Klokken er kvart i valg, og regeringen når pludseligt det hele på den halve tid. I farten bliver der hugget en hæl og klippet en tå. Ud med kriminelle udlændinge og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Af Olivia Emma Greve Hulbæk
Det var med alle mand på dæk, at regeringen på pres- semødet fredag d. 30. januar kunne annoncere den nye udvisningsreform. Muligvis en flerretters valgflæskmenu under temaet ’strammere sanktioner over for kriminelle udlændinge’. Problemet er bare, at den strider imod køk- kenchefen i Strasbourgs retningslinjer.
”Vi er EMRK, men EMRK er ikke os” blev der mellem lin- jerne sagt på pressemødet. Der blev lagt vægt på flertal- let i form af de 27 medlemslande, som i december 2025 blev enige om en strammere fortolkning af konventionens artikel 8 om ‘Ret til respekt for privat- og familieliv’ med henblik på udvisning af kriminelle udlændinge. Det har nu givet regeringen anledning til at anvende utraditio- nelle metoder. For herhjemme har man ikke længere tid til at vente på afgørelser fra Strasbourgs langsommelige bureaukratiske processer. Regeringen er blevet fartblind og er på vej over for rødt. Og som Hans Redder beskrev det umiddelbart efter pressemødet, så håber regeringen alligevel på, at lyskurven når at skifte til grøn, inden de er nået alt for langt over stregen. For tydeligt var det sam- tidigt i regeringens udmelding, at man fortsat ønsker at bakke op om konventionerne – de skal bare presses.
Løkke satte Danmark på podiet som et foregangsland. Danmark vil gå forrest i kampen om de enkelte med- lemslandes selvbestemmelse over udvisningsdomme. Men regeringens vej til at indfri målet gør os også til et foregangsland i at stride imod Menneskerettighedsloven. Det er utraditionelt og bemærkelsesværdigt i en tid, hvor
Danmark konkret har mærket, hvor altafgørende en rolle (europæiske) fællesskaber spiller for vores sikkerhed.
Derfor bliver den nye udvisningsreform lidt af et misvisende signal. Danmark er utvivlsomt tilhænger af det regelbasere- de system, og vi skæver vrede og frustrerede til vores tidli- gere tætte allierede USA, når de sætter netop dette system over kurs. Men med udvisningsreformen viser vi nu, at vi er villige til det selvsamme. Verden er uigenkendelig og ver- densordenen er blevet en skygge af sig selv. Hvad der før var op, er nu ned – og vice versa. Men det er foruroligende, at det skulle komme til at resultere i, at regeringen nu ikke blot fortolker på EU-konventionerne, men ligefrem handler efter disse fortolkninger. Gamle regler og konventioner kan naturligvis trænge til et eftersyn og et realitetstjek, det er klart, for verden ændrer sig. Men netop som verden ændrer sig, bør nye fortolkninger og mulige ændringer ske i over- ensstemmelse med domstolen. Ellers er Danmark jo bare et skib uden anker. Et meget lille og skrøbeligt skib, vel og mærke.
Hvis udvisningsreformen i virkeligheden er en sydende omgang valgflæsk, som på ingen måder er utænkeligt, er det så virkelig risikoen værd? Det ligner, at regeringen er blevet et offer for stormagternes tendens, hvor reglerne er til for at blive brudt. Er det virkelig værd at veksle dan- skernes sidste håb og tro på, at verden ikke er af lave for et par borgerlige stemmer? Om regeringen med sin nye udvisningsreform formår at snige sig let og elegant uden om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, må tiden efter 1. maj vise.
Den nye udvisningsreform vil fokusere på ofrene frem for de kriminelle, og det vil regeringen afhjælpe ved selv at gå (muligvis) kriminelt til værks og i fartblindheden glemme offeret: verdens bedste land, som Mette Frederiksen lagde pressemødet ud med at kalde os.