For nyligt fjernede Nationalmuseet ordet ’eskimo’ fra deres arktiske udstilling. Det vakte stor harme blandt dele af den danske befolkning. Det blev endda en politisk diskussion, der nåede helt op til det reaktionære segment i dansk politik. Som jeg har forstået det, er argumentet, at vi ved at fjerne ord som eskimo fra det danske sprog, fjerner et stykke af dansk kulturarv.
Men sådan fungerer sprog og kultur ikke. Det er ikke en fast størrelse, der udelukkende eksisterer i retskrivningsordbøger og på Nationalmuseet. Sproget er en levende ting, som formes og udvikles af, hvordan vi bruger det, og selvfølgelig mister vi ikke noget ved ikke at sige eskimo længere – vi har jo ordet ’inuit’.
Det fik mig til at studse over, hvor mange af de ord, vi stadig bruger, ikke giver nogen mening i forhold til det samfund, vi lever i anno 2020, og de værdier vi prøver at efterstræbe.
Sproget former vores tilgang til verden i et langt større omfang, end hvad vi tilskriver det. Måden vi taler, tænker og drømmer på, er betinget af vores sprog, og det er ikke uden bias. Sprogets opstilling, ordenes konnotationer og de grammatiske regler påvirker alle sammen vores måde at tænke og tale på. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi som journalister er mere bevidste om vores sprogbrug og ikke bare tager for givet, at det altid har været på den måde, for det har det ikke.
Måske burde vi som journalister tage en mere aktiv rolle i den evige kamp om, hvordan vores sprog udvikler sig. I min verden virker det absurd, at vi stadig kalder forbrydere for gerningsmænd, folk der arbejder i vores lokale bank for bankmænd og officerer i vores militær for befalingsmænd. Det er jo ikke tilnærmelsesvist en objektiv gengivelse af det samfund, vi skal videreformidle til befolkningen.
Der er ingen grund til, at vi skal være så forsigtige med at ændre måden, vi bruger vores sprog. Det er ikke længe siden, at vores bedsteforældre i almen samtale kunne bruge ordene neger eller mongol, uden at nogen ville studse over det. Vores forældre brugte betegnelsen sigøjnere om romaer og ville – uden at mene det ondt – sige, at en person med en mental lidelse var sindssyg. Det er alt sammen eksempler, der er meget påfaldende, fordi de i dag bliver opfattet som skældsord af de fleste. Alligevel anvender vi stadig ordene formand, brandmand, sygeplejerske (-ske endelsen antyder, at det er en kvindelig beskæftigelse), stewardesse, politimand, servitrice, barnepige – og jeg kunne blive ved. Disse eksempler virker harmløse, men de er et produkt af et sexistisk samfund, og jeg mener, at ordene er med til at reproducere de samme tendenser.
Jeg taler ikke om, at vi fra den ene dag til den anden laver en revolutionerende omskrivning af ordbogen. Jeg mener, at vi skal have en løbende diskussion om, hvordan vi kan modernisere vores ordforråd. Og så skal vi ikke være så bange for, at der måske er nogen der bliver sure.
Så længe vores verden bliver ved med at ændre sig, må vi tilpasse vores sprog.
Så vil du være med til at flytte samfundet?