Danmarks Mediemuseum i Odense kan give journaliststuderende et grundigt indblik i den journalistiske historie Danmark. Men man skal skynde sig, hvis man vil nå at se mediemuseet, før de flytter.
For enden af Kongestien i Odense kan man finde en journalistisk kronjuvel nemlig Danmarks Mediemuseum.
Mediemuseet
I et af museet første rum ser man en tidslinje. Den starter fra 2010 og går helt tilbage til middelalderen. Og mediemuseet er en institution, der selv har nogle år på bagen. »Mediemuseet åbnede i 1984 som Danmarks Grafiske Museum. Dengang var projektet at bevare det grafiske håndværk«, fortæller Lise Kapper, der er museumsdirektør for Mediemuseet.
»Det var et håndværk, som var ved at dø ud, fordi trykkerierne gik over til en digital opsætning. Senere fusionerede museet med Dansk Pressemuseum, og så fik vi hele den pressehistoriske del med.«
Man kan høre en svag knagen fra gulvet, der giver sig, som man bevæger sig henover det. I baggrunden hører man en præsentationsvideo af flere grundlæggende begivenheder, der har fundet sted gennem det sidste årti. ‘Pia Kjærsgaard går af som formand for Dansk Folkeparti’, lyder det fra højtalerne.
Der står en avisbod og troner midt på gulvet i lokalet. Boden har en grålig farve og er pyntet med gamle gullige avisforsider fra en svunden tid, hvor man kunne købe aviser såsom Socialdemokraten eller Land og Folk. På bordet ved salgsvinduet ligger der kulørte blade af ældre dato. Ugebladene rasler, når man flytter på dem. Det lyder som efterårsblade fra et træ, og det falder én ind, hvor skrøbelige medierne egentlig er.
Museumsdirektør, Lise Kapper, mener, at de journaliststuderende vil kunne få noget ud af et besøg.
»Altså helt grundlæggende vil en journaliststuderende få et historisk indblik i medierne i Danmark fra nutiden og tilbage til middelalderen. En journaliststuderende vil også kunne få indblik i nogle håndværksteknikker, som ikke rigtigt eksisterer længere,« siger hun.
I et tilstødende lokale finder man et stort indrammet stykke papir. Papiret har en gullig farve, der næsten virker gylden. Papiret er et udskrift af Danmarks grundlov. I baggrunden fortæller højtalerne, at det demokratiske samfund, som vi kender det i dag, har rødder i grundloven fra 1849. Med den lovgivning blev ytringsfriheden indført i Danmark, hvilket gjorde, at alle kunne ytre sig frit på tale og på skrift. Medierne fik en mere betydelig rolle i samfundet, og i slutningen af 1800-tallet kom der for alvor fart på medierne, da man begyndte at masseproducere nyheder via trykpressen.
»Der er nogle tematiske emner, som især kunne være interessante for en journaliststuderende«, mener Lise Kapper og fortsætter:
»Det kunne være interessant for en journaliststuderende at se nogle af de tematiske behandlinger, vi har omkring de farlige medier. Det er både ytringsfrihed og censur i medierne. Det er nogle tematiske gennemgange af de mere udfordrende sider af medierne.«
Mediemixeren
En mandlig trykker henvender sig til museumsgæsterne for at fortælle, at der vil blive trykt aviser i et andet lokale, som man kalder for Mediemixeren.
»Den kan trykke 8000 i timen«, siger trykkearbejderen og nikker til trykpressen som en henvisning til de aviser, den spytter ud. Den ældre mandlige besøgende spørger om han må tage en af de frisktrykte aviser. – »Jo, men tryksværten er så frisk at den smitter af«, fortæller trykkearbejderen. Gamle maskiner, gamle problemer, kan man tænke. – »Ja, den skal stryges først«, udbryder en af de kvindelige besøgende.
I mediemixeren er der to computere, hvor man kan se ældre tv-udsendelser. Man bliver budt velkommen af en ung Lily Broberg, der siger goddag. Her er fjernsynet, vi håber, at I vil synes om det. Blandt udsendelserne er der alt fra fleggaardreklamer, der er lidt over grænsen, til nyhedsudsendelser fra EU-afstemningen om Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen, hvor der udbrød kampe mellem demonstranter og politi. Her beordrede en politiassistent en pressefotograf om ikke at filme et klammeri mellem en betjent og en demonstrant. Det er et tilfælde af en truet pressefrihed.
Der er et afsnit af Mediemixeren, hvor man selv kan lave indslag. Med store overskrifter på væggen står der ‘Optag, Remix, Del’. Man kan blandt andet prøve at være interviewer og stille spørgsmål. På en skærm, der er monteret i loftet, kan man se to drenge, der begge er klædt i mørkebrune cottoncoats og hatte for at illustrere, at de spiller en rolle. Bag dem kan man kan man se en havn med dertilhørende både. – »Ja, fiskestængerne står på den bå’ der«, siger en af drengene på syngende fynsk.
Det Mediearkæologiske Laboratorium
I det sidste lokale, det hedder det Mediearkæologiske Laboratorium, kan man eksperimentere med flere medier fra fortiden. Man kan spille på Commodore 64, høre kassettebånd og se VHS-film. Det lyseblå gulv bliver belyst af lysindfaldet fra et stort vindue i siden af lokalet, og det virker nærmest som om, at den blå himmel fortsætter ind i rummet. Gulvet knager, når man går fra en maskine og videre til en andet. Ved Commodoren står der en vejledning til, hvordan man får liv i devicet. Der står blandt andet: ‘Hav tålmodighed. Vælg et bånd og sæt det i båndstationen – hvis båndet ikke er spolet tilbage, skal det spoles tilbage til start’. Sætningen ‘hav tålmodighed’ bliver gentaget tre gange i resten af den ellers korte vejledning. Det ville man nok ikke kunne turde bede en forbruger om i dag.
Mediemuseet flytter
Hvis man skulle have lyst til at besøge museet, sådan som det er nu, så skal man skynde sig. For museet lukker den 30. december og flytter til Møntergården.
»Der er taget en politisk beslutning om, at Brandts skal bruge alle etagerne i den bygning, hvor vi er beliggende. Når vi flytter, regner vi med at åbne en udstilling som er endnu mere vinklet på det pressehistoriske, men tager også et nutidigt udgangspunkt i medierne mellem oplysning og underholdning.« fortæller Lise Kapper.