STUDIET

Én ud af seks praktikanter oplever sexisme under praktikperioden, men uddannelsesstederne hører intet

Illustration: Agnes Rønberg


En ny undersøgelse lavet af KVINFO i samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Center for Journalistik på Syddansk Universitet viser, at 16 procent af de adspurgte studerende har oplevet seksuel chikane på deres praktikplads. Men kun én enkelt af de studerende har meldt tilbage til deres praktikvejleder, underviser eller studiested.

Det kom ikke som nogen stor overraskelse, da KVINFO i samarbejde med fire uddannelser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Center for Journalistik på Syddansk Universitet i midten af oktober måned kunne afsløre, at 16 procent af 143 adspurgte praktikanter i medie- og kommunikationsbranchen havde oplevet seksuel chikane på deres praktiksted.

Resultaterne af undersøgelsen kom nemlig som et efterskælv af, at en række tidligere praktikanter fra Danmarks Radio sendte et brev til ledelsen om deres oplevelser med seksuelle krænkelser og chikane i praktikperioden.

LIXEN rettede i sidste måned kritik mod Center for Journalistik grundet manglen på retningslinjer, hvis en studerende måtte opleve seksuelle krænkelser under sin praktiktid. Kritikken kom blandt andet fra formanden for Danske Mediestuderende Mie Hovmark, som forklarede, hvordan det kan være svært at orientere sig i, hvordan man konkret skal håndtere seksuelle krænkelser som studerende i praktikperioden.

»Jeg mangler som studerende at vide, hvilken proces jeg starter. Er det et langt forløb? Er det en times samtale med en ansat? Der står, de skal starte en intern proces, men hvad er den? Det tror jeg, man som studerende godt kan blive utryg over, og det skal være mere tydeligt,« forklarede hun til fagbladet Journalisten om manglen på retningslinjer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Nye retningslinjer
Center for Journalistik indrømmede tilbage i september, at det var en mangel, at der ikke havde været et system eller en måde at rapportere tilbage til ens uddannelsessted, for de studerende, der måtte opleve seksuelle krænkelser i praktikperioden. Og nu skal der ske noget, mener Center for Journalistiks praktikvejleder, Niels Møller Mikkelsen. I et samarbejde med RUC, DMJX, repræsentanter fra branchen, studerende og nogle af de kvinder, der var med til at påbegynde det støttebrev, som 1.615 kvinder underskrev som støtte til Sofie Linde, er de nemlig begyndt at diskutere, hvad man konkret kan gøre som praktikant. Både for at undgå at den seksuelle chikane opstår, men også hvis den allerede er sket.

»Vi kommer til under hele praktikforberedelsestiden at kigge på, hvordan man klarlægger sine egne grænser, og hvad man gør, hvis de bliver overskredet,« forklarer han og fortsætter:

»Så gør vi det, at vi, når man er i praktik, vil gøre det mere klart, hvilke kanaler man kan gå både internt og eksternt på sit praktiksted. Hvem man kan gå til i forhold til chef og tillidsmand, men også hvem man kan gå til i forbundet (red. Dansk Journalistforbund), og hvem man kan gå til på studiet, hvis man oplever noget. Og så vil vi have gjort vores evalueringsskema bedre, så at de er mere specifikke på det her problem.«

Én ud af seks har oplevet chikane
Undersøgelsens resultater falmer dog ikke i lyset af, at man nu ændrer retningslinjerne på universiteterne. Én ud af seks praktikanter, der har deltaget i undersøgelsen, siger, at de har oplevet seksuel chikane i praktiktiden, og kun én af disse har meldt tilbage til deres praktikvejleder, underviser eller studiested. Og det er beklageligt, mener Niels Møller Mikkelsen.

»Jeg er ked af, hvis der er nogen, der ikke har følt, at de kunne gå til os på studiet og har haft brug for det. Det beklager jeg,« forklarer Center for Journalistiks praktikvejleder. Dog understreger han, at det slet ikke er sikkert, at praktikanterne har haft et behov for at melde tilbage.

»Vi ved jo reelt heller ikke, om de her studerende har haft et behov for at gå til studiet. Det skal vi også huske. Men vi har jo et behov for at få at vide, hvis der sker noget derude, for at vi kan gøre noget.«

De tunge historier
Af undersøgelsen fra KVINFO fremgår også nogle specifikke fortællinger fra de praktikanter, der har oplevet seksuel chikane på egen krop. Én skriver om oplevelsen:

“Jeg oplevede en ældre mand til en firmafest, der lagde an på mange yngre piger inklusive mig selv. Samme mand havde til en anden fest nogle cigaretter, som han “lånte” til min kollega og veninde, men hentydede til, at hun så skyldte ham noget.”

Adskillige andre beskriver, hvordan man internt ‘advarede’ hinanden om kollegaer, man gjorde klogt i at undgå til sociale arrangementer efter arbejdstiden.

“Jeg har kun oplevet én ting, mens jeg har været i praktik. Jeg har arbejdet sammen med en del kvinder og til en julefrokost blev jeg advaret mod en specifik mand, og senere på aftenen pindede han mig ud og rørte rigtigt slibrigt ved mine hofter. Først tænkte jeg, det var mærkeligt, først nu har jeg tænkt, det var mega upassende – det var ikke ok, det var ubehageligt, de andre havde advaret imod ham.”

Og antallet af praktikanter, der oplever seksuelle krænkelser i praktikperioden, er også alt for højt, mener Niels Møller Mikkelsen.

»Det er alt for mange. Vi er enige om, at det er voldsomme tal, og det er jo ikke rart, at det er sket. Men det vi kigger mest på er, hvorfor er det, at vi ikke har været gode nok til, at der er blevet meldt ind til os? Hvad er det, vi kunne have gjort anderledes?«

Hvis nogle af disse praktikanter, der har sagt at de har oplevet seksuelle krænkelser i praktikperioden, kommer fra SDU, og ikke har meldt tilbage til uddannelsesstedet, fordi systemet har været mangelfuldt, har I så noget at sige til dem?

»Det er der med sandsynlighed, og det er vi jo klar over. Og det kan vi jo kun beklage, at man ikke har følt at man har kunnet. Jeg er jo selvfølgelig ked af, hvis der er nogen, der ikke har følt, at de kunne gå til os. Det er jo skrækkeligt. Og det er jo det, vi gerne skal rette op på nu. Men igen, jeg kender jo ikke til de konkrete episoder. Jeg ved jo ikke, om de har haft behov for at snakke.«