Foto: Frederik Kongsgaard
Det rastløse og legesyge har altid boet i Merian Garde Gräs. Med skiftet fra vært på Zetlands daglige nyhedspodcast Helikopter til deres politiske redaktion, håber hun at få mere tid til fordybelse. I interviewet må hun prøve blot at være tilstede.
Der ligger en trold i caféens have forklædt som et stengærde. Tænk hvis den rejste sig op. »Hvad laver den trold der?« spørger Merian Garde Gräs.
»Hvor længe har den ligget der? Hvor skal den hen?«
Hendes spørgsmål smitter. Hendes tøj bliver levende foran mig. Den hvide striktrøje spejler skydækket udenfor. Udskæringen i halsen bliver til et hul op til himlen, hvor silhuetter af svaler flyver rundt. Hvorfor flyver de så højt?
»Det hedder vel fantasi, ik’?«
Hun holder en lang pause.
»Jeg kan stadig godt få sådan nogle barnlige tanker.«
Merian Garde Gräs stopper som vært på Zetlands daglige nyhedspodcast Helikopter for at blive en del af deres nye politiske hold. Men det er ikke derfor, jeg er ude og interviewe hende. Det er jeg på grund af noget, hun sagde om sit skifte:
»Jeg har siddet bag roret nu i to år, og det har været en kæmpe fornøjelse. Men to år med daglige deadlines får mig også til at savne lidt mere fordybelse.«
Derfor troede jeg også, at portrættet af Merian Garde Gräs ville handle om netop det: Tid og fordybelse.
En journalist blandt journalister
Merian Garde Gräs er dramatisk, og hun elsker fortællinger. Fortællinger som trolden i caféhaven ser hun overalt. Hendes døtre tigger hende om at improvisere endnu en fortælling om Gaia og Iben, to af deres kammerater, der nu er blevet til karakterer i utallige fortællinger. Som den, hvor de kører ræs på hele Møn i naboens traktor, og forældrene til sidst må hente dem i brummen. Den er en af klassikerne, og dem er der efterhånden mange af.
Og så er Merian Garde Gräs journalist. En rolle hun har svært ved at lægge på hylden.
»Jeg ævler bare, Sebastian. Jeg er vildt dårlig til at blive interviewet. Du må hjælpe mig lidt. Jeg plejer at sidde derovre,« siger hun og peger på mig.
Hun griner, da jeg spørger, hvad farve hendes bil er. Da jeg spørger ind til detaljer omkring hendes tur op i Skovtårnet syd for Haslev. Hun har spurgt ind til, hvad jeg vil med interviewet. Hvor er jeg på vej hen? Men lige der, er hun ikke i tvivl. Hun ved, hvad jeg laver. Jeg vil bruge det som en scene, og det er derfor, jeg udspørger hende om detaljer. Hun har selv gjort det hundrede gange før.
Merian var teenager, da hun gik rundt til en Lis Sørensen koncert med en blok papir og tog noter. Det var på Sølund Festivalen.
»Jeg har følt mig virkelig sådan, wow, nu skal jeg have sanserne åbne og skrive alt ned, jeg kan huske og se.«
På Horsens Folkeblad, hvor hendes mor arbejdede, kunne der godt være travlt, og så blev Merian nogle gange sendt i byen. Sendt afsted for at tage noter til en reportage.
Merian er vokset op med journalistikken. Mor, storesøster, onkel og tante er journalister. Og hendes skolelærer-far har altid skrevet kronikker. Nu er Merian selv gift med en journalist. Men for hende selv var det ikke åbenlyst, at hun skulle den vej. Det er den klassiske fortælling med forældrene på sidelinjen, der siger: Vent du bare og se. Du skal nok følge i vores fodspor.
Hun lukker øjnene og tænker, da jeg spørger hende, hvornår hun vidste, at hun ville være journalist. Selv når hendes øjne er lukkede, er de udtryksfulde. Folder springer ud fra dem og vidner om, hun tænker godt efter. Hun prøver at huske det.
»Hvornår fanden var det, jeg ligesom…«
Hun taler sig langsomt frem til svaret. I 2005 var hun på teaterskole, der var hun i også 2006. Hun arbejdede på en vammel mexicansk restaurant om aftenen og følte sig meget kunstneragtig.
»Det var jeg overhovedet ikke.«
Men hun søgte aldrig ind på Skuespillerskolen. Så var det måske i virkeligheden der? Hun springer frem i historien:
»Jeg kan i hvert fald tydeligt huske, da jeg fik besked. Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg ikke var kommet ind på Journalisthøjskolen.«
Det har været en dårlig dag, og Merian åbner brevet. Hun har fået en standbyplads, og så bryder hun sammen. Jeg er ikke kommet ind, jeg er ikke kommet ind, tænker hun. Straks ringer hun til sin mor, »jeg er ikke kommet ind«, »prøv lige at læse det op igen, du er jo kommet ind,«. Gud jeg er kommet ind, tænker hun. Der er en plads om et halvt år.
»Der kunne jeg mærke, åh det er det rigtige. Og så var det bare fra dag et, altså jeg har jo elsket det lige siden, fuldstændig. Det er præcis lige så legesygt og rastløst et fag, som jeg er. Jeg føler mig rigtig godt tilpas.«
»Går det efter planen, Sebastian?« spørger hun mig.
Man kan øve sig i fordybelse
Merian søger fordybelsen både i og udenfor journalistikken.
»Det bliver du både en bedre journalist og et bedre menneske af. Lige at fordybe dig. Og lige træde ud engang imellem. Og mærke et andet tempo. Det kommer fra et menneske, som har højt tempo og høj rastløshed. Det er noget, jeg har skullet øve mig i. Men jeg kan jo mærke, hvad det gør. Det er der idéerne kommer og pibler frem.«
Merian trådte selv ud forleden og satte tempoet ned. Hun gav plads til fordybelsen.
Det er en eftermiddag onsdag d. 8 februar 2023, og lidt syd for Haslev kører en lyseblå Skoda Octavia sydpå ad E47 mod Møn. Bag rattet sidder Merian. Ud af højtalerne kommer P1 programmet Akkurat med Clement. Hun har sagt ja til at være med i panelet på programmet uden egentlig at vide, hvad det er. Merian er på vej til Møn alene for at få et par rolige morgener. Og så ser hun det. Skovtårnet. Hun har kigget på det skovtårn mange gange. Men hun har haft hele bilen fuld. Og hun har haft en plan. Og hun har haft en instinktiv lyst til at komme op i det tårn, men er kørt forbi. Nu gør hun det! I sidste øjeblik når Merian at dreje af. Det må være den her afkørsel, tænker hun.
Bilen er parkeret, og Merian trasker afsted uden noget i ørerne. Tankerne flyder frit. Der er ingen retning på. Hun ved, hvor hun fysisk skal hen, så det skal hun heller ikke tænke på. Det er en pause. Hun mærker, at træet er glat at gå på.
Solen skinner højt på himlen. På toppen af Skovtårnet mærker Merian, der er noget, der er større end hende selv. At hun er lille i et hav af nøgne træer. Det er vidunderligt.
»Lige så vel som jeg i interviewene jo lader mig lytte og lader mig gå med, så øver jeg mig også i at gøre det som menneske. At prøve at løbe ud af tangenterne. Når vi troede, vi var på vej et eller andet sted hen, så kunne det godt være, at vi lige skulle stoppe der.«
I historierne er der mennesker
»Men må jeg høre, har du nogle temaer, vi skal omkring, som vi ikke er omkring? Altså skal jeg sådan… Skal jeg vide noget om din plan?« spørger hun mig.
Hun har selv lige kaldt det at blive interviewet det ultimative kontroltab. Fortalt hun selv prøver at få folk til at være sig selv. Slappe af. Og hvordan gør man det? Hvordan får man folk til at slappe af? Måske ved at være menneskelig. Det insisterer hun selv meget på. At være empatisk.
»Det handler om at få folk til at føle sig trygge selv i de konfronterende situationer. For ellers får du ikke lukket dem op.«
Og for Merian handler det også om at vise menneskene i historierne. Som regnedrengen Kaare Græsbøll. Det kan man kun ved at være til stede. Midt under Corona sad Kaare i sin lejlighed på Islands Brygge og regnede på op- og nedlukninger. Og til et afsnit af Helikopter fik Merian fat i ham. Regnedrengen.
»Jeg tror, det var det, han sagde. At han havde arbejdet i døgndrift og næsten ikke set sine børn, fordi der var så stort et politisk og folkeligt pres på, at han skulle regne på de forskellige scenarier. “Har det også været lidt for meget?” Og så begyndte han bare at fortælle, hvordan han var gået fuldstændig ned med stress.«
Kaare bukkede under nede i Brugsen.
»Hvis Kaare ikke virker, hvis han står nede i Brugsen og går fuldstændig i sort, så er der jo noget galt. Så skal vi jo sørge for at finde forståelse for den mand og den kompleksitet. Og at han gør det så godt, som han kan. Hvilket jo er sådan en lidt kontra-klassisk journalistisk tænkning, som jo er enormt kritisk og skeptisk på alting.«
»Det berørte mig bare som menneske, at han gav alt, hvad han overhovedet havde i sig.«
Den naturlige fortæller
»Jeg har sluppet tøjlerne, jeg har fuldstændig… Det kan tage mange retninger,« siger Merian og gør igen opmærksom på interviewsituationen.
Men det er ikke kun Merian, der sidder overfor mig. Nogle gange er det værten på Helikopter. Som om nogle ting får hende til at slå over i den stemme. Men Merian har mange stemmer. Mange roller. Hun springer rundt i dem, når hun gengiver personer, hun har talt med. Karakterer. En af dem er Samira Nawa, folketingspolitiker for Radikale Venstre. Merian fortæller, hvordan de smalltalkede i telefonen personligt, frit og afslappet. Hun gengiver sin egen stemme:
»Okay, jeg tænder lige båndet«.
Hendes ansigtsudtryk ændrer sig, og hun er nu Samira Nawa: »Ja, det vi mener i Radikale Venstre er…«.
Merian vil gerne ryste politikerne ud af prompteren. Væk fra det indøvede.
»Jeg får også lyst til at få politikerne til at tale som mennesker. Der ligger også nøglen til, at vi kan komme til at holde lidt mere af dem,« siger hun.
På Zetland arbejder de med tre niveauer i deres historier. A, B og C. C-niveauet er mennesket. Kaare. B-niveauet er bygningerne, lovene, samfundsstrukturerne, fortæller hun. Med hendes armbevægelser tegner hun en bys skyline foran mig. Jeg ser rækken af firkantede huse med døre, vinduer og skrå tage.
»Og så har vi A-niveauet,« siger hun, da hendes hænder flyver op i luften og tegner Solen, der skinner ned på husene, som nu har forvandlet sig til en by.
»Hvad siger den her historie så om os som samfund? Eller om Verden eller om den måde vi lever i den i.«
Merian er en naturlig fortæller. Når hun ikke afbryder mig for at spørge ind til, hvor interviewet er på vej hen, skinner det igennem. Med øjenkontakt og en fortælling suger hun mig ind. I korte øjeblik er alt andet end Merian ude af fokus. Lyset er dæmpet. Der er en mørk vignette om hende. Det er betagende. Så betagende at det gør opmærksom på sig selv. Jeg kan mærke, jeg er helt inde i hendes verden. Der ser man de dramatiske ansigtsudtryk. Øjenbrynene der løfter sig i buer for at understrege en pointe.
Og hun bringer fortællingerne med sig overalt. Det var Merian, der indførte, at Helikopteren skulle have spændingsbuer. Fordi hun selv er en utaknemmelig lytter.
»Særligt på lyd, fordi vi laver alt muligt samtidig. Og så bliver vi jo distraheret. Derfor synes jeg, det var vigtigt, da jeg kom ind. At der var en spændingsopbygning.«
Berettermodellen sidder på rygraden af hende. Måske fordi hun hele tiden fortæller Gaia og Iben historier. Måske fordi hun dyrkede teatret som ung. Måske fordi hun er Merian Garde Gräs. Og hun er vild med den.
»Jeg er stor fan af Berettermodellen. Og det er endt med at være en grundskabelon, men en lille smule tweaket.«
»Hvis jeg skal sætte min egen journalistiske karriere indtil nu på Beretter, det er jo faktisk meget sjovt. Vi er på klimaks nu. Det er ligesom nu, at jeg peaker på Zetland. Det er nu, du ringer. Det er nu, Clement ringer.«
Det er lidt uklart, hvor anslaget skal være. Da hun starter på Journalisthøjskolen i Aarhus tilbage i 2007? Praktikken på DR? Måske da hun laver Langt Fra Borgen, politisk tv til det gule segment, og får lov at smide vinkler ud af vinduet? Hun vil gerne have sin start på Zetland i 2021 til at være Point of no Return. Men hvad gør hun så af sine to år som lektor på SDU, der fik hende til at føle, hun ikke faker mere? Der fik hende til at sige: »Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad jeg er god til.«
Sikkert er det, at der gemmer sig flere vendepunkter i hendes tid på Zetland. Det første var, da hun startede på Helikopter. For der kunne hun for første gang forene sit journalistiske jeg med sit dramatiske jeg.
»Jeg bruger min viden om scenen, stemmen og kroppen. Og karaktererne. Det er en kæmpe del af mit arbejde nu. Jeg bruger det hver dag, når jeg står i et studie. Jeg skal have fat i min intention, fat i min krop og min stemning.«
»Det er første gang noget, nogen ser og siger: Det der er faktisk noget, vi kan bruge. Det er værdifuldt, det du kan.«
»På Zetland kan jeg jo mærke min personlighed og det, jeg kan gå op i en højere enhed.«
»Hvad mangler du Sebastian?« siger hun og griner.
Tid og fordybelse
Merian skal være med til at opbygge Zetlands politiske redaktion. For nu er det tid til noget andet. Et nyt vendepunkt. Det handler om ikke længere at have daglige deadlines. Ikke at skulle løbe et maraton hver dag. Tid til mere fordybelse, længere deadlines.
»Jeg tror, pauserne og fordybelsen, og det at du gør noget, der ikke handler om journalistik. Og det at du bruger din fantasi, og at du er legesyg og nysgerrig bare som menneske, tror jeg gør dig til en bedre journalist. Og det kræver, at du giver plads, det kræver, at du lægger din telefon væk, og at du gør noget andet. Det kræver, når du har haft deadline hver dag og løbet et maraton i to år, at du siger,« hun efterligner lyden af hvinende bremser.
»Pause, nu tager vi lige noget andet. Fordi jeg kunne da godt være en af dem, der brændte sammen, hvis jeg lige blev ved et halvt år mere.«
Interviewet er ved at være slut.
»Giver det mening? Jeg tror, jeg skal stoppe med at tale nu.«
