BRANCHEN

Et hovsa-liv

Foto: Tine Stadil Trier

Knud Meldgaard er redaktøren, der er kendt for at skille sig ud fra mængden på corona-pressemøderne og senest for at stoppe en demonstrant, som var i færd med at sætte ild til en koran. LIXEN har mødt den garvede redaktør til en snak om hans karriere, forholdet til journalistikken, og hvorfor han ikke bare stopper med at arbejde og nyder sin pension. 

Knud Meldgaard, kendt for finurlige habitter og cykelstyrsoverskægget, møder os i en usædvanligt afslappet mundering. Han er iført en sort trøje med rullekrave, et par lyseblå jeans med huller ved knæene og som kronen på værket: et par grå sneakers. Knud Meldgaards outfit afspejler den hyggelige atmosfære, som er i den lille loftslejlighed på Nørrebro i København. »Her beholder vi skoene på,« siger Knud og går ud for at lave kaffe. 

Væggene er prydet med billeder og malerier i alverdens farver, og de tre bogreoler i stuen er fyldt med alle klassikerne. Den mindste bogreol, hvor navne som Stalin, Nixon og Clinton er at finde på omslagene, fungerer også som barbord, komplet med drikkeglas, en flaske Smirnoff vodka og flere krystalkaraffeler med brune væsker. Duften af kaffe har efterhånden bredt sig, da Knud træder ind i stuen igen. 

»Jeg var glad for at høre, at i ville dykke ned i det, jeg har lavet førhen. Jeg hører jo tit det der med, at jeg gør lidt en person ud af mig til corona-pressemøderne. Men det er jo ikke noget nyt for mig. Jeg har jo gået til pressemøder i 30 år.«

Lidt af en iværksætter

Selvom Knud Meldgaard i mange år har beskæftiget sig med journalistik, er han ikke uddannet journalist. Han ender dog alligevel i faget, da han som ansat i reklamebureauet på Den Kongelige Socialdemokratiske Presse begynder at få ideer til særtillæg i den daværende avis Aktuelt. Lidt efter lidt begyndte han at skrive salgsbreve og senere hen hele artikler. 

»Jeg blev sgu grebet af det. Da jeg rejser fra Aktuelt for at starte mit eget reklamebureau, bliver jeg også ved med at skrive. Jeg sender bl.a. læserbreve til dagbladene, og jeg kom sgu også med i en del.« 

Gennembruddet kommer i 1972, hvor Knud starter magasinet Jet Time for rejseselskabet Sterling Airways. Cirka 22 år og en del projekter senere, flytter Knud Meldgaard til Malmø. Her stifter han Øresundsmagasinet, hvor han både er redaktør og skribent. Magasinet bliver hans største succes.

Knud Meldgaard har også beskæftiget sig med både tv og radio. Det har for det meste været sporadiske projekter, hvor han er blevet hevet lidt ind fra siden, fortæller han. 

»Jeg har lavet meget forskelligt og nok haft lidt af et hovsa-liv, hvor meget er kommet sådan lidt tilfældigt. Meget af det har jeg selv startet – jeg er jo lidt af en iværksætter. Nogle gange er det så blevet en succes. Der har også været fiaskoer, men dem skal vi ikke tale om,« siger han og griner. 

Objektiviteten er grundstammen 

Knud Meldgaard tænker ikke på sig selv som journalist men som skribent. Det giver den forskel, at han kan tillade sig mere, fortæller han. For ham er det vigtigt at stille lange kritiske spørgsmål for at finde nye indgangsvinkler og for at få fat på baggrundshistorierne. 

»Jeg kan gøre det, fordi jeg har tid til det. Jeg har jo ikke nogen redaktør, der siger, at jeg skal have en artikel klar om 15 minutter, når jeg kommer ud fra pressemøde.«

En anden forskel er, at Knud Meldgaard betegner sig selv som en politisk redaktør, som gerne må have en politisk holdning, og derfor forholder han sig som regel ikke til objektivitetsprincippet. Han mener dog, at det er et vigtigt princip for journalister, som beskæftiger sig med andre grene af journalistikken.

»Det er klart, at hvis du er dag til dag journalist, er objektiviteten jo grundstammen i journalistikken, og så er det vigtigt, at du ikke gør dine egne politiske overbevisninger tydelige, når du laver et interview eller beskriver en situation.«

Dansk journalistik er blevet ringere 

Journalistikkens udvikling er ikke noget, som Knud råber hurra for. Han mener faktisk, at den går i den forkerte retning. Han mener, at det er blevet sværere at agere som journalist i dag, fordi der er meget mere, man skal nå, på meget kortere tid. 

»Dansk journalistik er blevet ringere, men det er ikke journalisternes skyld. I dag er arbejdspresset bare meget hårdere end førhen. Før i tiden kunne man godt tage ud og drikke bajer efter en lang arbejdsdag, når man var på udlandsrejse, men det gør man ikke mere. Aviserne kører jo 24 timer i døgnet nu, og der er hele tiden deadlines, man skal nå.«

Den sparsomme tid går ud over journalistikkens tyngde og baggrundshistorierne, mener Knud Meldgaard. Han synes, at det især kan ses på nyhedsindslagene i tv, hvor grundlaget ofte bliver for tyndt, fordi tiden til research er blevet kortere. Det kan også ses i aviserne, fortæller han. Her er det det pæne sprog, som er sparet væk. 

Knud mener, at det er op til den nye generation af journalister at gøre op med den dårlige udvikling. 

»Det er jo jer, der skal forme det. I skal bærre stafetten videre, og sådan noget sker jo kun, hvis I som kommende journalister rotter jer sammen, og siger: “i vil altså have mere tid!’ Fordi det er tid, det handler om.«

Aldrig lavet noget kedeligt 

I dag er Knud Meldgaard 76 år og pensioneret, men han arbejder endnu. Han tager stadig til pressemøder, og han bruger stadig 40-50 timer i ugen på at skrive på sine tre nyhedsbreve; Kulturmagasinet Omnibus, logistikmagasinet Transeuropa og Hønsefødder og Gulerødder som også kaldes Levnedsmiddel og Fødevarer-magasinet. 

»Det er jo dejligt at skrive om sine interesser. Jeg elsker jo kunst, musik og kultur generelt, og så har jeg altid interesseret mig for logistik. Hønsefødder og Gulerødder skriver jeg egentlig mest for at irritere landbruget.«

Knud griner og fortsætter »Lone, en af mine faste skribenter, har også sagt til mig før: “Ej Meldgaard, nu bager jeg en sandkage med en fil i, fordi du kommer sgu i fængsel for at skrive det der.” Men der er jo ikke sket noget endnu.«

Det er de nok de færreste der kan forstå, hvorfor man som 76-årig vil blive ved med at arbejde, i stedet for blot at slappe af, og nyde sin pension. Knud føler dog at han slapper af med det han laver. 

»Jeg laver jo ikke noget, jeg ikke vil. Jeg synes, det er sjovt at skrive, og folk læser det. Så det bliver jeg ved med. Jeg har aldrig, som i never, never, ever, beskæftiget mig med noget som var kedeligt, så jeg er ikke træt på samme måde som andre efter et langt arbejdsliv.«

Netop denne passion vil Knud Meldgaard råde aspirerende journalister til at grave frem, hvis de kan. 

»Man skal brænde for det man laver. Så overbeviser man læserne meget nemmere, og man får lyst til at blive ved, så længe man kan. Husk på Henrik Stangerups udødelige ord “Man skal skrive eller dø”.«