Illustration: Agnes Rønberg
Lukkede øjne og hvid salvie
Iben trommer. Mælkesyren spreder sig i armene, men hun fortsætter. Dung. Dung. Dung. Rytmisk regner det ned over skindtrommen, Dung, Dung, Dung. Slagene afløser hinanden, hele lokalet vibrerer. Iben lukker øjnene. Hendes hoftelange, orangerøde hår danser i takt med trommen. Bag de lukkede øjne befinder hun sig i Lillebælt. Hun bliver suget ned under vandet og ser sin tromme flydende over hende. Trommen bliver til et hjerte, som indhyller hende i et gyldent lys. I virkeligheden sidder hun i et kombineret soveværelse og stuerum i huset i oplandsbyen Sandal uden for Fredericia. Der dufter af hvid salvie fra diffuseren på kommoden. På gulvet ligger to personer. En tredje sidder helt tilbagelænet i en lænestol. Endnu tre ligger ved siden af hinanden i sengen. Alle har de et stofklæde for øjnene. De seks personer er på trommerejse. Det er Iben Rosalina Sommer, der sidder ved den store tromme og guider rejsen.
Kurs mod Sandal
Fredericia, lyder den kølige kvindestemme i togets højttalere.
Ping, lyder det fra lommen, imens toget sagtner farten mod perronen. På mobiltelefonens skærm er et billede af en mand med et stort, rødligt skæg og en bandana om hovedet tikket ind. Det er Brian. ”Brian kører en sølvgrå Toyota Rav4 og venter ude på stationens parkeringsplads,” står der under billedet. Beskeden er fra hans kone, Iben Rosalina Sommer.
Iben er nytids-vølver. Vølvere arbejdede meget med sang og opsyngning, og det er netop disse metoder, Iben bruger i sit virke. Ordet vølver bruger hun i stedet for heks, fordi heks er negativt ladet, fortæller hun. En trommerejse er med Ibens ord »en måde at komme tilbage til sin naturlige tilstand. En måde at rejse ind i sin egen visdom og for nogle også ud i andre dimensioner.« Det er en sådan trommerejse, som finder sted senere på dagen.
Brian sidder i sin Toyota med næsen i en bog, i læ for det hidsige regnvejr. Han ænser ikke noget, før der bankes på bildøren. »Brian? Ja, det er mig. Nå, så du skal med og trommes igennem?«
Bilen forlader Fredericia station og suser gennem gaderne mod Sandal. Brian skal ikke være med til trommerejsen senere på dagen:
»Det er ikke så godt for mig med de lyde. Jeg er gammel militærmand.« Han sætter sig som regel med musik i ørerne og en bog, mens Iben er i gang med trommerejserne. Han hører alt muligt forskelligt, men for tiden er det meget jazz. Han er også lige gået i gang med at spille saxofon, fortæller han, og en sprække af stolthed glider over ansigtet.
Bilen kører ind ad en grusvej og bakker rutineret og let ind i indkørslen.
»Jeg håber ikke du er bange for hunde,« bemærker Brian på vej ud af bilen. »Vi har to store.«
Han åbner hoveddøren, og her står to store hunde ganske rigtigt med logrende haler. Dana og Luna, hedder de. Den ene er en ulvelignende husky/alaskan malamute med isblå øjne, og den anden er en snauzer/husky. Snauzer-huskyen Luna minder lidt om Fenrisulven som den så ud i Jul i Valhal. Begge hundene har noget mytologisk over sig. Egentlig meget passende i netop det her hjem.
Rasler og trommer
De rejsende, der ligger spredt rundt omkring i lokalet har bind for øjnene og tæpper over sig. De fleste har også uldstrømper på for ikke at blive kolde. Ved siden af dem ligger rasler med forskellige spirituelle symboler brændt ind i træet. En af dem har en cirkel med en halvmåne på hver side og et skæfte svøbt i mørklilla stof med et spinkelt sølvvedhæng.
Dung, Dung, Dung. Trommen lyder som et tordenvejr, der ruller ind over oplandsbyen, slagene kan mærkes i gulvet, og man kan høre en fjern klirren af porcelæn. Efter tyve minutters trommen lader Iben fire langsomme slag falde over det spændte skind. Så går trommen i dobbelttempo. Det betyder, at trommerejsen er ved at være slut. Og med ét stopper det. Stilheden runger. De rejsende fjerner øjenbindene, sætter sig op. Strækker sig. Iben går ud i køkkenet og sætter vand over til gurkemeje-te med vaniljesojamælk. Hun nynner højt.
Ibens første rejse
Iben Rosalina Sommer prøvede trommerejse for første gang for ti år siden:
»Min første trommerejse var den vigtigste. Det kaldte virkelig på mig. På det tidspunkt i mit liv kunne jeg mærke, at jeg manglede en form for feminin energi. Jeg var i et større sammensurium af mennesker, der mødtes på kryds og tværs i Fredericia. Og der var også en gammel kone, som havde arbejdet med trommerejser. Det var Gamle Tove. Ja, jeg ved faktisk ikke, hvor gammel hun er. Hun er sådan en, man kigger på, og så kan man simpelthen ikke regne det ud. Hun har gråt pagehår og sådan nogle kinder, der er trukket helt op i et smil, og så går hun med store, runde briller. Hun har altid en latter omkring sig. Hun spurgte nogle af os unge piger, om vi ville med på trommerejse, og det ville vi gerne.«
»Jeg var meget spændt den første gang. Det var ude ved Game Tove, og det foregik i hendes atelier, som var et meget lille rum med en brændeovn i midten. Det hele var mørkt og dunkelt, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Til at starte med begyndte Gamle Tove at kalde ånderne ind, og jeg syntes, det var meget spændende med den der gamle kone, der gik rundt og raslede.
Da hun var færdig med at kalde ind, og vi alle tog bind for øjnene, så begyndte det at risle omkring mig. Jeg kunne høre folk, der gik rundt, og kunne mærke, at der var noget, der begyndte at hviske mig i ørerne. Og så blev jeg bange. Gamle Tove havde ikke forberedt mig, jeg blev bare kastet ud i det. Det var vildt, men jeg prøvede at blive i det og huske på, at jeg var beskyttet, og alt var, som det skulle være.
Jeg startede med at blive til en ulv. Det er et billede, jeg har nem adgang til, fordi jeg har været en ulv i mine drømme, siden jeg var barn. Den der følelse af at løbe som en ulv, den sidder i mig. Det føles så frit. Man kan løbe meget, meget stærkt, og hele kroppen er i bevægelse. Man kaster benene ind under sig og er meget tæt på jorden. Det er rigtig fedt.
Så løb jeg herfra og ned på Kastellet i Fredericia, hvor der står en gammel stub, som jeg kender. Stubben er lidt rådden inde i midten, så det ligner, man kan stikke en hånd ned i den, og rundt om den står en masse dejligt, højt græs. Så begyndte jeg at bevæge mig ned gennem den stub, fordi Gamle Tove havde sagt:
»Husk nu, at alle kneb gælder. Hvis ikke du kan komme igennem til oververdenen, så tager du et eller andet og så prikker du hul. Jeg kender en som har skyllet sig ned gennem et toilet!«
Så jeg tænkte okay, nu prøver jeg bare. Jeg tvang mig adgang til den anden verden og kom ned i en slags grotte, og her begyndte jeg at danse. Jeg kom ud på en lang rejse, hvor jeg mødte mange forskellige mennesker og ånder, og da vi så kom tilbage igen, havde jeg så meget energi i kroppen, at jeg rystede over det hele. Det var så voldsomt for mig, at jeg måtte løbe ud af lokalet. Gamle Tove har en ældgammel have med store træer, og jeg løb helt ned bagerst i haven og klamrede mig til græsplænen. Det var intenst.«
Gurkemeje-the og rejsefortællinger
Gurkemeje-theen er brygget. Iben kommer ind i stuen igen og sætter sig. »Hvis I gerne vil have, så kan I bare gå ud og tage. Det er rigtig lækkert, hvis man putter vaniljesoja i også.« På skift går de rejsende ud og henter the. Alle sidder i sofaerne med den varme drik og deler, hvad de har oplevet på rejsen. Snakker også lidt om løst og fast. Hunden Luna kommer luskende ind i stuen og stjæler showet – alle skal lige sige hej. Et par af de rejsende har selv haft slagtøj med og giver en demonstration. Nogle får også lov til at prøve Ibens store tromme. Dagen er gået på hæld, og de rejsende skal tilbage til virkeligheden. LIXENs udsendte får et lift til Odense af et par, der bor i en skov på Fyn og deres veninde.