Kristoffer Dahy Ernst tiltrådte i november sidste år som den nye mand i spidsen for Euroman. Han er dermed magasinets femte chefredaktør på syv år. LIXEN har mødt ham til en snak om rollen som chefredaktør, den papirløse fremtid og Euromans mere moderne kvindesyn.
Ved en stille vej på det yderste af Østerbro i København ligger et kompleks af kontorbygninger med orange murstensmure. Her holder mediehuset Egmont til, og bag murene har hundredvis af journalister normalvis deres daglige arbejdsgang for magasiner som Hjemmet, ALT for damerne og Euroman. Coronaen har sendt langt det meste af personalet på hjemmearbejde, men heldigvis er dagens hovedperson stadig at træffe.
Kristoffer Dahy Ernst har siden udgangen af sidste år besiddet posten som chefredaktør for Euroman. Iført en grå rullekrave, blå jeans og et venligt smil byder han mig velkommen indenfor og viser mig kort rundt i bygningen. De åbne kontorlandskaber byder på masser af lys og flotte detaljer, og det er tydeligt at mærke, at det er en kreativ arbejdsplads.
Det varme sæde
Efter Euromans seneste chefredaktør, Karl Erik Stougaard, sagde ja til en stilling hos Nordjyske Medier, var magasinet uden en egentlig chefredaktør i tre måneder. Da Kristoffer Dahy Ernst så trådte til, blev han nu den femte person på blot syv år, der sidder i chefredaktørstolen hos Euroman.
Da jeg spørger om statistikken med de mange udskiftninger på redaktørposten, lægger det anledning til noget pres hos ham, og svaret lyder kort og afklaret:
»Nej. Nej, slet ikke.«
Det er heller ikke et helt nyt univers, Kristoffer Dahy Ernst træder ind i. Fra 2011 til 2014 var han Euromans web-redaktør, og han er mangeårig læser af magasinet. De seneste år har han foldet sig ud for reklamebureauet Friday.
Hvad er dine største styrker, i forhold til den post du besidder nu?
»Jeg synes, at jeg har en ret god idérigdom til, hvordan vi kan fortælle historier. Jeg synes også, at jeg har en ret god indsigt i, hvad der rører sig for manden. Derudover har jeg god digital og kommerciel forståelse, hvilket jeg tror er nødvendigt nu til dags, hvis man vil udgive noget.«
Printformatets skæbne
Netop den digitale forståelse er vigtig i en medieverden, som i stigende grad henter indtægter via digitale annoncører. Kristoffer Dahy Ernst tøver derfor heller ikke, når det kommer til den digitale strategi hos Euroman.
»Vi kommer til at sætte turbo på alt, der hedder digitalt, og bruge en masse krudt på hjemmesiden, nyhedsbreve og podcasts. Grundtonen i det hele er jo magasinet hver måned – det er dét, folk kender os for, men vi skal også have folks øjne op for, at vi udkommer med noget hver dag.«
Forestiller du dig en papirløs fremtid?
»Det kunne sagtens være, men samtidig forestiller jeg mig ikke, at den kommer de næste 10 år. Print har været dømt ude i mange år efterhånden, men rygterne om dets død har været stærkt overdrevne. Det er en kendsgerning, at læserne langsomt siver fra print, men slet ikke med den hastighed, som det er blevet varslet. Det giver os noget tid til at bygge en digital forretning, der er bæredygtig, og som vi gradvist kan lade blive den dominerende af de to.«
Nye tider, nyt kvindesyn
Siden midten af 00’erne har Euroman haft et fast indslag ved navn ’En kvinde vi kan li’ i magasinet. I starten indeholdt det oftest en kortere artikel om den udvalgte kvinde og en billedserie af hende letpåklædt.
De seneste år har formatet dog ændret sig, og dybdegående interviews med kvinder som skuespilleren Bodil Jørgensen og Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard har prydet siderne i bladet – begge fuldt påklædt.
Nu er indslaget blevet endeligt begravet, og det var en let beslutning:
»I de første mange år var det jo vitterligt kvinder i blondeundertøj, som var med for at have noget at kigge på i Euroman, og på et tidspunkt løb tiden fra det. De sidste to-tre år har det været seriøse interviews med kvinder, som vi respekterer for det, de kan og er. Men overvejelserne omkring, hvordan man vælger snittet med interviewet og billederne, er svære. Så det var en nem sejr at aflive formatet, fordi det gør arbejdet så meget lettere for redaktionen, at vi ikke skal lave det mere, og fordi vi vil repræsentere kvinder på en helt anden måde i magasinet.«
Hvordan er det blevet taget imod?
»I de brede medier, på sociale medier og blandt folk jeg kender, har det været en no-brainer. Folk har sagt ’selvfølgelig’ og ’det var også på tide’. Det viser, at det var en tidssvarende og let beslutning. Der har været nogle enkelte mænd, som har skrevet og sagt, det var ærgerligt og ’et knæfald’, men det er jeg ikke så bange for. Hvis de vil finde letpåklædte kvinder, kan de gøre det så mange andre steder.«
Euromans fremtid
Hvor meget en chefredaktør skal fylde i sit respektive medie, er en diskussion som altid vil være til stede. Nogle sværger til den frembrusende stil, som kan ses hos Ekstra Bladet og Poul Madsen, og andre foretrækker den mere tilbagetrukne rolle som eksempelvis Erik Bjerager i Kristeligt Dagblad. Hos Kristoffer Dahy Ernst er holdningen klar:
»Jeg vil rigtig gerne blande mig. Jeg fylder i forvejen en del i Euromans verden, og det er jeg ikke bleg for. Det er vigtigt, at man som redaktør og journalist tør være sin byline ret. Vi har mange, specielt af de yngre journalister som ved en masse om musik, mode og kultur, som jeg gerne vil dyrke noget mere. Jeg tror de dér journalistiske stjerner skal bære magasinet og titlerne. Et rigtig godt eksempel er Weekendavisen, som virkelig har nogle journalister, de dyrker, som kan deres kram, og som læserne virkelig holder meget af.«
Beskriv Euromans nuværende journalistik med tre ord.
»Veloplagt, overraskende og engagerende.«
Og hvis vi ser 5 år frem i tiden med dig ved roret, hvilke ord vil det så være?
»De samme. Vi har lige sendt det tredje magasin med min egen signatur på tryk, og jeg synes allerede, at vi er noget virkelig langt. Vi rammer den ikke 100 procent i hvert nummer, men hvis vi går efter de tre pejlemærker, kan det ikke være helt afmarcheret,« afslutter Kristoffer Dahy Ernst og smiler.