Foto: Alex Martin Andersen Horan
De offentlige toiletter tilhører os alle, men de fleste af os holder os hellere og kigger højest nysgerrigt ind, hvis døren er åben. For nogle er de ly for regnen og for tilskuere. Der er rindende vand, tørt papir, og hvis man er løbet tør, brugt værktøj gemt i en metalkasse, der er boltet til væggen. Vi har talt med dem, folk kalder narkomaner, junkies, misbrugere og udskud. Vi har besøgt deres tilflugtssteder. Steder, der har været hjemsted for køb og salg af stoffer, lykkerus, abstinenser og pludselig bortgang.
Vi er blevet indlemmet i en verden, der byder på lange hårde dage med poser i baglommen, en evig skuen over skulderen efter fjender og en endeløs sult, der aldrig mættes og konstant skal findes penge til. Det foregik på offentlige toiletter i midtbyen, i baggårde, opgange og i ly af træerne ved åen. Velkommen til en hverdag, de færreste har begreb om – fortalt af en odenseansk stofmisbruger og tidligere dealer.
»Sagde til folk, at de skulle møde mig oppe på lokummet. Så gik jeg så ind og sad og solgte. De kunne lægge pengene ind under døren. Så kunne jeg ligesom se, hvor meget de skulle bruge. På 20 minutter var jeg løbet tør for stoffer og havde tjent 4000.«
»Nogle gange efter arbejde skulle folk have deres fix. De kom ind i deres blå overalls. Så havde de fået en overdosis. Så kunne man finde dem lige så blå som deres arbejdstøj. Døde, simpelthen.«
»På en uge ringede jeg til ambulancen fire, fem gange – udelukkende fra dødens toiletter. Det var de færreste, vi kunne rede. Der er ikke så mange, der gider at gøre noget ved det, fordi de har så travlt med at tage deres eget lort. De tager sgu ikke nålen ud af armen for at hjælpe en, der ligger og vræller.«
»Det er ikke allesammen, der sover langsomt ind. Der er nogle, der ligger og ryster derinde. Man kan høre dem larme. Den der bestemte rytme, så ved man, der er et eller andet galt. Så ligger de derinde og raller og får det sidste liv ud af sig selv.«
»Man samler sig om et fælles mål – at få et fix. Så går de ind sammen og tager lidt Cola (red. kokain). Men man stoler heller ikke på folk. Hvis man sidder og hænger lidt med hovedet, så risikerer man at blive rullet (red. bestjålet) af den, der sidder lige ved siden af dig. Det er et meget egoistisk stof.«
»Der er millioner af kroner i mine arme. Jeg har stukket mig selv tusindvis af gange på toiletterne.«
»Jeg kan overhovedet ikke huske navnene på dem alle. Der er tusindvis af mennesker, der er døde på de toiletter.«
