Eller hvad med Kash Patel som national sikkerhedsrådgiver? En mand, der ser mainstreammedierne som den største trussel mod USA – større end skoleskyderier, opioidepidemier og udenlandske tyranner.
Under Trump-administrationen arbejdede han allerede bag kulisserne for at underminere retssystemet og efterretningstjenesterne. En figur, der mener, at sandheden kan manipuleres efter behov, kunne have haft direkte indflydelse på udenrigspolitikken.
Og jeg behøver vel ikke engang at nævne den saluterende Elon Musk, som jagter en form for meningsfuld tilværelse, indtil han kan kolonisere Mars med sine 7 børn og lige så mange selvglazende falske X-konti. Mest overraskende er dog, at Trump endnu ikke har nomineret nogen af de hundredvis af “aktivister” fra stormen på kongressen, som han allerede har benådet. Mennesker, der direkte gik til oprør mod demokratiet.
Denne samling mennesker er ikke blot et kuriosum; de havde også udgjort en direkte trussel mod det internationale samarbejde, Europa er afhængigt af. Hvis personer som Patel og Hegseth får magt, kan USA trække sig helt fra NATO og vende Europa ryggen i krisesituationer. Forestil dig et Europa, der står alene over for russisk aggression uden en sikkerhedsparaply.
Fra afhængighed til selvstændighed
Med pessimist-brillerne på er Europa nødt til at stå på egne ben. Det betyder øgede investeringer der langt overstiger de 2-5% af vores BNP som er på tale, eller sågar et samlet europæisk forsvar.
Det betyder at vi skal fralægge vores “atomkraft, nej tak” tankegang og indstille os på ”atomvåben, ja tak”. Det betyder en mere strategisk tilgang til energipolitik, hvor vi sikrer uafhængighed fra både Rusland og USA. Og det betyder, at vi skal udvikle en samlet europæisk udenrigspolitik, der ikke bare er en refleksion af amerikanske interesser.
Hvis vi ikke formår at tage ansvaret selv, risikerer vi at blive kastet rundt i stormagternes spil. Det kan betyde, at europæiske lande bliver isoleret og udsat for politisk og økonomisk pres fra stormagter som Rusland og Kina. Uden en selvstændig sikkerhedsstrategi kan vi opleve en situation, hvor Europas indflydelse reduceres til nul, og vores fremtidige sikkerhed bliver afhængig af tilfældige skift i amerikansk politik.
Derfor er det nu, vi skal vise, at vi ikke længere er et barn i skolegården. Vi skal stå frem som en voksen og selvstændig spiller på den geopolitiske scene. Lillebror kan være god at have i ryggen, men kun hvis vi kan klare os selv, når han ikke længere gider lege med andre end dem fra specialklassen.
