Det er en svær balancegang at arbejde med skrøbelige kilder. Det fortæller journalist fra P1 Dokumentar Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen, der er aktuel med anden sæson af podcastserien “Det perfekte offer”.
Ind ad døren ind til stuen. Sofaen står lige der. Ned at sidde, og benene op på langs. En kort pause før arbejdet med den anden sæson af podcastserien ”Det perfekte offer” fortsætter. Han lægger armene op over hovedet og lukker øjnene for en stund. Det har været intenst de sidste par måneder. Telefonen vibrerer. Han åbner øjnene på klem, for kort efter at spærre dem op, og rette sig op i sofaen, med et smil på læben.
SMS´en fra “Sara”
”Sara” er hovedpersonen i den anden sæson af podcastserien “Det perfekte offer”, som Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen har produceret i samarbejde med Signe Mansdotter. Sæsonen handler om, hvordan hun betroede sig til en mandlig psykolog, der endte med at udnytte hendes skrøbelighed og misbruge hende seksuelt.
»SMS’en virker måske ikke som en vild ting, men for mig var det ret centralt, fordi hun følte, at hun havde fået den terapeutiske renselse, som hun jo ikke fik hos psykologen,« fortæller han.
Modtagelsen af SMS’en er en af de vigtigste ting, han har oplevet i sit arbejde med skrøbelige kilder. Mest fordi Sara ikke var en, der ellers plaprede følelser ud. Selvom hun havde fået den terapeutiske renselse, hun havde brug for, så var det ikke formålet med at lave podcasten, forklarer han.
»Man skal passe på, at man ikke bliver kildens terapeut eller ven, fordi endelig er der en, der vil lytte til dem, og som altid vil lytte,« forklarer han.
Man kommer nemlig til at kende kilderne rigtigt godt i løbet af sådan en proces, hvor de skal fortælle om noget, der er så personligt. Men så er det vigtigt at holde en professionel distance til kilderne, forklarer han.
Det kan godt virke meget firkantet at sige ”jeg krammer ikke kilder”, men sådan er det. Han uddyber:
»De skal forstå, at jeg har forståelse for, hvor de er, og vi skal gøre det på en god måde, men i den proces skal jeg have plads til at gå kritisk til dem.«
Og det kommer også kilderne til gavn i sidste ende, tilføjer han.
»Det er jo på en måde kynisk, at man ”lokker” nogle kilder til at fortælle alt, og så stopper man kontakten lige bag efter,« konstaterer han.
Men når det så er sagt, så har Emil gjort meget for, at kontakten skulle fortsætte efter begge sæsoner af “det perfekte offer”, så han kan sikre sig, at kilderne kommer godt igennem slutningen af forløbet også.
Et andet menneskes historik
Det, at arbejde med så skrøbelige kilder, kan være en svær balancegang, forklarer han.
»Hvis man forestiller sig, at man selv har været udsat for sådan et overgreb, som stadigt spøger. Hvis der så er en journalist, der ringer og siger: “Jeg kender dit navn, jeg ved alt om sagen”, så kan man jo i virkeligheden allerede gøre kilden fortræd der.«
Og det er langt fra det, Emil vil, når han kontakter kilderne. Derfor er det også vigtigt for ham, at han får etableret kontakten ordentligt. Ofte har han skrevet et brev til dem for at undgå at chokere dem med en pludselig opringning.
Under arbejdet med “Det perfekte offer” har Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen fået et unikt indblik i flere sårbare menneskers liv. Det er et indblik, han prissætter, og derfor gør han også alt for ikke at komme til at skræmme kilderne væk. Derfor vil han sikre sig, at kilderne ved, hvad de går ind til. Han forklarer dem nøje, at han er nødt til at kunne dokumentere alt, hvad han taler om. Desuden skal han have fuld adgang til kildernes journaler, og kilderne skal være klar over, at han er nødt til at kontakte den person, der har krænket dem. Det kan være hårdt for nogle. »Derfor vil jeg hellere have, at en kilde springer fra til at starte med, fordi vedkommende er for sårbar, end jeg vil påføre dem skade i løbet af processen.«
Derefter bliver der igangsat en længere proces, hvor Emil går i gang med at researche.
»Det er en usædvanlig oplevelse at sidde og kigge ind i et andet menneskes historik på den måde,« fortæller han.
Men på trods af, at det er en usædvanlig oplevelse at kigge en persons historik igennem på den måde, så er der ikke meget, der kommer bag på ham længere.
»Det lyder måske kynisk, men selve det, de har været udsat for, er ikke det, der rør mig længere.«
Foto: Melissa Kjemtrup
»Selvfølgeligt kan jeg sagtens synes, at noget er vildt og ubehageligt, men når jeg sidder i den situation, så er jeg ret meget på arbejde, og jeg ved, hvad jeg skal have med hjem, og det skal ske på en ordentlig måde.«
Derfor er det vigtigt at kunne holde hovedet koldt, når man sidder og interviewer en skrøbelig kilde. Men det er faktisk ikke det sværeste, forklarer han:
»Det kan jo godt lyde absurd et eller andet sted, men for mig er det mere voldsomt at læse journalerne, end det er at lave selve interviewet. Der kan jeg typisk se hele forløbet op til, og det er hård læsning. Det kan jo godt være derfor, at det ikke føles så hårdt at interviewe.«
Men det er ikke ‘bare’ at læse deres journaler igennem, der rør ham, understreger han.
»Det føles rigtigt godt, når man kan se, at udsendelserne gør indtryk på folk og ændrer ting, også juridiske ting.«
For eksempel kunne han i december sidste år stolt ringe til de to hovedpersoner fra første sæson af podcastserien med nyheden om, at Region Hovedstaden indførte nogle nye retningslinjer på området som direkte konsekvens af det, de fik kritik for i udsendelsen.
Men når alt kommer til alt, handler det naturligvis ikke bare om det. Han fortæller:
»Jeg er blevet spurgt: ”Hvad får de ud af det?”, og der er svaret, at for “Sara” har det været helt afgørende at få lov til at fortælle sin historie. Hun har oplevet et helt forløb, hvor hun ikke er blevet troet på, og hvor man ikke har reageret. Så det at få lov til at fortælle sine historier i nuancer er enormt vigtigt for hende.«
