Hej, og velkommen til EKSTERNs løftede pegefinger! Dette bliver en fast bestanddel i EKSTERN-sektionen, hvor der hver måned skal være plads til at dele et par mediekritiske håndmadder ud til den danske redaktør- og journaliststand. I denne måned har vi været sure over DR’s digitaligseringsshow og Ida Ebbensgaard, der i Presselogen advokerede for, at medieforbrugere skal kunne skræddersy deres nyhedsbillede (fed tanke, ik? Den vender vi lige i månedens mediekommentar). Du vil også kunne læse om mediernes dækning – eller mangel på samme – et år efter Talebans magtovertagelse i Afghanistan i fjor. Det vender vi også tilbage til.
I EKSTERNs løftede pegefinger er vi ikke bange for at råbe op, når vi ser noget, der går skævt. Det kan måske lyde en anelse arrogant, ignorant og sågar også privilegeret, at vi kan sidde i vores varme stole på Medietorvet og råbe vagt i gevær, hver gang vi ser noget, vi ikke bryder os om. Hvem er vi til at råbe op? Vi er jo bare en flok 1. og 3. semesterstuderende uden den mindste smule journalistiske erfaring eller ballast.
Det uomtvistelige er dog, at om Brügger, Christian og Tom Jensen, Marchen eller Knud Brix vil det, så er det vores generation af journalister, der en dag bestrider de bonede gulve på Rådhuspladsen, i Pilestræde, eller hvor end det er, Frihedsbrevet har kontorer. Vi har brug for jeres erfaring, og I har brug for vores ungdommelige syn på tingene. En smuk symbiose.
Medierne skal tåle kritik, og det har de også alt grund til at modtage. Mediecheferne sidder ofte i Presselogen og debatprogrammer og bruger dage og uger på at harcelere mod magtfulde politikere, der ødelægger det for alle journalisterne. Nogle gange er det, som om medierne glemmer, hvilken magt og instans de i virkeligheden selv udgør.
Og det er netop det, vi håber på at kunne bidrage med i EKSTERNs løftede pegefinger. En fremtidens og ungdommens stemme, hvor vi kan give vores besyv med. For hvis ikke nu, hvornår så?
Hvis journalister siges at være talerør for borgerne, må vi unge journaliststuderende jo være talerør for de unge borgere. Derfor er vi nok de bedst egnede til at forestille sig, hvordan fremtidens mediebillede skal se ud.
Vi er 100% uafhængige,og det her er en kæmpe mulighed for at være fræk. Med andre ord har vi alt at vinde og intet at tabe i EKSTERNs løftede pegefinger.
MÅNEDENS LØFTEDE PEGEFINGER:
Public service-medier er en løftestang for demokrati og samfund. Derfor har det hele måneden gibbet i mig at få lov til at løfte pegefingeren, når jeg har været i nærheden af DR-byen på Amager. Min pegefinger er ikke kun løftet. Den bevæger sig som et taktfast pendul fra side til side. For nej, nej, nej, hvor virker DR’s nye digitaliseringsstrategi som et selvmål. Det er åbenlyst DR’s intention at tage kampen op med de store amerikanske streamingtjenester, der nok ifølge dem tager lidt for meget af danskernes skærmtid. Men det er en kamp, der har samme styrkeforhold som FCK mod FC Barcelona, ville have det. Den er tabt på forhånd. Derfor må DR huske at være gode til det, de rent faktisk er sindssygt dygtige til. De har nemlig noget hos DR, som er meget værdifuldt, og som de store streamingtjenester ikke har på samme måde. En masse dygtige, danske journalister, der i årenes løb har skabt en masse oplysende journalistiske programmer. Det er derfor ekstremt ærgerligt, når DR vælger at lukke programmer som Detektor og Bagklog, hvoraf især førstnævnte virkelig kommer til sin ret i et valgår, for i stedet at satse på ungdomsprogrammer med langt mindre public service indhold, såsom De Dyre Piger eller Mere Voksen end Bjerrehuus.
Digitaliseringenstrategien skal i høj grad være med til at få fat i en større andel af de unge brugere, lyder det. Men det er vigtigt ikke at glemme, at DR også må blive ved med at levere kvalitetsindhold til vores ældre generation, der jo, som vi alle ved, kun bliver større og større i løbet af de kommende år.
Flere af disse argumenter har allerede gjort sit indtog i debatten, men vi på EKSTERN mener, at der er et overset perspektiv på, hvorfor DR’s store digitale satsning er problematisk. Læs mere om det i månedens mediekommentar. fb
Når historien går tabt
Lige så længe jeg kan huske, har Danmark været en krigsførende nation. Det er en del af den nationale identitet, jeg er vokset op med. At jeg bor i et land, som fører krig ude i verden. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, er jeg for så vidt ligeglad med. I hvert fald som journalist.
Hvad, jeg dog ikke er ligeglad med, er, hvordan medierne behandler dækningen af Afghanistan. Mens Trine Bramsen sejlede rundt i det sydfynske øhav på en lidt sketchy tur med Marinehjemmeværnet, og Mette Frederiksen gav den op til en koncert med Folkeklubben, faldt Kabul. Alle husker billederne af afghanere, der klamrede sig til flyvinger. En humanitær katastrofe uden lige.
I forhold til at Afghanistan og vores turnus dernede gennem 20 år har udgjort en så væsentlig del af den nyere Danmarkshistorie, stiller jeg mig nogle gange uforstående for, hvor lidt man egentlig hører om landet nu.
Hvis man endelig gør, er det noget med, at en Al-Qaeda leder er blevet dræbt, eller at ISKP er i kampe mod Taleban. Vigtige historier, bestemt. Men medierne glemmer ofte, at landet befinder sig i en humanitær katastrofe. Midlerne er indefrosset, din stat består af totalitære islamister, og kvinderne må atter igen ikke være frie mennesker.
Jeg beder ikke om et konstant tema på forsiden af DR, der dagligt opdateres med nye historier fra landet . Hvis man vil finde historierne derfra, må man også selv trevle dem op gennem internationale medier. Jeg savner bare, at danske medier beskæftiger sig lidt mere med det land, der, om vi vil det eller ej, er en del af vores egen historie. Mere om dette i næste måneds løftede pegefinger, hvor vi får Jakob Sheikh i tale om netop de emner.