I Kroatiens anden største by, Split, blev VM-finalen mellem Kroatien og Frankrig vist tilbage i juli.
En mand kommer til syne klædt i hvide og røde farver, med sig har han en skare af folk som ham. Alle har de et smil på læben. Alle har de våde øjne. Alle har de en drøm. En drøm om sejr.
Landsholdstrøjerne overtager gaden. Nationale toner kæmper sin vej frem i byens summen af dyt fra biler og grin fra glade kroatere.
I dag er en særlig dag for den kroatiske befolkning. En dag, som har været længe ventet. I dag er VM-finalen hos fodboldherrerne.
Landsholdstrøjerne overhaler, og der står jeg, reduceret til et komma blandt en befolkning, som på denne dag er forenede. Landsmand og -kvinde. Skulder mod skulder. Alle med det samme mål.
»This is reserved,« siger tjeneren og sætter et skilt på bordet.
På hans pande danser svedperlerne deres vej ned ad ansigtet og efterlader huden helt våd, mens han fortsætter: »Every soul and cunt is watching the game«.
En forbipasserende brite er, ligesom jeg selv, på jagt efter en ledig stol til en sølle turist. Hele Split er fyldt.
Skærme er der dog nok af. På gader og stræder stimler folk sammen på rad og række, også her i den gamle bydel, som huser tusindvis af års historie, står folk klar. Aldrig har køen til kiosken været så lang. Kunderne vil have øl, cigaretter og is. Det er ikke en kombination, man normalt vil forbinde med fodbold, men her i byen er vi passeret de 30 grader, og tilskuerne skal nedkøles.
Spillerne kommer ind på banen iført deres røde, hvide og blå dragter. Pjarca-pladsen fyldes med en larmende stilhed og en gestus fra samtlige tilskuere. Hånden på brystet og sang fra hjertet: »Lijepa naša Domovino«. Alle ved, hvad der skal til at ske. Afgørelsens minut.
Fløjten lyder, og bolden er i spil. Klapsalver og tilråb fylder pladsen ud. Foran mig står to franske mænd. Med deres patriotiske trøjer forsøger de at være værdige modstandere til heppekoret her til lands. De står som to store tårn. Den ene har en stor tatovering på siden af benet »Liberte, Egalite, Fraternite«. Manden har ambitioner for sit eget land. Der breder sig et smil på læben, da den franske landsholdsspiller Paul Pogba løber mod målet. Munden åbnes, og det første mål er scoret. Jublen vil ingen ende tage for tårnet. Resten af Pjarca-pladsen er tavs – det første tegn på en mission, som ikke vil lykkes.
Kroaterne giver ikke op. De er ikke nået så langt for ingenting. Der står de med et næsten dæmonisk udtryk i ansigtet. Så skete det. Et glædesjubel for pladsen. Nu er de med igen. Jeg trisser rundt mellem tilskuerne. Alle udfylder de hver deres plads. Barnet, som ikke vil se mere. Manden med flaget som kappe. Kvinden, som spørger efter reglerne Chauvinismen er på sit højeste på en dag som i dag, hvor alle kønsroller udleves. Flere mennesker kommer til og flere mål. 2-1, 2-2, 3-2 til Frankrig. Med 10 minutter tilbage har Frankrig bragt sig foran, og overalt ser kroatere forfærdet til, mens det sidste mål ryger i kassen 4-2. En bombe lyder med det samme, kampen er færdig. En sejr kom aldrig til landet, som ville til tops.
Sorgen er dog ikke til at spore hos nationen på 2. pladsen. Festen vil ingen ende tage. Folket er stolt af deres hold. Det blå, hvide og røde flag bliver stukket ud af vinduet fra en gammel Fiat 500. En nation er genoprejst. En nation har fået blod på tanden.