OPINION

En anti-opsang til 4. semester (og alle andre)

I denne her uge gjorde vores håndværksunderviser Rikke Hyldgaard os opmærksomme på, at vi har en unormalt lav afleveringsprocent i håndværksopgaverne. Samme uge fortalte vores underviser i mediejura, Sten Schamburg-Müller, os, at vores årgang er særligt dårlige til at deltage i timerne. Efter begge udmeldinger kunne man ikke lade være med at have en smule dårlig samvittighed.

Ligeledes har jeg i denne her måned skrevet en artikel, der blandt andet handler om, at der er ringe opbakning til KaJO’s arrangementer. Jeg ved også, at Ajax-Albani kæmper med at rekruttere spillere, og det er da heller ikke hver måned, at vi i LIXEN svømmer i skribenter.

Man kan konspirere en masse om, hvorfor vi er så lade. Hvorfor vi ikke gør os mere umage.

Men egentlig interesserer jeg mig ikke så meget hvorfor. Det jeg gerne vil hæfte mig ved er, at både Rikkes og Stens udmelding var sagt en smule formanende med en appel om, at vi skal tage os sammen.

Til det vil jeg sige: Det gør vi allerede. Vi gør alt, hvad vi kan. Vi afleverer alle de opgaver, vi kan. Vi læser al det pensum, vi kan. Vi deltager alt det, vi kan.

For nyligt offentliggjorde Sundhedsstyrelsen en undersøgelse, der viser, at den mentale sundhed blandt unge er styrtdykket. Hver tredje ung kvinde og hver femte ung mand kæmper med stress, angst eller depression. Over halvdelen af de unge kvinder svarede, at de lever med et ”højt stressniveau.” Ligeledes har KaJO lige nu særligt fokus på stress blandt de studerende, da de har oplevet, at stressniveauet er højt.

Derfor har jeg lyst til at give et kæmpestort kram til alle, der sad tilbage med dårlig samvittighed over ikke at have besvaret spørgsmålene til mediejura. Over ikke have afleveret den sidste håndværksopgave. Over ikke at komme til KaJO’s karaoke aften eller engagere sig i et udvalg.

For det er meget, meget vigtigere, at du har det nogenlunde godt.

Så hold en ekstra fridag. Sig nej til sociale arrangementer, hvis det dræner dig for meget. Drop undervisningen, hvis du ikke er glad. Gå ud i solen, drik en langsom kop te, sov en time længere, luft ud, besøg dine bedsteforældre, vask dit tøj, køb en afbudsrejse, binge alle marvel filmene, drik en øl for meget på en tirsdag og stop med at have dårlig samvittighed. For du gør alt, hvad du kan.

Et stort kram fra

Chefredaktør Juliane Sigurdsson