KULTUR

En forestilling om ensomhed

Foto: Andreas Bergmann

Resultater fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at særligt unge er hårdt ramt af ensomhed. Der er sket en markant stigning mellem 2017 og 2021 i antallet af unge, der føler sig ensomme. LIXEN har været til en teaterforestilling med netop ensomhed som tema.

En mystisk, lille mand træder frem på scenen. Han er iført skjorte, sorte bukser og et slips. Xylofon-musik fylder salen med mystik. Den lille mands hoved er ikke et menneskehoved. Han har to sprækker som øjne, ingen mund og et brunt papmaché kranium. 

Det er jonglør og cirkusartist Frida Odden Brinkmann, der styrer den lille mand. Hun har  ryggen, eller rettere, sit bagparti vendt mod publikum. Den lille mands front er Frida Brinkmanns bagdel. Han hedder Antero, og han er hovedpersonen i 11/2, som er en forestilling om ensomhed. Frida Odden Brinkmann har turneret med ham i snart 10 år. Vi er til forestilling i Odense hos ‘Dynoma – Workspace for circus and performing art’. Frida Odden Brinkmann er fra Norge og har arbejdet som jonglør og cirkusartist siden 2008. Hun er uddannet i Paris og København og har optrådt i en række internationalt anerkendte kompagnier men turnerer nu med forestillingen med Antero.

Stigning i ensomhed blandt unge

Antero tegner en firkant på gulvet. En firkant, der omkranser scenen. 

»Herinde kan jeg være helt for mig selv,« siger han. 

Han trækker en måtte ind på midten af gulvet og tilføjer:

»Jeg er helt alene.«

Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 er Antero ikke alene om at være alene. Undersøgelsen, der udkom i begyndelsen af marts, viser bl.a., at der er sket en stigning i andelen af danskere, der føler sig ensomme sammenlignet med 2017. Værst ser det ud blandt de unge mellem 16 og 24, hvor hele 16,7 % af kvinder og 14,4% af mænd ofte føler sig ensomme. Det er en stigning på over 5 % procentpoint sammenlignet med 2017 for begge køn. Undersøgelsen blev lavet under corona-nedlukningen i begyndelsen af 2021, så resultaterne skal tages med forbehold. 

Ifølge Kasper Bruun, der er ungerådgiver og synligheds-medarbejder i headspace, er ensomhed stadig et tabu. Headspace er en frivillig organisation, der tilbyder rådgivning til alle unge, der har brug for nogle at tale med om de udfordringer, de står med, herunder ensomhed.

»I Headspace ser vi sårbarhed som et almenmenneskeligt træk, noget som alle bærer med sig. Det er noget, vi også gerne vil have udbredt, og som, vi også tror, er en del af svaret på ensomhed. Man skal tale om ensomhed og gøre problemet til noget alment kendt,« forklarer han.

Kunsten, der bryder tabuet

Antero finder en bold frem fra den øverste skuffe i kommoden og kaster den ned foran sig på scenen. Han kigger ned på bolden, der ligger på scenegulvet, ensom og forladt.

”Værsgo en ven,” siger han og kaster endnu en bold ned på gulvet.

Forestillingen handler om ensomhed, men også at begynde på ny. 

»I løbet af forestillingen finder han ud af, at når alt er på plads, er det måske ikke så sjovt at være alene,« forklarer Frida Odden Brinkmann.

Ifølge Kasper Bruun kan kunsten noget særligt, når det kommer til at bryde tabuet om ensomhed.

»Jeg er enormt tilhænger af at adressere sårbarhed, ensomhed og nogle af de svære mentale udfordringer gennem kunst, herunder poesi og teater,« fortæller han.

Nye perspektiver

»Jeg har også brug for nogen at danse med, men jeg er skide bange for damer. Men hvis jeg bliver ved med at have det sådan, finder jeg aldrig en dame. Jeg skal bare være mig selv,« siger Antero tvært, men ombestemmer sig hurtigt. Han finder en avis frem for at finde én at være sammen med, en kæreste. En stor del af salens ældre segment fniser.

Frida Odden Brinkmann vil gerne underholde og forbløffe med forestillingen.

»Men de skal også gerne få en følelse med hjem. De skal se, at man altså godt kan starte igen, men at man skal ud af skallen. Den handler om at være alene, men uden at ville være alene, og uden at turde tage kontakt til nogen,« forklarer hun.

Som Kasper Bruun ser det, er der enormt meget at hente i kunsten og en mere æstetisk tilgang til problemet med ensomhed.

»Kunst og æstetik kan give os nogle perspektiver, som vi måske normalt har svært ved at se,« fortæller han. 

Det ringer på døren. Antero bliver helt forfjamsket og løber rundt i cirkler. Små børn på første række griner. Det er en herlig latter. Frida Odden Brinkmann kommer nu frem på scenen. De danser og jonglerer sammen. Antero er ikke længere alene. Antero er ikke længere ensom.