Foto: Mia Krogh
Fredag den 12. april kl. 19:30 åbnede dørene til ODEON i Odense, hvor Mew og Danmarks Underholdningsorkester fejede benene væk under publikum med en følelsesladet, symfonisk koncert over alle forventninger.
Klokken var 20:03, da de fire gudsbenådet musikere gik på scenen i et virvar af klapsalver. Bag sig havde de en eufoni af strygere, blæsere og slagtøj. Mew består af forsanger og guitarist, Jonas Bjerre, bassist Johan Wohlert og trommeslager, Silas Graae. Med sig havde de endnu en guitarist, en pianist og så selvfølgelig Underholdningsorkestret. Jonas Bjerre, Johan Wohlert og Silas Graae begyndte at spille sammen i syvende klasse i 1995 på Bernadotteskolen i Hellerup og de har leveret varen lige siden.
Strygerne lagde ud med et tæppe af sensitive symfonier og det var tydeligt at mærke, at koncerten skulle blive en af de våde, om man ville det eller ej. Mew lagde ud med nummeret »Heavenly Jewel Thief« fra albummet Visuals fra 2017 efterfulgt af det noget ældre nummer »156« fra albummet Frengers fra 2000. Det var tydeligt at mærke, at det var inkarnerede Mew-fans, der var samlet i den store sal i Odense og nede på de forreste rækker, sad entusiasterne, som sikkert har været med fra start. I hvert fald gav det et sæt i publikum, hver gang de gode gamle numre blev spillet.
Mew har altid været dygtige til at sammensætte deres sætlister med lidt af det hele – gammelt som nyt, hvilket fungerede exceptionelt godt i samarbejde med Underholdningsorkesteret. Dirigenten havde fået de praktiske sko på, da han om nogen hoppede rundt på pulten for at få det hele til at glide, hvilket man må sige, det gjorde.
Under et tykt og trygt lydtæppe med blåligt skær holdt Mew og Underholdningsorkestret stilen og bevægede sig videre til flere af de gamle, velkendte numre som »Special« og »The Zookeepers Boy«, og publikum var ellevilde. Jonas Bjerres sårbare, lyse vokal sang sig direkte ind i de våde øjenkroge og med Johan Wohlerts rolige hånd på bas, var man ikke i tvivl om, at det er et band, der kender hinanden ud og ind.
Hvis man har set Mew live nogle gange, så ved man også, at det oftest er Johan Wohlert, der fører ordet. Sådan forholdt det sig også denne aften. Koncerten var en del numre inde, før der overhovedet blev sagt godaften og på mange måder virkede det præcis, som det skulle. Med et helt symfoniorkester i ryggen var man ikke i tvivl om, at aftenen stod i musikkens tegn, og at beskrivelser af diverse sangtekster var underordnet – publikum kendte dem jo, og det syntes bandet at kunne mærke.
Cirka halvvejs gennem koncerten kom de garvede musikere omkring både »Saliva«, »Satellites« og »Carry Me to Safety« efterfulgt af et par af de lidt nyere numre. Gennem hele koncerten var lydbilledet ekstremt sigende, og jeg er sikker på, at de fleste ville have købt vinylen med Mew X Underholdningsorkestret, hvis den blot var produceret (det kan nås endnu).
Når man har været til koncert med Mew tilpas mange gange, så ved man også at ekstremt smukke og følelsesladet storhit »Comforting Sounds« altid bliver trioens troværdige ekstranummer, og man må sige, at dette satte gang i salen på den helt musestille måde. Strygere og blæsere rejste sig og et tykt lag af symfonier fyldte salen med en helt særlig velkendt klang. Jonas Bjerre lukkede øjnene, tog om mikrofonen og ud kom de velkendte ord »I don’t feel alright« – og nu pressede tårerne altså på. Publikum fandt lommelygterne frem, lyset sænkedes og folk vuggede i takt til de vidunderlige toner af ren og skær velvære fra det symfoniske samarbejde, de var vidner til. Kender man nummeret, ved man også, at det i starten bygger på vokal, guitar og i dette tilfælde strygere. Senere trådte Johan Wohlerts begejstrede bass-fingre til og dernæst trommerne, der bragede igennem lydmuren. Alt i alt en fuldstændig vanvittig kombination af instrumental velvære.
Nummeret varede lige omkring 9 minutter, hvilket var efter bogen og langt federe, end når de, i radioen, korter nummeret ned. Herefter trådte de to orkestre frem på scenen, bukkede, klappede af hinanden og smilede bredt med våde øjne – ikke til at stå for. Dog afslørede strygere og blæsere, da de igen satte sig ned med deres instrumenter, at der var et nummer mere på vej, hvilket er yderst atypisk for den alternative trio, som listede sig ind på scenen endnu engang. Johan Wohlert tog mikrofonen og fortalte, at dirigenten havde informeret Mew om, at når man spiller klassisk musik, så spillede man altså konsekvent to ekstranumre. Herefter afslørede han, at der var ny musik på vej fra Mew, og at publikum nu skulle være vidner til en odenseansk debut, der med nerver fra bandets side blev præsenteret som »Gliding«. Nummeret var en smule melankolsk og mindede på mange måder om en del andet, som Mew har komponeret gennem årene. Måske det kom sig af , at publikum var så mættet og blæst bagefter efter bandets sædvanlige ekstranummer.
Bandet bukkede og nejede endnu engang, trods der ikke gik længe, før de med fuld smæk på indtog scenen og ud gennem højtalerne bragede »Am I Wry«, som er debutnummeret på den gamle plade Frengers. Det gav et sæt publikum, som stod op og klappede hele nummeret igennem. Ingen skal fortælle Mew, at de skal spille to ekstranumre.
Koncerten får 6 ud af 6 stjerner for en formidabel og uforglemmelig aften og for et sammenspil der, med et klassisk pust, bør udgives på vinyl.