OPINION

Drop den danske drukkultur

Den danske drukkultur er bygget på en falsk machofølelse, gruppepres og en unødvendig nationalfølelse.

Forfest, beerpong, ølbong, shots, klar til byen, ind på klub, rammer floor, køber drinks, rammer floor igen, hovedet snurrer, maven knurrer, ud af klubben, ind på maccen, taxa hjem og hovedet i seng. En klassisk fredag aften. 

I Danmark kan vi med stolthed sige, at vi stadig holder førstepladsen, når det gælder unges druk. I en undersøgelse WHO lavede i 2018, havde 42 % af danske 15-årige prøvet at være fulde mindst to gange. Det europæiske gennemsnit ligger på 20 %.

En rigtig viking drikker øl 
Den danske drukkultur er noget, som vi ikke rigtigt taler om. Det er et urokkeligt fænomen, som var det anden tilføjelse i USA’s forfatning.

Egentlig handler drukkulturen om øl, øl og øl. 

Det handler om, hvem som kan drikke mest. Det er ikke fedt, hvis du ikke kan drikke ordentligt eller bare ikke har lyst. Det er noget, du bare skal kunne i Danmark. 

Da jeg gik på højskole, var det nærmest et ritual, at folk skulle lære at drikke øl, hvis ikke de havde lært det på gymnasiet. 

Selv har jeg aldrig været så stor fan af alkohol. Det har ikke rigtigt været nødvendigt. Hvis selskabet er godt, så har jeg ikke brug for at lamme dig selv. Den holdning er folk dog sjældent enig i.

Når jeg er med til en fest og står med en sodavand, så går der ikke længe før folk kommer over og starter en Q&A: “Hvorfor har du en sodavand i hånden?”, “Hvorfor drikker du ikke?”, “Hvad gør du med drukspil?”.

Jeg har intet imod at svare dem, men så snart jeg har svaret, så vil der altid være en smart bemærkning. “Han kan alligevel ikke drikke”, “Fuck, hvor kedeligt”, “Hvorfor så overhovedet deltage?”. 

Alt med måde
Martin Solveigs kæmpehit “Intoxicated” fanger den danske drukkultur meget godt. Alkohol er gift. Hver gang du drikker alkohol, forgifter du dig selv, du dulmer dit nervesystem, og det virker virkelig sjovt. Det kan dog have konsekvenser. Alkoholisme, skrumpelever og fedme. Som ung tror du aldrig, det når dig, men det når måske den person, som du råbte “SHOTS, SHOTS, SHOTS” til på Roskilde.

Det her er ikke et skriv om, at du skal stoppe med at drikke. Det glas vin du får med kæresten eller bajeren med gutterne. Det er fandme fedt, hold fast i det. Men hvis en person står til en fest, og siger de ikke drikker, så lad vær med at presse, bashe eller komme med en smart bemærkning. Bare snak med personen, som var det enhver anden hjernelam fulderik.