KONSTRUKTIV

Et år med vacciner: Momentum mod malaria

For lidt over et år siden blev verdens første malariavacciner taget i brug i Cameroun. En historisk dag for Afrika, som i årtier har været hårdt plaget af sygdommen. Nu, et år senere, er vaccinerne nået ud til 17 lande på kontinentet og ændrer liv i flere af dem.

En vaccine mod en dødelig fjende

Malaria er en af Afrikas største folkesundhedsudfordringer og står for 70 procent af den globale malariabelastning ifølge World Health Organozation, (WHO). Efter 40 års arbejde blev de første vacciner udrullet i januar 2024 i Cameroun. RTS,S-vaccinen, der også er kendt som Mosquirix, og R21/Matrix-M er navnene på de vacciner, som lige nu er taget i brug i kampen mod malaria. Vaccinerne er i øjeblikket en del af sundhedsprogrammet i 17 forskellige afrikanske lande. RTS,S blev først testet i Ghana, Kenya og Malawi, og de reducerede børnedødeligheden med op til 13 procent.

Samarbejde i fokus

I 2022 udgjorde børn under fem år 77 procent af dødsfaldene som følge af malaria. Derfor er det afgørende at få vaccinerne ud til de mest sårbare. WHO og UNICEF har transporteret 12 millioner doser til de 17 lande og trænet sundhedspersonale for at nå de mest afsidesliggende områder. WHO initiativet AMVIRA styrker også samarbejdet mellem regionale, nationale og globale partnere for at gøre udrulningen af vaccinerne endnu lettere.

Udfordringer og muligheder

Vaccinerne er ikke perfekte. RTS,S kræver fire doser for optimal beskyttelse og skal suppleres med myggenet og insektmiddel. Skepsis blandt nogle samfundsgrupper er også en udfordring. I Benin brugte man medierne til at adressere misinformationen i samfundsgrupperne, da de første gang introducerede vaccinerne tilbage i april.

Stopper ikke her

Dette er kun begyndelsen. The Vaccine Alliance (Gavi) forventer, at flere lande, heriblandt Uganda, Etiopien, Guinea, Mali og Burundi, vil udrulle vaccinerne i 2025. Målet er at vaccinere 50 millioner børn mellem 2026 og 2030. Forhåbentligt fortsætter dette momentum med at få så mange lande som muligt med på malariavaccine-ekspressen. Det kræver dog et fortsat engagement fra verdenssamfundet i denne livsvigtige mission.

De 17 lande, der i dag bruger malariavacciner

Benin, Burkina Faso, Cameroun, Côte d’Ivoire, Den Centralafrikanske Republik, DR Congo, Ghana, Kenya, Liberia, Malawi, Mozambique, Niger, Nigeria, Sierra Leone, Sudan, Sydsudan og Tchad.