For to år siden dyrkede Liva, Anna, Asta og Maya arbejdet med rå uld som en hobby. Nu er Hedestrik et fuldtidsarbejde, hvor de lærer deres kundskaber videre.
Maja Høy breder fårehammene ud på langbordet som en dug. En varm og leragtig lugt breder sig i lokalet. For omkring et år siden sad ulden på ryggen af en flok får på Lystbækgård i Vestjylland. Nu ligger det, klar til workshop, på bordet i Hedestriks lokaler på Nørrebro.
Til workshoppen skal deltagerne lære at dogmestrikke. En form for strik, hvor man trækker tråde af uforarbejdet uld. Kvinderne bag Hedestrik hedder Liva Steuk Hansen, Asta Marie Magaard, Anna Sejerø og Maja Høy. De deler en passion for arbejdet med rå uld og drømmen om et mere cirkulært brug af jordens materialer.
Sammen skabte de projektet Hedestrik, som er vokset med stor fart i den tid, det har levet. Udviklingen har været drevet lige så meget af en efterspørgsel fra omverdenen, som af kvinderne selv. Først var det venner og bekendte, der ville lære at dogmestrikke, men efterhånden efterspurgte også festivaler, højskoler og kulturhuse dogmestrik-workshops.
Uld med potentiale
Workshopdeltagerne begynder at træde ind ad døren. Deres øjne vandrer rundt i lokalet, som er udsmykket med kvindernes egne kreationer. Trøjer med klokkeformede ærmer, veste med hætter og påsyede fårekrøller, sarte nederdele og sjaler. Store fletkurve bugner med uld på hylderne, og krøllerne vælter ud over kanten. Deltagerne sætter sig tilrette ved bordet og finder strikkepindene frem.
Det var på den vestjyske hede, at de første frø til projektet blev sået. Liva Hansen og Asta Marie Magaard var i lære om fårehold på Lystbækgård, hvor en ældre kvinde på gården lærte dem at dogmestrikke med fårenes uld. Der så de et potentiale i metoden.
Meget uld bliver smidt ud og derfor brændt. Det er
underligt, når vi lever i en tid med store udfordringer med overforbrug og fast fashion. Når man drømmer om at skabe, er det fantastisk at kunne bruge de ressourcer, der er i forvejen.
– Liva Steuk Hansen, medstifter af Hedestrik
Opmærksomhed på Instagram
Maja Høy viser workshopdeltagerne, hvordan man dogmestrikker. Hun griber ned i uldbjerget på bordet og løsner en håndfuld. Uldklumpen, som ligger i Mayas hånd, ligner nærmest en sky, og fra den trækker hun en luftig tråd.
Efter Liva Hansens og Asta Maries ophold på Lystbækgård rejste de sammen med Anna Sejerø til Norge for at gå på landbrugsskole. Teknikken tog de med sig, og da Maja Høy besøgte dem, spurgte hun, om de ikke ville lære hende at strikke med den rå uld. Det blev til, at de oprettede en Instagramprofil, hvor de delte deres kreationer.
Hedestriks instagramprofil tiltrak opmærksomhed. De blev kontaktet af en strikkefestival, der spurgte, om de ville holde en workshop. Siden voksede det til højskoler og et aftenskoleforløb i Folkehuset Absalon. Omverdenens interesse gjorde, at det, der før var et deltidsjob, blev et fuldtidsjob for Maja Høy og Liva Hansen.
»Vi har en passion for uld, og det at skabe med ulden. Men jo også rigtig meget for at videreformidle det og se det i brug,« siger Liva Hansen.
Tilbage ved bordet trækker deltagerne candyfloss-lignende tråde af fårehammene og snor dem til små uldkugler. Ulden er fedtet af lanolin og sætter brune mærker på fingrene. Deltagerne har slået masker op og strikker med rytmiske bevægelser. Fra spidsen på strikkepindene vokser en lille trekant.
Som at bage surdejsbrød
Kvinderne åbnede deres butik tilbage i september måned og fejrede det med en
åbningsfest. Allerede der var lokalerne fyldt med mennesker.
Liva Hansen sammenligner omverdenens interesse for deres projekt med det at bage surdejsbrød. Det er en gennemsigtig proces, hvor man kan se ned af sit tøj og forstå, hvordan det er lavet, hvem der har lavet det, og hvor det kommer fra.
»Jeg oplever det som et ønske om en større forbindelse til den verden, man lever i,« siger hun.
Fremtidsudsigter
Stearinlysene på bordene er blevet kortere, mens hammene på bordet er blevet lidt mindre. Deltagernes strikketøj er vokset og har fået striber. Uldskyer vejes i brune papirsposer, som deltagerne tager med sig, når de går.
Den 14. november udgav kvinderne bogen “Hedestrik – uld, landskaber og håndværk” i et forsøg på at udbrede viden om brug af uld, men også for at formulere, hvad fundamentet for deres projekt er.
»Vi har ikke lagt os fast på, hvordan det skal udvikle sig, men det skal gerne blive til så meget, som det kan blive. Og det første, der kunne være fedt, er at få det her sted op at køre på en rigtig god måde,« fortæller Liva afslutningsvis om uldfællesskabets fremtid.