Dagen inden Venstres landsmøde i Herning kom Inger Støjberg ‘mellem linjerne’ til at lufte formandsambitioner i Jyllands-Posten. Dermed meldte hun sig indirekte som udfordrer til den oplagte arvtager, når Lars Løkke en dag er færdig på Venstres formandspost, nemlig næstformand/partikronprins, Kristian Jensen, og så gik mediemøllen ellers i selvsving. Med overskrifter som ‘Støjberg stjæler billedet’, ‘Tiden efter Løkke spøgte på landsmødet’ og ‘Støjbergs ambitioner skyggede for Løkke’ skrev danske medier om landsmødet for partiet, der sidder på landets statsministerpost, med forsvindende lidt fokus på politisk indhold og et altoverskyggende stort fokus på strategi og hypotetisk formandsopgør. I ‘JERSILD minus SPIN’ var man ugen efter landsmødet som sædvanlig garant for en analyse af den forgangne uges største politiske kampplads. Med mundvandet rindende kastede Jens Olaf Jersild og de politiske kommentatorer Kristian Madsen (Politiken) og Amalie Lyhne (Berlingske) sig over det ulmende formandsopgør, som var de militærstrateger, der skulle efterrationalisere en militæraktion eller sportskommentatorer, der skulle udfylde pausen mellem to halvlege med en taktisk analyse af godt og dårligt håndboldspil.
Var det nu klogt af Støjberg at sætte sig selv i scene som mulig formand netop nu? Vil uroen gøre skade på Venstre i det kommende valg?
Der skulle gå over halvdelen af den knap tre kvarter lange udsendelse, før de (for en meget kort bemærkning) kom omkring de eventuelle politiske konsekvenser af Støjberg versus Jensen som fremtidig Venstreformand. Det åbenlyse problem med denne taktisk funderede tilgang til den politiske dækning er, at man legitimerer politik som spin og strategi. Men det er ikke legitimt. Strategi og spin tjener for offentligheden det ene formål at stjæle dens opmærksomhed fra reelle politiske konsekvenser, der gemmer sig et sted bag manøvrernes røgslør. Politiske konsekvenser, der har reel betydning for det liv, vi lever. Set fra et samfundsperspektiv er det helt og aldeles irrelevant, hvordan Støjberg og Jensen positionerer sig i forhold til hinanden, og hvorvidt deres handlemønstre er udtryk for taktisk kløgtighed eller det modsatte. Det er alt sammen form og ikke indhold. Og det er i bedste fald spild af tid. I værste fald er det vildledende og fordærvende for den reelt politiske samtale.