ARKIV

En aften i Seoul

Sydkorea Og Danmark er, som de fleste nok kan regne ud; meget forskellige. Dog er der et enkelt punkt hvor vi i fællesskab kan nikke genkendende til kulturen. Druk.

Du kommer spadserende ned ad den store handelsgade Myeongdong i den tunge Sydkoreanske sommerhede, og det første, du vil møde er de tusinder af små gadekøkkener, der i en aromasymfoni forener duften af alt fra stegt blæksprutte til marineret vildsvin. Blandt de mange gadekøkkener ligger der små beværtninger, der kan stille enhver spiritusglad personages trang til den stærke væske. 

Det er allerede her man opdager, at Sydkorea er meget mere end overgearet K-pop og krig med nabotvillingen.

 

Sidegade til Myeongdong

Respekt er noget af det øverste på den koreanske dagsorden, hvilket mærkes lige fra mødet med kassedamen i supermarkedet, til forretningsmanden, der insisterer på at betale din kaffe. Og det kan man kun være begejstret for. Med det sagt, så elsker de samtidig amerikanerne og fedtet amerikansk kultur, i sådan en grad, at selv deres øl er inspireret af Budweiser. Det er tydeligt at se med de mange ”Korean BBQ”-adviseringer, der sammen med barer og spritforretninger overalt bryder byens neonskilte. 

Udtrykket barbecue kom til Sydkorea, da amerikanerne kom under Korea-krigen. 

På trods af, at sydkoreanerne er ellevilde med amerikansk kultur, har de alligevel formået at foretage en hybrid i køkkenet, hvor de forener amerikansk kogekunst med friske koreanske råvarer. Nemlig, den såkaldte koreanske udgave af barbecue. Det er endnu et nydeligt eksempel på koreanernes fænomenalhed i køkkenet. Og de er gode til det. 

Besluttes det at besøge et af de mange BBQ-steder, kan der forventes et samsurium af vildt, grøntsager og den klassiske koreanske kimchi, der er fermenteret kål. 

Foto: Emil Rützou

Sidegaderestaurant i Hongdae

Og det er ikke at kimse ad. Det er virkelig en detonation af dimensioner, du vil opleve, hvor den saftige kimchi blander sig med de ellers stærkt marinerede svinekødsstykker på din tunge. 

På trods af den høje gastronomiske kvalitet, fornemmer man hurtigt, at det ikke er for madens skyld, at koreanerne samles på restauranterne. 

Slutteligt skal du helst skylle hele oplevelsen ned med en af de lokale øl, og en soju, som er koreanernes foretrukne spiritus.

De fleste unge koreanere er nydelige og velklædte mennesker, men med det talent, at de kan drikke en gammel garvet irer under bordet. 

Det faktum leder mig nu over i det usagte, men det, det hele nemlig handler om, for at få en god aften på Seoul-manér. Nemlig byens sprudlende natteliv. 

Koreanerne er ifølge WHO (Verdenssundhedsorganisationen) det land i Asien, der oftest drikker sig fra sans og samling, og det er jo ikke noget, vi ikke er bekendt med her i Danmark.

 

Aften i Gangnam

Efter aftensmåltidet, falder snakken hurtigt på hvad aftenen skal gå med, og i bedste sydkoreansk stil går turen som det første til et af de mange skingre og farvefyldte karaoke-steder, hvor du sammen men din flok kan leje et helt lokale, så du ikke skamskænder dig selv i offentligheden. Og det er her, det må gå for sig. For koreanerne kommer som hovedregel stinkende ud af disse beværtninger, slingrer ned ad de små oplyste sidegader og falder i søvn på byens mange metrostationer. Dog skal man ikke bekymre sig alt for meget, for stoltheden og æren gør, at tyveri og vold, stort set er ikkeeksisterende i Sydkorea. Et land med over 50 millioner mennesker. Det vil du aldrig se på Nørreport. 

På trods af koreanernes manglende stopklods, findes der stadig et usagt kodeks når det kommer til indtagelsen af alkohol. Du må eksempelvis ikke selv skænke dine forfriskninger op, for det er din drukpartners job.

Det anses som en måde hvorpå man kan opbygge nye relationer, og specielt i forretningsøjemed er druk ikke til diskussion.

Sydkorea og Danmark har slående ligheder når det kommer til drukkultur. 

Når vi herhjemme spiser stegt flæsk på Guldgrillen, spiser de korean barbecue i Gangnam. Når vi går på værtshus, går de på karaokebar. Det ser ud til, at hverken os eller koreanerne kan holde sig til de to genstande, der er anbefalet.

Så selvom fremgangsmetoderne og ernæringen er forskellig, er formål og mentalitet den samme. Alkohol har det bare med at gøre det nemmere at danne relationer, så hvorfor ikke bare gøre det til en del af kulturen? Det ser ud til, at både danskerne og sydkoreanerne har regnet den ud. Koreanerne er bare bedre til at skjule det høje forbrug af alkohol under dække af ære, ydmyghed, flot madkultur og ærbødighed. 

Noget vi danskere nok aldrig lærer.