Skærmbillede af Facebook-opslag på Frihedens Stemmes officielle Facebookprofil. Foto: Anna Mosbjerg Madsen
Rasmus Paludan blev i januar 2024 sigtet for at offentliggøre anklageskriftet i Korsør-sagen på netmediet Frihedens Stemme. Professor ved juridisk institut, Sten SchaumburgMüller, forklarer den bagvedliggende lovgivning.
»Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver
meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed«.
Dette er et uddrag af Straffelovens §264 d, som Rasmus Paludan d. 17. januar blev sigtet for. Sigtelsen tog udgangspunkt i offentliggørelsen af en anonymiseret version af anklageskriftet mod den omtalte 32-årige mand fra Korsør. Anklageskriftet rummede dybdegående detaljer om forbrydelser begået mod tre unge ofre, heriblandt sagerne fra Korsør og Kirkerup. Blandt andet indeholdt anklageskriftet beskrivelser af bortførelser, voldtægt og drab. Det var på netmediet Frihedens Stemme, hvor Paludan er ansvarshavende redaktør, at anklageskriftet blev bragt. På Frihedens Stemme’s officielle Facebook-profil kan opslaget med et link, der nu ikke længere virker, stadig findes: »Læs anklageskriftet mod Korsørmanden!…« .
Offentliggørelsen vurderes at udløse særligt skærpende omstændigheder ifølge Straffelovens §264 d, stk. 2., hvorfor strafferammen i sigtelsen kan være op til tre års fængsel.
Sigtelsen bekræfter Rasmus Paludan selv for blandt andre Ekstra Bladet.
I dagene forinden og efter frigivelsen af anklageskriftet d. 15. januar bad blandt andre justitsministeren, Peter Hummelgaard, medierne om at træde varsomt i deres videregivelse af detaljer. Opfordringen blev bragt af TV 2. Alligevel opstod der angiveligt forvirring, da Rasmus Paludan blev sigtet for lovovertrædelse. Til Ekstra Bladet udtalte han: »Der er offentlighed i retsplejen, og jeg har ikke været bekendt med, at anklageskrifter ikke måtte offentliggøres, bortset fra hvis der er navneforbud. Der var i artiklen ikke navn på den tiltalte og heller ikke navne på andre«.
For at klarlægge de præcise regler for journalisters håndtering af anklageskrifter af denne karakter, har LIXENsKrimisektion allieret sig med Sten Schaumburg-Müller, der er professor og dr.jur. ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. For Sten Schaumburg-Müller står det klart, hvilke steder Rasmus Paludans beregning har slået fejl. Generelt om aktindsigter forklarer Sten Schaumburg-Müller:
»Ideen er, at journalister skal kunne vide, hvad der foregår ved en domstol og skrive korrekt om det. I retsplejelovens §41 f, stk. 6, står der blandt andet, at anklageskriftet kun må bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde«.
Herefter uddyber han: »Eller sagt på en anden måde: Offentlighed i retsplejen er udgangspunktet. Der er visse undtagelser, hvilket Paludan må vide, da han tidligere har mødt som advokat i retten«. Sten Schaumburg-Müller henviser til Rasmus Paludans tidligere professionelle virke som advokat. »Alle kan søge indsigt i domme, når de er afsagt, men først efter en anonymisering. Alle kan ikke få indsigt i anklageskriftet«, uddyber han..
Schaumburg-Müller fremhæver et andet helt essentielt fokuspunkt i mediers håndtering af aktindsigter af denne karakter. »Mit bud er, at anklageskriftet blandt andet indeholder nærgående beskrivelser af seksuelle overgreb«, forklarer han og refererer: »Straffelovens §264 d: Strafbar videregivelse af meddelelser om andres private forhold. Seksuelle overgreb er private forhold. Man må gerne videregive den oplysning, at eksempelvis voldtægt er blandt sigtelserne, men ikke i detaljer«.
Netop denne pointe kan ifølge Sten Schaumburg-Müller være med til at begrunde de skærpende omstændigheder i sigtelsen: »§ 264d, stk. 2 blev netop indført for hårdere at kunne straffe for videregivelse af nøgenbilleder, fake porn og, som her, skriftlig udpensling af seksuelle overgreb«.
Ifølge Sten Schaumburg-Müller er der altså tale om en række åbenlyse lovovertrædelser, når Rasmus Paludan vælger at offentliggøre anklageskriftet. Spørgsmålet er, om han juridisk kan beskyttes af andre retslige forhold.
»Jeg mener, at offentligheden i en meget omtalt straffesag har ret til at få at vide, hvad gerningsmanden er tiltalt for«. Sådan udtalte Rasmus Paludan sig i en artikel fra DR og argumenterede således for, at publiceringen af anklageskriftet tjente offentlighedens interesse.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 tildeler desuden den enkelte borger retten til ytringsfrihed. Dette rokker dog ikke på Sten Schaumburg-Müllers vurdering: »Som bekendt er der undtagelser i artikel 10, stk. 2. Og der er også artikel 8 om privatlivets fred. Min vurdering er helt klart, at netop videregivelse af mere eller mindre udpenslede detaljer om seksuelle overgreb ikke bør videregives, og at sanktionering af en sådan videregivelse ikke er en krænkelse af artikel 10«.
Hvad sagens juridiske udfald bliver, er endnu uvist.
Mere sikkert fremstår dog, at spor af fortrydelse ikke umiddelbart er at finde på Frihedens Stemmes platform. I en artikel, skrevet af Rasmus Paludan, langes der ud efter en Ekstra Bladet-journalist, der angiveligt skulle have anklaget Frihedens Stemme for at være et »pseudo-medie«. Paludan svarer igen i sin artikel: »Det er vel snarere sådan, at Ekstra Bladet er et pseudomedie, fordi bladet lægger sig fladt ned og adlyder, når politiet og justitsministeren siger, at bladet ikke bør offentliggøre detaljer fra de seneste 10 års mest omtalte straffesag? Frihedens Stemme – tør, når Ekstra Bladet tier!«