Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
Det var den første dag på mit tyskhold, der strakte sig over fire måneder. Derfor var der nok ingen af de fremmødte, der startede første dag med en forventning om at få venner kontorstolene imellem, men nok bare et par nødvendige venneanmodninger på Facebook, så man pligtskyldigt kunne planlægge opgaver. Jeg sad i tipausen og forsøgte at dæmpe mine sorte rander under øjnene med en kop halvlunken kantinekaffe, mens jeg stirrede ind i bærbarlyset på lige fod med andre i lokalet, der ej heller havde den mindste snert af interesse i at investere i menneskene omkring dem. Inde i computeren kørte YouTube-stjernen Jeffree Star med sin sportsvogn ind i sin mansion, for derefter at vise sin nye sminkekollektion frem. Hvis du ikke havde bidt mærke i ordene ’ind i sin mansion’, så gjorde min sidemakker i hvert fald, »Det kan bare ikke være rigtigt, at nogle mennesker kan være så rige«. Pludseligt flåede folk blikket op fra skærmene. Ordene havde fået dem til at gå fra vågeblus til højst tænkelig ydeevne. Høtyve og fakler blev hevet op af Rains-skoletaskerne, og snart slog de over i samme slagsang: »NEJ, DET ER IKKE I ORDEN AT NOGLE MENNESKER ER SÅ RIGE«, lød det i nationalkor. Fra dette øjeblik var fællesskabet i klassen skabt. Den fælles fjende var lokaliseret. I dette tilfælde de rige, de grådige. Dem, der fascinerer os i pøblen, men det er dog en folkehemmelighed.
Jeg er begyndt at lytte til podcasten Visionærene. Her kommer iværksættere i audiens hos en journalist, der afhører dem om, hvordan de tjente deres første million, og hvordan de vil tjene deres sidste million. Når jeg langsomt fordøjer afsnittene, niver formiddagen fra klasselokalet mig i nakken, for hvorfor er det egentlig, at vi kun fokuserer hårdnakket på deres penge? Lad os være ærlige, vi vil alle gerne tjene mange penge en dag, så hvorfor fokuserer vi ikke på at lære af vejen til pengene i stedet for?
At tjene er at stjæle
Vi håner ham, når han kaster op på Twitter, misunder ham, når vi googler hans navn, og hvad er det nu for noget med de rumraketter? Elon Musk – verdens rigeste mand. En herre, der ikke har skabt rigdom gennem arv eller ægteskab. En mand, der har set andre veje end resten af flokken, skabt noget, taget chancer og fejlet fælt på nogle af dem, rejst sig igen og knoklet alle døgnets timer i mange år – noget gennemsnitlige mennesker ikke gider at ofre for succes. Selvom han i dag er en mand af stor rigdom, så er det nok ikke den, han har betalt sin succes med. Noget, der i et mere jordnært perspektiv her i kolonihaven Danmark også kendetegner iværksætterne i Visionærene. Én har udviklet hudplejeprodukter, der fjerner vores bumser. En anden skabte Sinful, så vi kan kneppe sjovere, bedre, ja endda alene. En helt tredje skabte Too Good to Go, så alle os broke studerende kan få kage, brød og sushi møgbilligt – og rede mad fra at ende i skraldespanden, selvfølgelig. Det er en erkendelse, at iværksættere som disse forbedrer noget i samfundet, de dækker vores behov.
Jeg elsker den podcast, men den afspejler, hvordan jeg oplever, at mange af os tænker om iværksættere, der skaber formuer for sig selv. Den fokuserer direkte på deres nuværende penge og ikke på, hvad der ligger bagved, og hvad de har bidraget med i samfundet, som ikke er glitrende mønter. Noget, der er mere brugbart for menig mand, for der findes en folkelig diskurs af, at når gennemsnitlige mennesker, som iværksættere også er, har levet under evne, tjent og og sparet penge nok op, så er det som om, at de pludselig har stjålet noget fra nogen. Man kunne i stedet sige, at de jo har skabt noget for nogen, taget ansvar. Man vinkler ofte politisk og i medierne på, at disse mennesker skylder at spytte i kassen, når de sådan går og indirekte stjæler fra gennemsnittet. De skal betale mere i skat end os andre, hvilket de gør i forvejen, og hvordan løser man så det? Arveskat (ja, betale skat af penge, der allerede er blevet betalt skat af), topskat, toptopskat, udbytteskat, måske endda en formueskat, afgifter, så alle kan få en bid af allemandskagen, de bredeste skuldre, og vi kender jo resten herfra, men virkeligheden er også, at nye arbejdspladser til alle os i pøblen, bliver skabt af disse iværksættere, men det bidrag tæller åbenbart ikke, for det ikke er glitrende mønter direkte fra hånd til kasse. Fællesnævneren for dem alle i podcasten er, at ingen af dem rigtig gider at tale om deres penge, og måske finder man argumentet i Klaus Riskærs audiens, »Penge er et restprodukt. Det er the leftovers af noget, der er gået godt eller dårligt«.
Færdigbagt brød er bare nemmere
Det er svært at starte virksomhed her i landet, fordi skatter og afgifter er høje, så hvem er de grådige her? Er det de mennesker, der vil have en stor bid af allemandskagen, de yder minimumskravet for, eller er det de mennesker, der skaber vækst og arbejdspladser til os, der ikke gider ofre det samme? Det falder mig pudsigt, at det ofte er de samme mennesker, skabskommunisterne, der så storsindet mener, at penge er et folkeligt allemandseje, er de samme, der hverken tør eller yder mest. Ej heller et ønske om at lære af de bredeste skuldre har de, for det er nemmere bare at få brødet kvit end at lære at bage det selv.
Tilbage i klasselokalet blev jeg smidt på porten som Alex Vanopslaghs tysktalende, onde håndlanger de næste fire måneder. Måske genopstår jeg i en dansktalende udgave med denne klumme. Vi skal ikke forgude iværksættere, alle, der blot bor i Hellerup, folk, der kører ‘ind i sin mansion’ og hedder Elon og Jeffree, men måske kan vi lære noget af deres forhold til at investere, arbejdsmoral, tænkemåde, livsstilsvaner, nederlag, og af måden de tager ansvaret på sig. Nej, kære fakkeloptog, det betyder ikke, at vi automatisk bliver lige så rige som dem, den får i. Jeg appellerer blot til, at vi pakker høtyve og fakler tilbage i skoletaskerne, for hvis vi begynder at lure disse mennesker over skulderen, kan det være, at vi kan tage noget andet end deres penge for at forbedre vores egen livssituation. Klaus Riskjær har allerede lært os lidt – for penge er et restprodukt fra noget, der går godt eller dårligt, og det kan sagtens bare være et rygestop, en droppet shoppevane eller en konto på Nordnet.