BRANCHEN

Ét år med Radio LOUD: »Vi har heldigvis tre år endnu«

Foto: Radio LOUD


Den 1. april i år runder Radio LOUD et skarpt hjørne. Dagen markerer det første fulde år, hvor radiostationen har transmitteret indhold ud i æteren. Året har mildest talt været noget af en rutsjebanetur for det nye medie i klassen fyldt med op- og nedture – og det er ikke slut endnu.

Det er midnat onsdag den første april 2020. Efter måneders forberedelse sidder værterne Becca Reyes og Mathias Pedersen klar i Radio LOUDs studie i København. Slaget om DAB-udbuddet er vundet over Radio24syv, og nu skal holdet bag den nye station vise hele Danmark, hvad de kan. Da Radio LOUD begyndte at sende, var coronaen ny og altdominerende i medierne, og det var blot nogle få uger, efter at statsminister Mette Frederiksen stod i Spejlsalen og lukkede Danmark ned. Hårde omstændigheder – især for et nyopstartet medie.

Spoler vi tiden ét år frem, har coronaen fortsat fat, og Radio LOUD sender stadig – nu også i form af podcasts. I anledning af det kommende 1-års jubilæum har Radio LOUDs programdirektør, Ann Lykke Davidsen, sagt ja til at medvirke i et interview med LIXEN. Jeg møder hende i tidens tegn over Zoom.

Hvordan føles det at kunne sige, at I snart har været i luften i et år?

»Det er jeg sgu stolt af. Det er klart, det er en udfordring at starte fra ingenting og etablere et nyt medie – især i en tid med corona. Men vi er her, og vi er i gang med rigtig gode takter.«

Modvind fra start

I oktober 2019 vinder Radio LOUD DAB-udbuddet over Radio24syv, som måtte lægge sig i graven. Det markerer en væsentlig ændring i det danske lydbårne mediemarked, og Radio- og tv-nævnets beslutning om at give DAB-pladsen til Radio LOUD møder kritik og undren fra flere lyttere, medier og politikere. Alt imens har Ann Lykke Davidsen travlt med at sætte sit hold af medarbejdere og få styr på alt det praktiske inden første transmission:

»I oktober har vi intet, og der er fem måneder til, vi skal være i luften. Så der går et kæmpe arbejde i gang med at bygge studie, finde talenter, organisere indhold, samle IKEA-stole – det er skideskægt og mega hårdt. Samtidig kæmper vi med et følelseshav i medierne, fordi mange begræder, at Radio24syv ikke skal fortsætte. Og det er helt OK – det skal man have lov til.«

Den første april søsættes den spritnye radiostationen, og efter blot 14 dage er flere medier ude med riven over Radio LOUDs næsten ikke-eksisterende lyttertal, deres indhold og værter. Og det var ikke fair, mener Ann Lykke Davidsen:

»Det tog helt klart overhånd, det synes jeg. Det var på ingen måde berettiget. Så har vi fået kritik sidenhen, som er berettiget, men det er ikke berettiget at køre så hårdt på noget, som er så nyt.«

Come on, Joy”

I juni 2020, blot få måneder i æteren og med fortsat kritik fra flere medier, er Radio LOUD ved at etablere sig med sit indhold, som primært rammer deres målgruppe: unge mellem 15-32 år. Kulturminister Joy Mogensen er dog ikke imponeret over Radio LOUD og udtalte blandt andet: »Jeg er utrolig skuffet og forundret over det, som Radio LOUD sender, på baggrund af det, som de bød ind med.«

Udtalelserne bringer Joy Mogensen i krydsilden, da flere mente, at hun brød armslængdeprincippet, og det endte med et samråd for ministeren. Ligesom under udbudskampen med Radio4syv er Radio LOUD igen havnet i midten af en gang politisk mudderkastning. Ann Lykke Davidsen ser tilbage på Joy Mogensens udtalelser med ærgrelse:

»Jeg synes, det var rigtig ærgerligt, at hun som kulturminister ikke formåede at læne sig op ad den udfordring, de mediepolitiske ordførere har stået med de sidste 15 år. Hver gang, man har været inde og forhandle om en ny medielov med fordeling af midler, er det blevet efterspurgt alle steder: “Hvordan rammer vi de unge? Der bliver ikke lavet kvalitetsindhold målrettet de unge, og det er et kæmpe problem.” Jeg tænkte ”Come on, Joy”. Der ligger et politisk budskab i at ville vores unge, og det ærgrer mig, at hun ikke tog det til sig.«

Havde udtalelserne og samrådet konsekvenser for jer?

»Overhovedet ikke. Det larmede bare meget.«

Skulderklappet

Den helt store optur for Radio LOUD sker i oktober 2020. Her annoncerer Berlingske Media, at de har købt 40 % af stationen og dermed bliver medejere. Det bringer selvtillid og champagne-fejringer hos Radio LOUD, fordi Berlingske Media kan se potentialet i deres vision:

»At så stor en mediepartner træder ind og siger: ”Vi tror på det her”, det er et kæmpe skulderklap. Vi får selvfølgelig ris og ros på den scene, vi står på, så det betyder utroligt meget, at der er nogen, som tør at gå med op på den scene og tage imod, hvad der falder ned.  De så et potentiale, der kunne udvikle sig, og det er dét, LOUD er i dag – det er potentiale, som er i gang med at vise gode takter.«

De gode takter kan blandt andet ses på stationens succes med at producere podcast, som deres målgruppe streamer online. Deres lyttertal på DAB er dog stadig i bund.

Ifølge Ann Lykke Davidsen er det dog forventeligt:

»Vi er klart stadig under udvikling. Jeg tror ikke, det er DAB, vi henter nye lyttere ind på – det bliver via podcasts og sociale medier, som skal bryde lydmuren ned og skabe kendskab til LOUD. Vi kommer aldrig til at blive førende på DAB. Men vi er der, og jeg håber også, at vi kommer til at ligge højere, end vi gør pt. – vi har heldigvis tre år endnu.«

En lys fremtid 

Ét-års jubilæet er få uger væk, og hos Radio LOUD er der lagt i kakkelovnen til en fejring. Stationen har ugentligt produceret i omegnen af 100 timers indhold, og ser man på fremtiden i bagklogskabens lys, mener Ann Lykke Davidsen, at det går den rigtige vej:

»Jeg havde ikke forventet, at vi var en kæmpe bragende succes efter et år. Vi står et rigtigt sted, vi er blevet klogere, og vi har lyttet. Der har været rigtig meget berettiget kritik af vores værter og indhold, samt anmeldelser og anbefalinger, og det tager man jo med ind i maskinrummet og arbejder med.«

Hvilken kritik har været berettiget?

»Jeg havde en snak med Politiken, som spurgte, hvorfor vi ikke havde startet med at hyre store navne og gået med nogle kendisser. Vi vil rigtig gerne dyrke talenter og have andre stemmer med, men måske skulle vi have fordelt anderledes og have hevet nogle større stemmer ind til at træde græsset ned for os. Vi har måske været for naive til at tro, at vi kunne starte alt fra bunden. En kendt stemme eller profil kan ikke bære noget alene, men pakket ind i et godt format og en fed idé, tror jeg, vi kommer rigtig langt.«

Ser Radio LOUDs fremtid lys ud?

»Det gør den. Det vi laver, er det rigtige. Det tager bare den tid, det tager.«