Foto: Mikkel Kristensen
Aziz Bourrid har oplevet lidt af hvert i løbet af sine 40 år. Gennem sin podcast iFronten prøver han at italesætte nogle af de ting, vi ikke er så glade for at tale om, og tale med de mennesker, vi ikke er så glade for at tale med. Kriminalitetsforherligende podcast eller socialpædagogisk projekt, der skal få unge kriminelle til at reflektere en ekstra gang? LIXEN talte med manden bag.
Aziz Bourrid sidder foran sin gæst. Gæsten har lige detaljeret forklaret om, da han stak en mand ned.
»Når du at tænke over, det er et knivstik, eller er det bare en refleks?«
Sådan spørger Aziz Bourrid sin gæst. Professionel, rolig og med overblik, men også spørgende, som om det var det mest naturlige spørgsmål i verden. I realiteten sidder han overfor det, de fleste ville kalde et farligt menneske, men han sidder der. Rolig, koldfattet og nysgerrig.
»Jeg skulle jo bevise, at jeg var sej,« svarer gæsten.
Gennem sin podcast iFronten forsøger han at sætte fokus på nogle af de historier og de emner, Bourrid ikke mener, vi forstår godt nok. De fleste gæster kender han fra sit eget liv, og deres liv ligger ikke vildt fjernt fra, hvordan hans eget engang så ud.
Gæsterne har typisk en blakket fortid, og når Aziz siger blakket fortid, så mener han det.
Nærmest samtlige gæster har tunge domme bag sig. Nogen har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, nogen har siddet flere år i fængsel, og nogen har rykket kokain i kilovis. Ved første øjekast kan man tænke, at det er en kriminalitetsforherligende podcast, der giver mennesker taletid, vi som samfund fordømmer og fortier. Men Aziz synes, historierne er vigtige og fortjener at blive fortalt.
Samtalen handler ofte om kriminalitet, bander og narko, og det er ikke tilfældigt. Som sine gæster har Aziz ikke været »guds bedste barn,« som han selv fortæller det. Men han føler også, at det er dét, der er spændende. At det er dét, folk gerne vil høre. Han kalder det »hard-hitting interviews.«
Idéen er hentet fra USA, hvor Aziz brugte timer, dage og uger på at se interviews med hårdkogte kriminelle, bandemedlemmer og andet godtfolk. Når han var i skole eller på job, kunne han gå og glæde sig til at komme hjem og se endnu et hard-hitting interview.
»Jeg så de her interviews og tænkte, at jeg kender historier, der er vildere end det der. Jeg har det samme potentiale for gæster som de her podcasts, og så er spørgsmålet bare: Kan jeg finde ud af at bygge et interview op, og kan jeg lave lige så fedt content?«
Sluseholmen og et billboard på væggen
Aziz byder velkommen i en 3-værelses lejlighed i det nybyggede Sluseholmen. Modernistisk og rummeligt, og med et kæmpe iFronten-banner hængende på to af væggene. Hjemmet bærer præg af hærværksaktioner fra hans datter, der har skrevet sit navn på ruden og hængt klistermærker op på dørene.
Det er gået stærkt for Aziz og iFronten på det seneste. Projektet startede officielt for 9 måneder siden, og efter 2 millioner visninger på TikTok, knap 15.000 følgere og en overvældende god respons er han klar til at tage det til det næste niveau. En del af det er også at dele hans egen historie. Men ikke helt endnu. Han har planer med det på sigt.
»Lige nu skal det handle om iFronten. Min historie er jo ikke en del af iFronten, den er bare blevet interessant, fordi jeg er blæst op i iFronten. Der er nogle mennesker, der har interesse i min historie. Men der skal være et formål med at fortælle historien.«
»Jeg er bange for, at min historie kommer til at overskygge iFronten. Og det er ikke meningen. Det skal være omvendt.«
En forebyggende socialpædagogisk bandepodcast
Han gør det klart, at gæsterne ikke er tilfældigt opstøvede. Han kender dem enten personligt, perifert, fra gamle dage eller gennem kammerater.
Blandt Aziz’ gæster finder man lidt af hvert. Ali K, der er blevet skudt 5 gange. Den tidligere Black Cobra bandeleder Zohair, der nu står til fængsel og udvisning. Eller Jim Latrache, som han knapt spørger ind til fortiden som undercovermuldvarp i Nordkorea, men mere indtil, hvornår han købte sit første kilo kokain og til hvad pris.
Og så er der en som Ahmad Osman – også et tidligere bandemedlem, der nu sidder i kørestol efter et knivstikkeri. I de første sekunder af interviewet med Ahmad kigger Aziz direkte ind i kameraet for en indledende bemærkning:
»En heads-up til de unge derude: Jeg synes, I skal slå ørene rigtig godt ud. Vi kommer til at snakke ekstremt meget om venner, ego og spontane handlinger, der fører til fatale konsekvenser.«
Og det er præcis det, de gør i interviewet. Snakker om fatale konsekvenser, bagsiden af medaljen, og hvorfor gangsterlivet måske ikke altid er det mest appellerende.
Vision og mission
Aziz har en mission med podcasten. Den skal nemlig ikke bare være en kriminalitetsforherligende podcast eller en podcast, der udelukkende dyrker bandelivet, de hurtige penge og de hvide baner. Det skal være en podcast til de unge, der måske allerede er i periferien af bandelivet, men som stadig har tid at løbe på.
»En forebyggende socialpædagogisk bandepodcast,« kalder han det selv undervejs.
Det er ikke guds bedste børn, han har med at gøre. Det medgiver han. Men historierne er vigtige, for hvis vi skal forstå bandemiljøet og komme nogle af de unge gutter i forkøbet, må vi også forstå dem, de ser op til. Dem, der gik før dem og var de første i gamet.
»Jeg mener, at de her mennesker, og de ting, de har været igennem. Der ligger så meget baggrund i det. Hvis man giver dem muligheden for at komme med en rød tråd i tingene, så kan man både forhindre og forebygge.«
»I store træk handler det om at oplyse og informere,« konstaterer han.
Tankerne bag iFronten er på ingen måde visionsløse. Aziz fortæller, som en der har oplevet det indefra, at myndigheder og fagpersoner ikke er gode nok til at forstå de kriminelle. Til at forstå bandemedlemmerne. Hvilke tanker og refleksioner, der ligger bag deres valg.
»Jeg vil gerne italesætte de her ting, der er blevet meget værre, og skabe en forståelse overfor de her mennesker – specielt overfor myndigheder, der måske ikke har en forståelse for, hvorfor de her mennesker gør, som de gør,« slår han fast.
Flere skriver til Aziz, at det er fedt, at de ikke bare glorificerer tingene, og det bliver sat i et andet perspektiv.
»Vi giver jo folk de fede historier. Det giver jeg dig ret i. Vi giver dem noget hard-hitting, og vi får gæsterne til at fortælle om domme. Vi kan godt grine, og vi kan godt have det sjovt. Men der er ingen, der skal være i tvivl om, at vi er alvorlige. Budskabet er dybt alvorligt.«